Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige (Sprog)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
danske tale. Accenten i sv. tala kaldes »grav
accent« eller Accent 2 og svarer til den flydende
Tone i Dansk. Accent 1 eller Akut, som savner
Biaccent paa Slutningsstavelsen og tillige i
musikalsk Henseende adskiller sig fra den dybe,
tilkommer de Ord, som fra gl Tid har været
Enstavelsesord, f. Eks. båt Baad, stiger stiger
(smlg. isl. stigr). Denne svarer til den danske
Stødtone.
Ordbøjningens Simplificering er bleven ført
videre i den Retning, som er fremtraadt
allerede i den Oldsvenske Tid. Kasusbøjningen hos
Substantiver og Adjektiver er opgiven, med
Undtagelse af hvad der angaar Genitiven, som
hos alle Substantiver har faaet s: det hedder
saaledes Sing., Nom., Dat., Akk., tanke, Gen.
tankes, i bestemt Form tanken, tankens (endnu
i Beg. af 19. Aarh. derhos tanka[n], tanka[n]s),
for det ældre Nom. tanke, Dat. Akk. tanka, som
det hedder endnu i det gamle Bibelsprog.
Substantivets Bøjning med Slutningsartikel er
bleven meget simplificeret, noget, der var begyndt
allerede i oldsvensk Tid: f. Eks. oldsv. Nom.
rikit »Riget«, Gen. rikisins ell. (senere) rikins.
nyere sv. riket, rikets. Pluralis af Intetkønsord
paa Vokal, som tidligere havde været uden
Endelse, har i Svealandssproget antaget Endelsen
-n, f. Eks. rike »Rige«, Plur. riken, bi »Bi« —
bin. I bestemt Pluralis har de fleste
Substantiver faaet Endelsen -na o. desl., f. Eks.
hästarna »Hestene«, flickorna »Pigerne«, böckerna
»Bøgerne«, rikena »Rigerne«, bladena »Bladene«
(endnu blot i Talesprog), ögona »Øjnene«.
I de dannedes Tale, navnlig i
Svea-Landskaberne, tabes Følelsen for Genusforskellen hos
saadanne Substantiver, som ikke betegner
Personer (eller levende Væsener), saaledes
at det hedder han eller den om Solen og
Maanen i St f. hon og han. Pronominet I har
faaet Biformen Ni allerede omkr. 1650.
Verbalbøjningen simplificeres endnu mere end
tidligere. Pluralisformerne erstattes til sidst i de
fleste Dialekter af Singularisformerne; vi gick
ligesom jag gick i St f. vi gingo.
Talesprogets Forandringer i Henseende til
Bøjningslæren er i Almindelighed gennemførte ogsaa i
Skriftsproget. Men mod flere af dem staar dette
afvisende, f. Eks. mod den sidstnævnte.
Nysvenske Dialekter. Disse viser
delvis store Afvigelser fra de typiske
Udviklingslinier, som udmærker Skriftsproget og de
dannedes Talesprog. Særlig afvigende er
Dialekterne i de mere afsides liggende Landsdele
(Dalarne, Norrbotten), samt de Dialekter, der
tales af de sv. Indbyggere i Finland og Estland.
Mange af disse Dialekter har gennemgaaet en i
høj Grad selvstændig Udvikling, som har gjort
dem saa godt som Uforstaaelige for andre end
indfødte. Som Eksempel paa Afvigelser fra
normalt svensk Sprog kan nævnes, at flere afsides
Maal endnu den Dag i Dag bevarer de gamle
Diftonger i Ord som auga »Øje«, stein »Sten«,
som i de mere centrale Dialekter er blevne
sammentrukne til enkle Vokaler allerede før
Litt.’s Beg. — M. H. t. deres indbyrdes
Slægtskab kan de sv. Folkesprog grupperes saaledes:
1) skaanske ell. sydsvenske Dialekter,
hovedsagelig i de Landskaber, der før har hørt til
Danmark, med Centrum i Skåne, 2) götiske
i mellemste og nordlige Götaland med Centrum i
Väster- og Östergötland omkr. Søerne Vänern og
Vättern, 3) Svealandsmaal eller
Sveamaal i Svealand med Centrum i Uppland og
Landet omkr. Mälaren. Til denne sidste
Gruppe slutter sig norrlandske Dialekter i
Norrland og østsvenske i de svensktalende
Dele af Finland og Estland. Dialekterne i de
Landskaber, der grænser til Norge, særlig i
dem, der før har været norske (Bohus-Len,
Herjedalen, Jemtland), viser mange
Berøringspunkter med norske Dialekter. Dog maa i det
mindste de jemtlandske og bohuslenske i deres
nuv. Skikkelse med større Ret betragtes som
sv. end som norske Sprog. — En meget
selvstændig Stilling indtager Dialekten paa
Gottland (Gutniska). Det er den eneste af de
mere afvigende Dialekter, som allerede kendes
fra Middelalderen. Paa Forngutnisk er
der bevaret en Optegnelse af Gutalagen fra
14. Aarh. (udg. af Collin og Schlyter i Corpus
etc., se ovf.) og et Fragment af en Gutasaga
(disse i dansk Overs. ved Lis Jacobsen,
»Guterlov og Gutersaga« [Kbhvn 1910]), en
Runekalender og mange Runeindskrifter. I
Gutnisk er de gamle Diftonger bevarede, auga
Øje, stain Sten, droyma drømme, iu er blevet
til iau, skiauta skyde, æ til e, mela mæle, ø
til y, sykt søgt, og kort o i Svensk og andre
nordiske Sprog erstattes i Reglen af u.
(Litt.: om Nysvensk [foruden ovenfor
anførte Arbejder af Rydqvist, Söderwall o. fl.]:
N. Beckman, »Svensk språklära för den
högre elementarundervisningen« [Sthlm 1905];
G. Cederschiöld, »Om svenskan som
skriftspråk« [4. Opl., Lund 1916]; A. Kock,
»Språkhistoriska undersökningar om svensk
akcent« [Lund 1878—85, bearbejdet paa Tysk i
»Die alt- und neuschwedische Accentuierung«,
Strassburg 1901]; J. A. Lyttkens og F. A.
Wulff, »Svenska språkets ljudlära« [Lund
1885]; A. Noreen, »Vårt språk, nysvensk
grammatik i utförlig framställning« [Lund
1903—25]; Samme, »Spridda studier«, 1.—4.
Samling [1895—1925]; E. Tegnér, »Om genus i
svenskan« [Sthlm 1892, i »Svenska Akademiens
Handlingar«; nyt Opl. i »Ur språkens värld«,
II, 1925]; O. Hultman, »De östsvenska
dialekterna« [Helsingfors 1894]; B. Hesselman,
»Sveamålen och de svenska dialekternas
indelning« [Uppsala 1905]; L. Levander,
»Dalmålet« [Uppsala 1924—27]. Ordbøger:
»Ordbok öfver svenska språket, utgifven af
Svenska Akademien« [Lund 1898 ff., hidtil Bd
1—8: A—Fulgurit]; »Ordlista öfver
svenska språket, utgifven af Svenska Akademien«
[8. Opl., Sthlm 1923]; A. F. Dalin, »Ordbok
öfver svenska språket« [2 Dele, Sthlm
1850—53]; O. Östergren, »Nusvensk ordbok« [Sthlm
1915 ff., hidtil 2 Bd: A—götisk]; J. E. Rietz,
»Ordbok öfver svenska Allmogespråket« [Lund
1867]; Fr. Tamm, »Etymologisk svensk
ordbok« [Uppsala 1890 ff., uafsluttet]; E.
Hellquist, »Svensk etymologisk ordbok« [Lund
1922]; J. A. Lyttkens og F. A. Wulff,
»Svensk uttals-ordbok« [Lund 1889].
Tidsskrifter: »Arkiv för nordisk filologi«, udg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
