Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bibeloversættelsesrevisionen blev derimod ufuldendt. Det filos.
Studium havde en fremragende Dyrker i
Benjamin Höijer, som tillige virkede ved sin
personlige Optræden paa den interesserede
Ungdom i Uppsala, og H. G. Porthan øvede en lgn.
Indflydelse paa finsk Kulturudvikling.
Naturvidenskaberne dyrkedes i ringere Grad,
efterhaanden som de store Forskere døde, kun
enkelte af Linné’s Elever har indlagt sig
Fortjeneste af det bot. Studium; men de ældre
Videnskabsmænds geniale Forskning veg Pladsen
for indgaaende Specialstudium paa de forsk.
Fagomraader. Studiet af de rent nationale
Discipliner gav sig Udslag i sikre, nøgterne
Arbejder; Schönberg, Fant, Nordin og især J.
Hallenberg gav vigtige Bidrag til
Historieforskningen, medens flere af de ledende Mænd særlig i
den Kreds, der stod Gustaf III nær, har
beriget Litteraturen med en Mængde Memoirer
og Dagbogsoptegnelser, hvori findes talrige
Bidrag til Samtidens Liv og Historie.
Sprogforskningen viedes særlig til Studiet af de klassiske
og orientalske Sprog; medens det svenske
Sprog modtog en rig Uddannelse af Digterne
og Talerne, blev det med faa Undtagelser
(Leopold o. fl.) ikke Genstand for indtrængende
videnskabelig Forskning ell. Pleje; enkelte af
Datidens mest fremragende Sprogforskere, f.
Eks. J. Lundblad, var saaledes kendte for at
skrive et ligefrem gyseligt Svensk. Paa det
politiske og statsvidenskabelige Omraade
udfoldes derimod stor Frodighed, idet Gustaf III
selv gaar i Spidsen som ivrig Fysiokrat; men
paa det rent juridiske Omraade indlagde kun
Mathias Colonius sig Fortjeneste.
Al Evne og Higen lagde Tidens Mænd paa
det skønlitterære Omraade. Gustaf III gik i
Spidsen ved Stiftelsen af Svenska Akademien
som Opretholder af Poesien og af Opera- og
Talescenen. Hans Forfatterskab bestod mest i
historiske Skuespil og ordrige Taler, hvortil
han i Reglen benyttede fremmed Hjælp, og han
omgav sig derfor altid med en Stab af
udmærkede Forfattere, der sammen med ham
søgte at fremme den franske Smag og
Forstandsretning, som havde sin ypperste
Repræsentant i Voltaire. Denne Aandsretning, som
Kongen og Akademiet begunstigede, havde sine
fornemste Dyrkere i Johan Henrik
Kellgren, K. G. Leopold samt
Oxenstierna, Adlerbeth og Wellander.
Kellgren, der en Tid lang stod Kongen meget nær,
vandt ved sine satiriske Digte stort Ry for sin
forstandsklare Alvor og Frihedstrang, men hans
lyriske Digte viste tillige et udviklet Følelsesliv
og Aandssmidighed, særlig under hans
Sammenstød med de ny litterære Strømningers
Repræsentant Thorild, af hvilket han lærte at
indse Tomheden i en ensidig
Forstandsoplysning og at lovprise Hjertets rige
Mangfoldighed og respektere de aandelige Magter, som
besjæler Naturen (»Den nya skapelsen«). Tillige
var Kellgren skattet som Populærfilosof og
Smagsdommer, idet han i »Stockholmsposten«
udtalte frisindede Anskuelser og satiriserede
over Indbildskhed, Raahed, Vankundighed og
Overtro; hans Kamp for Civilisation og
Menneskelighed optoges efter hans Død af Leopold,
der havde været Kongens litterære fortrolige;
men han var mindre modtagelig for ny
Smagsretninger og forblev selv efter 1810
Repræsentant for den strenge akademiske Skole, hvis
rammende Kvikhed og kernefulde Sentens han
raadede over. Oxenstierna havde ikke den
eminente Indflydelse, men hans
naturbeskrivende Digtning og komiske Digte blev længe læste,
og navnlig er der i hans Idyller en Glans, som
kun blev overgaaet af Tegner. Adlerbeth har
størst Betydning som Oversætter af latinske
Forfattere og som ypperlig svensk Rytmiker, men
tillige var han som Wellander Gustaf III’s
Medhjælper i dramatisk Forfatterskab. Desuden var
der en Række andre Forfattere, der gik i deres
Ledebaand, og som berigede Litteraturen med
Digterværker (Sjöberg, Stenhammar o. fl.)
ell. Værker, som indeholder Udtryk for den
Klarhed, Korrekthed, Aandsfrihed og Ynde,
som er den gustavianske Tids Særkende. Nils v.
Rosenstein var Tidens betydeligste Prosastilist
og en ypperlig Populærfilosof, M. Lehnberg var
den mest skattede blandt Talerne; men blandt
Tidens litterære Navne hørte i øvrigt de
allerfleste Statsmænd, Politikere og gejstlige:
Fersen, Nordin, Elis Schröderheim o. fl., og saa
stærk var navnlig Interessen for Teatret, at
ingen udeblev fra ny Opførelser. Gustaf III,
Kellgren, Leopold, G. F. Gyllenborg, Adlerbeth
og Wellander var alle ivrige
Tragedieforfattere og Operadigtere; de valgte Emnet særlig
af Fædrelandets ell. Antikkens Historie, eller
tillempede det fundne Motiv paa Tildragelser
af svensk Historie (som med Voltaire’s
Princesse de Navarre); men Omformningen blev
altid uhistorisk af Hensyn til det Ideal,
Oplysningstiden nu engang sværmede for. Komedien
havde ogsaa sine Dyrkere, Paijkull, Kexél, K. I.
Hallman, Carl Envallsson var de vigtigste, men
der var mange flere. Den sentimentale Genre
blev heller ikke tilsidesat, Kotzebue fik ikke faa
Efterlignere, og i hvert Fald K. J. Lindegren
digtede med Held, og A. F. Skjöldebrand
optraadte med Ridderdramaer.
De sentimentale Forfattere stod imidlertid
noget uden for den rene gustavianske Kreds,
de staar i Forbindelse med en
Litteraturstrømning, der er for kraftig til blot at betegnes som
Opposition mod den herskende Smag. Det er
en Rousseau’sk Følelsesfremhævelse og en
mindre formel Smag, som holder sit Indtog med
Thomas Thorild, K. A. Ehrensvärd
og Benkt Lidner. Thorild er Tænkeren,
Smagsdommeren og Foregangsmanden for den
ny Retning; han grundlægger sin Berømmelse
ved et lille Skrift om Montesquieu, optræder
mod Kellgren og senere mod Leopold og er i
sine politiske og litterære Meninger Forgænger
for Nyromantikken. Ehrensvärd har ikke
Thorild’s fyndige og varme Forkyndelse; han er
den stille, originale, tankerige Kunstelsker, der
begejstres over Antikkens Skønhed og i den
(beslægtet med Winckelmann) læser en ny
Opfattelse af Skønheden. Derimod er Benkt
Lidner frejdig og energisk i sin Forkyndelse og er
Mester i digterisk Fuldbyrdelse af Thorild’s
Ideer, men hans store Digterintentioner
svarede ikke helt til hans Evner, hans Digtning,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
