Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
modtaget faa, men ejendommelige Berigelser fra
hans Haand. Wirsén optraadte noget senere
end de andre, men udfoldede derefter en
betydelig Produktion, i hvilken Festdigte indtager
en stor Plads; den blev stadig mere
præget af religiøs Opfattelse, samtidig med, at han
stærkt konservativ har modarbejdet alle ny
Retningers Fremtrængen. »Namnlösa sällskapet«s
ypperste Digter bliver dog Snoilsky, som
søgte at bringe sine udprægede formelle Anlæg
til større Fuldkommenhed og stadig at udvide
sin Horisont. Han begyndte som sine Kolleger
med Besyngelse af sit Hjertes Stemninger og
med Udbrud for den ideelle Længsel, som var
Tidens Løsen, men hans Stemninger var mere
friske end ellers i »Namnlösa sällskapet«; dog
efterhaanden gemte han sine private
Glæder og Bekymringer; han søgte at uddybe sin
Sympati for Samfundets Arbejdende og
Fortrykte, og han udviklede en patriotisk Digtning
og Opfattelse, der i meget fortsætter den, der
gav sig Udtryk hos »Frihetens sångarätt« i den
sidste Udformning (særlig hos Strandberg), men
Snoilsky er dybere og inderligere. Idealismens
ypperste Forkæmpere udgik ikke fra Uppsala ell.
den Boström’ske Kreds; Viktor Rydberg
berigede en Menneskealder med sin
mangfoldige Produktion, for hvilken ingen
Videnskabsgren ell. intet litterært Omraade var fremmed;
hos ham slog Tendensen om i livsvarm
Menneskeskildring; Frihedsbegejstringen blev human,
og Medfølelsen for de Fortrykte tog sig et
fuldbaarent poetisk Udtryk i hans Syner og
Tankedigte. Dagens Forhold og smaa
Tildragelser fandt han ikke egnede til Digtning; han
grebes af Vemod og Harme ved at se
Menneskets Fornedrelse og blinde
Mammonforgudelse, og hans Digtning søgte at vise den indre
Sammenhæng, de evige Ideer. Foruden
Signaturpoeterne og Rydberg virkede enkelte andre
Digtere. Franz Hedberg forfattede
borgerlige og hist. Skuespil, K. G. Starbäck
hist. Romaner, A. T. Gellerstedt idylliske
Smaadigte med fin Naturopfattelse ell.
udhamrede Sentenser og Tankesprog i rytmisk
velklingende Vers, Emil von Qvanten
optraadte med patriotiske og lyriske Digte, oftest
vege, men undertiden med en Kraft, som
mindede om Runeberg, og Josefina
Wettergrund optraadte med komiske Digte,
medens Kullberg, Hagberg, Sander,
Öman o. fl. oversatte en Mængde af
Verdenslitteraturens Digtninger.
I 1870’erne foretoges en Omvurdering af
Problemerne, og der sker Uddybelse af Livssynet
og af Virkelighedssansen i Litteraturen; den
raadende Digtning greb ikke videre dybt, holdt
sig paa Overfladen, medens Snoilsky, Wikner
og Rydberg pegede frem mod Idealer. Nu
havde moderne evolutionistiske Ideer begyndt at
gøre sig gældende, Brandes, Ibsen og Bjørnson
var optraadte, og Virkningen af deres Skrifter
forplantede sig til S. med Fordring paa, at en
levende Litteratur maatte slutte sig tæt til
Virkeligheden. I Strindbergs »Mäster Olof« fik S.
et nyt Synspunkt for Forholdet mellem Ideal
og Virkelighed, og i »Röda rummet« fik det
en Roman, som greb dybt i Livet og skildrede
uden Fordomme. Den oprørske, bestandig
hvileløse Grubler fremdrog stadig Problemer, som
fordrede Løsning, og Fru Edgren-Leffler,
Gejerstam, Viktoria Benedictson (»Ernst
Ahlgren«), Tor Hedberg, Nordensvan samt Axel
Lundegaard, Oscar Levertin og Stella Cleve
(Mathilde Malling), ligesom Lyrikerne A. U.
Bååth og Ola Hansson, sluttede sig til med
Sjæleanalyser og Virkelighedsskildringer. Den
moderne Tilværelse fik saaledes Skildrere, som
forstod og skrev moderne. Glæden over de
opdagede Sandheder blev entusiastisk og slog hos
nogle Forfattere (Fru Leffler’s Dramatik,
Alfhild Agrell) over til Indignation, medens de
fødte Digtere ikke lod sig forlede til
Tendensjageri, men hurtigt vendte sig til
Virkelighedsskildring. Den frembrydende radikale Litteratur
greb saa stærkt om sig og øvede en saa
indgribende Virkning, at der hurtig maatte rejse
sig Reaktion mod den. Strindberg’ »Giftas«
fremkaldte Sagsanlæg; Frifindelsen affødte en
»Sedlighetspetition«; »Aftonbladet« vendte kort
efter pludselig Front mod de unge Radikale; en
Sædelighedsdiskussion i Studenterforeningen
»Verdandi« fremkaldte Advarsel fra
Konsistorium, og et Par af de dygtigste Studenter blev
berøvede deres Stipendier; paa Akademiets
Jubilæumsdag benyttede Ærkebiskop Sundbärg
sig af Lejligheden til at tordne løs mod den ny
Retning, og saaledes mødtes de ny unge alle
Steder med Protest, Kulde ell. bagvaskende
Kritik. Under Indtryk heraf foregik en alm.
Afmattelse, enkelte Radikale svigtede,
Strindberg og Ola Hansson forlod Landet;
Gejerstam og Hedberg lod sig optage af andre
Hverv. Hos alle Forfattere opstod Vemod ved
Følelsen af, hvor fjern den Revolution var,
man nu havde troet nær, man opgav den
tidligere Satirisering og Haanen og forsøgte i
Stedet at trænge ind i Forstaaelse, man forlod
det sønderrevne, de mange Detailler, for at
søge til de store Linier. Men det var en broget
og mangeartet Virksomhed, der var udfoldet
i den ganske korte Tid. Den paradoksale
August Strindberg stod som Litteraturens
store geniale Fornyer ved sine Bøgers
vrimlende ny Tanker og Synspunkter og ved sine
mangeartede, nervøst livagtige Skildringer, men
ved hans Side stod Anna Charlotte
Leffler med den inderlige Medfølelse for
Livets smaa Forhold og for alle Fortrykte og
senere med sin jublende Højsang til
Kærligheden. Ernst Ahlgren med de ypperlige
Folkelivsbilleder, hvis dybe, indtrængende
Alvor fik et Sidestykke i Hedberg’s, Geijerstam’s,
Strindberg’ Skildringer af Folkeliv og
forfejlede Individer, medens Bondeson og
Hedenstierna (»Sigurd«) skæmtede med de Forhold
og Tilstande, som de andre skildrede med
uhyggelig Sandhed. Gustaf af
Gejerstam mødte først med sine psykologiske
Udredninger, der saa ypperlig illustrerede de
unge Radikales Følelses- og Tankeliv, indtil
Tilbageslaget kom, og hans Interesse optoges af
moderne Ægteskabsforhold. Tor Hedberg
henrev med sine skarpsindige Sjæleanalyser,
medens J. J. Ahrenberg og K. A.
Tavaststjerna indførte den virkelighedstro
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
