Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
om hvis Forhold til Svearne ingen
Oplysninger kan erholdes før henimod det første
Aartusindes Slutning. Da vidner Runestenene og
Møntfund saavel som paalidelig Tradition om,
at der under en ell. anden Form har fundet
en Tilnærmelse Sted mellem Svear og Göter,
hvis endelige Resultat blev det sv. Riges
Forening. Det er Olof Skötkonung, levende omtrent
1000, der er den første, som benævnes Konge
over baade Svear og Göter; det er ham, der
gennemfører den Svearnes Nyorientering Vest
paa, som gennembryder de gamle Ødemarker
mellem Svear og Göter og gør S. til en
statslig Enhed. Hvor fast denne Enhed kan have
været, er imidlertid et aabent Spørgsmaal.
Endnu da Dokumenter og Love fra 12. og 13.
Aarh. giver sikker Kundskab om S.’s indre
politiske Forhold, staar de enkelte Landsdele
stærkt selvstændige over for hverandre, og
Rigsenheden oppebæres væsentlig af Kongen.
De hist. Fakta og Personligheder i øvrigt,
der med Bestemthed kan paavises fra
Vikingetiden, er ikke mange. I første Række maa
erindres Ansgar’s ovenfor nævnte
Missionsrejse til Birka 829. Efter halvandet Aars
Ophold her vendte Ansgar tilbage til Tyskland
og blev 832 af Paven indsat til Ærkebiskop i
Hamburg med hele Norden til
Embedsomraade. En Del Aar efter ødelagdes Hamburg ved
et Vikingetog, og Ærkebispesædet forflyttedes
til Bremen, hvor Ansgar vedblev at virke til
sin Død 865. Kun langsomt bredte
Kristendommen sig imidlertid i S., og først ved
andet Aartusindes Beg. kan det paavises, at
Læren har gennemsyret Landet i dets Helhed.
Om Svenskernes Deltagelse i Vikingetogterne
er ovf. talt; i Hovedsagen gik de Ø. paa, men
ogsaa i de Vikingehære, som hærgede
Vesteuropa, og først og fremmest den, der erobrede
England 1016, var der mange Svenskere, om
hvis Bedrifter de sv. Runestene vidner. Om
Svearnes Kongerække indtil omtrent Aar 1000
foreligger en Række skiftende Opgivelser, de
fleste fra meget tvivlsomme Kilder. Som fuldt
historisk hjemlede kan næppe nævnes flere
end følgende. Erik Sejrsæl, i Sagaerne
berømt for den Sejr, han paa Fyrisvoldene ved
Uppsala skal have vundet over sin Brodersøn
Styrbjørn Starke, er den første paaviselige
Sveakonge. At der har staaet et Slag paa
Fyrisvoldene, er bevidnet ved skaanske
Runestene; byttelystne Vikinger, blandt hvis
Høvdinge der har været Mænd fra Skåne,
er dragne paa Krigtogt mod S., men er
blevne besejrede ved Upsala af Erik
Sejrsæl. Styrbjørn’s Skikkelse anses derimod af
den nyeste Forskning som havende staaet saa
stærkt under Folkefantasiens omdannende
Indflydelse, at selv om han maa betragtes som
en hist. Personlighed, hverken hans Slægtskab
med Erik Sejrsæl er blevet bekræftet, end
mindre de Enkeltheder, hvormed Sagnene om ham
er udsmykkede. Ogsaa de fra Adam af Bremen
stammende Opgivelser af, at Erik Sejrsæl skal
have fordrevet den danske Konge Svend
Tveskæg, har vist sig at være upaalidelige. Erik
efterfulgtes af sin Søn Olof Skötkonung,
hvis Regerings store Begivenhed var det i
Sagnene navnkundige Slag ved Svolder, da Norges
Konge Olav Trygvesøn faldt i Kampen mod
Svend Tveskæg, Olof Skötkonung og den med
dem forbundne norske Erik Jarl. Hverken den
ældre Tradition hos Adam af Bremen ell. den
senere isl. Sagadigtnings Angivelser om denne
Kamp har nyere Forskninger kunnet
godkende. For disse synes Slaget nærmest at være en
Kamp om Magten i Norge, hvor Svend
Tveskæg og Erik Jarl havde søgt og ogsaa
opnaaet at genvinde det Land, som Olav
Trygvesøn havde sat sig i Besiddelse af. Som
Sejrherrernes Forbundsfælle har Olof Skötkonung,
hvis Moder Gunhild (Sagnenes Sigrid
Storraade) var gift igen med Svend, medvirket;
at han til Belønning skulde have faaet et
ell. andet norsk Landomraade, lader sig ikke
bevise. Om Olof Skötkonung’s Regering og
hans Mellemværende med Norge har
Islænderne, først og fremmest Snorre, i farverige
Skildringer haft meget at berette. Det, der faktisk
har tildraget sig, turde være, at den norske
Kong Olav Haraldssøn, Olav Trygvesøn’s
Arvtager i Kampene mod de danske Konger, har
søgt Støtte i S., er traadt i Forbund med Olof
Skötkonung og faaet dennes Datter Astrid
til Ægte. Olof Skötkonung skal have ladet
sig døbe ved Husaby i Västergötland og være
død omtrent 1020. Olof Skötkonung’s Søn
Anund Jakob og Olav Haraldssøn
kæmpede ved 1020’ernes Midte Side om Side mod
Svend Tveskæg’s Søn Knud den Store; i
Kampen ved Helgeaa sejrede den sidstnævnte og
tog en Del af S. i Besiddelse. Svenskere og
Nordmænd forenede sig paa ny mod Knud,
men led det afgørende Nederlag ved
Stiklestad, hvor Olav Haraldssøn faldt. Ogsaa i de
senere Fejder, hvor Magnus Olavssøn fordrev
de danske Konger og paa ny gjorde Norge til
et selvstændigt Rige, var Svenskerne med, nu
som tidligere hovedsagelig i den Hensigt at,
som Snorre formulerer det, »faa Lov at
beholde Sveaherredømmet i Fred« for Knud
den Store’s Udvidelsestendenser. Anund
Jakob’s Regering i S. blev forholdsvis lang, men
man kender saa godt som ingen Enkeltheder
fra den. Han skal være død omtr. 1058 og
være blevet efterfulgt af sin Broder Emund,
med hvis Død omtr. 1060 den gamle
Kongeslægt uddøde.
Om det sv. Samfunds Struktur og indre
Udvikling i Vikingetiden ved vi en Del, takket
være Adam af Bremen og Snorre.
Landskabernes Selvstændighed har været et fremtrædende
Træk, de har egne Ting, Love og Lagmænd,
hvilke sidstes Myndighed til en vis Grad kan
udlæses af Snorre’s Skildring af Torgny
Lagmand. Svearnes Ting i Uppsala og Tiundalands
Lagmand har indtaget en central Stilling
baade i politisk og religiøs Henseende. Den
Rigsenheden oppebærende Konges Magtstilling har
antagelig ikke været saa stor, uagtet han
omgav sig med en talrig Hird og ejede
Jordejendomme (Uppsala Kongelev) rundt om i
Mälarprovinserne. Odelmændenes Forpligtelse i
Forhold til Riget var Ledingen ell. Forpligtelsen
til at udruste et vist Antal Mænd ell. Skibe
til Rigets Forsvar. De kulturelle Forhold har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
