Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Møntprægning genoptages nu efter ikke at have
fundet Sted i et Aarh., siden Anund Jakob’s
Tid, og den kgl. Retspleje udvidedes.
Udenrigspolitisk betegnedes Knud’s Regering ved
Spænding over for Absalon’s Danmark, men Norge
lykkedes det Knud at trække over paa sin
Side ved et Giftermaal mellem sin Søster
Margrete og Sverre, der ligesom Erik’erne i S.
repræsenterede Reaktionen mod Kirkens Krav.
1196 døde Knud, i trefjerdedel Aarh. den første
sv. Konge, der var død en naturlig Død. Det
lykkedes ikke Knud Eriksson at betrygge
Tronfølgen inden for sin Æt, Modpartiets
Prætendent, Sverker den Yngre, hyldedes som
Konge. Omtr. samtidig besteg Innocentius III
Pavestolen, og hans Indflydelse gør sig
gældende i det betydningsfulde kongelige Brev af
Aar 1200, i hvilket det bestemtes, at Klerke
herefter ikke skulde kunne drages for
Lægmandsdomstol, og at Kirkernes Ejendom skulde
være fritagen for kgl. Skat. Et af den Erik’ske
Æt iværksat Oprørsforsøg standsedes ved
Sverker’s Sejr ved Elgarås 1205, hvor tre af Knud
Erikssøn’s Sønner faldt. Erik, den eneste
overlevende, flygtede til Norge, men kom snart
tilbage med fornyet Styrke. Trods Støtte af en
dansk Hjælpehær, i hvilken bl. a. flere af
Sunesønnerne befandt sig, led Sverker et knusende
Nederlag ved Lena 1208, og Erik Knudssøn
fik S. i sine Hænder. Da greb Innocentius ind,
forøvrigt første Gang at Paven ved Magtsprog
søgte at løse et politisk Stridsspørgsmaal i S.,
og gav tre sv. Biskopper Befaling til med
Trusel om pavelige kraftige Foranstaltninger at
formaa Erik Knudssøn til at forlige sig med
Sverker og lade denne faa Lov til i Fred at
beholde Riget. Nogen Virkning af denne
Indgriben er ikke kendt, Sværdet maatte løse
Tvisten, og i Slaget ved Gestilren faldt Sverker
tilligemed flere Medlemmer af den mægtige
med ham forbundne Folkungeæt, den samme,
til hvilken ogsaa hørte Sverker’s nærmeste
Mand og Svigerfader Jarlen Birger Brosa. For
Kirken var Situationen analog med den af
1173, den havde kun at forsone sig med
Sejrherren. Erik kronedes — den første i S. kendte
Kongekroning — af Ærkebiskoppen i Uppsala,
og Kirken gav dermed den Erik’ske Æt sin
Legitimation. Gennem venskabelige
Forbindelser med Valdemar II — dennes Søster Richissa
blev Eriks Gemalinde — brød Erik med det
sidste Halvsekels nordiske Alliancesystem og
søgte derved at opnaa definitiv Betryggelse
mod den Sverker’ske Æts
Restaurationsbestræbelser. Erik’s efter alt at dømme lykkelige
Regering blev imidlertid ikke langvarig, allerede
1216 døde han, og paa ny gik Kronen til
Modpartiet. Johan Sverkerssøn kronedes
1219 og gav til Gengæld Kirken Brev paa
Fornyelse af de kirkelige Immuniteter. I de urolige
Forhold i Estland greb Johan ind i den
Hensigt at søge at afstedkomme en permanent
Okkupation, men led et frygteligt Nederlag. Han
døde kort derefter, 1222, som den sidste af sin
Slægt. Den endnu ikke seksaarige Erik
Erikssøn blev Konge. Under dennes
Mindreaarighed indtraf der i Danmark store
Forandringer, der ogsaa fik Bet. for S., Andreas
Sunesøn’s Afgang fra Ærkebispesædet og den
danske Stormagtstillings Undergang gennem
Slaget ved Bornhøved 1227. For S. betød dette
et faktisk Ophør af de lundensiske
Ærkebiskoppers Indblanding i sv. Forhold, selv om der
ikke fandt nogen Ændring Sted i deres
retslige Kompetence. Ved Siden af Kongen
begyndte nu en Mand at træde frem med en Magt, der
endog undertiden syntes at kunne stille
Kongens egen i Skyggen, det var Jarlen, Kongens
nærmeste Mand, den Øverstbefalende over
Rigets Stridsmagt og af særlig Bet., fordi han
under de vekslende Konger repræsenterede
Kontinuiteten og i Mindreaarighedsperioder var
Landets højeste Styrismand. Den myndige
Birger Brosa af Folkungeætten (d. 1202) er
allerede nævnt som Sverker Karlssøn’s Jarl; hans
Frænde og Navne Birger Jarl den
Yngre blev 1247 Jarl hos Erik Erikssøn, med
hvem han desuden var forbunden ved
Svogerskab. Lige til 1266 var Birger Rigets Jarl, efter
den barnløse Erik’s Død 1250 styrende S. med
fuld kgl. Magt og Myndighed, idet hans Søn
Valdemar, som var bleven valgt til Konge, var
mindreaarig og ogsaa senere synes at være
gaaet i Jarlens Ledebaand. Den
betydningsfuldeste udenrigspolitiske Begivenhed paa Birger
Jarl’s Tid var et Felttog til Finland, ved
hvilket Tavastland blev vundet for S. og
Kristendommen. De vigtigste Begivenheder inden for
Riget er Udfærdigelsen af de saakaldte
Birger’ske Fredslove, samtlige optagne i
Östgötaloven, og Skenninge Møde 1248, da der
afgjordes en Del Spørgsmaal dels vedrørende
Præsteskabets Stilling til gældende verdslig Lov, dels
af indre kirkelig Karakter, f. Eks. Paabudet
om Cølibat og Oprettelsen af Domkapitler med
Myndighed til at vælge Biskop. De sidste
Aartier af tolvte Aarh. og i trettende Aarh.’s
første Halvdel undergaar for øvrigt det sv.
Samfund en jævn og kraftig Udvikling.
Stormandsslægterne begynder mere og mere udpræget at
fremtræde som et Samfundslag nærmest under
Kongen, Riddervæsenet naar ogsaa S., man
begynder at benytte Skjoldemærker, og de paa
Seglene forekommende Rytterbilleder vidner
om Krigsvæsenets Udvikling. I 1230’erne vinder
Tiggerordnerne Indpas, og dermed begynder i
kirkelig Henseende et nyt Afsnit. Ogsaa
Byvæsenet er i kraftig Opblomstring, ikke mindst
ved Indvirkning af det nu hurtigt opvoksende
Lübeck; Birger Jarl omtales i Traditionen som
Sthlm’s Grundlægger, hvilket rimeligvis maa
fortolkes saaledes, at en allerede tidligere ved
Mälarens Udløb beliggende Plads af ham fik
sine første Privilegier.
Til denne Tid maa ogsaa henlægges den
første skriftlige Optegnelse af de retslige
Sædvaner, der har udviklet sig i de forsk.
Provinser, Landskabslovene, hvorved der
rimeligvis ogsaa foretoges en vis Systematisering. Den
ældste kendte Lovoptegnelse, daterende sig
fra 1220’erne, gælder den saakaldte ældre
Västgötalov, til hvilken der henimod
Aarhundredets Slutning sluttede sig den yngre
Västgötalov. Ligeledes til det trettende
Aarhundrede daterer sig Östgötaloven,
Gotlandsloven og Upplandsloven.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
