Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Folkungeættens Tid (1250-1389).
Hovedkilden for vor Viden om den tidligere
Del af den Periode, man plejer at kalde
Folkungeættens Tid, 1250—1389, er Erikskrøniken,
som i en episoderig, men selvfølgelig
ingenlunde altid paalidelig Fremstilling fører
Skildringen af Ættens Brødrestridigheder frem til Aar
1319. Ogsaa Dokumentmaterialet begynder
imidlertid nu at blive mere og mere omfattende,
saaledes at Udviklingens Gang kan følges mere
sammenhængende. Birger Jarl havde paa alle
Maader søgt at arbejde for Fred i Norden. Sin Søn
Valdemar lod han ægte en Datter af Erik
Plovpenning, hvis Søster var gift med Magnus
Lagabøter i Norge, og selv formælede han sig
efter sin første Hustrus Død med den danske
Enkedronning Mektild. Efter udenlandsk
Mønster og vel ogsaa for at forhindre de
sædvanlige Tronstridigheder gav han med paveligt
Bifald sine yngre Sønner Forleninger, den
fornemste forbunden med Hertugtitlen til Sønnen
Magnus. Næppe havde imidlertid Birger Jarl
»begrædt af Gammel og Ung« lukket sine Øjne
1266, før Striden var i fuld Gang mellem den
udvalgte Konge, Valdemar, og hans Brødre
Magnus og Erik. Magnus, en kraftig og
ærgerrig Mand og aabenbart den eneste af
Brødrene, der havde arvet noget af Faderens
Herskerbegavelse, drog til Danmark, hvis
Konge Erik Klipping mod Løfte om god Betaling
stillede en Hær til hans Raadighed, med
hvilken derefter Magnus og Erik rykkede ind i
Västergötland for at angribe Kong Valdemar.
Denne led Nederlag ved Hofva, og ved at
flygte til Norge udleverede han i Virkeligheden
det hele Rige til Magnus. Valdemar fortrød dog
snart sin Eftergivenhed, og efter at hans
Hjælpeansøgning hos Svogeren Magnus Lagabøter var
bleven afvist, henvendte han sig til Erik
Klipping, der var misfornøjet med, at han ikke
havde faaet den lovede Betaling af Hertug
Magnus; denne paa sin Side forenede sig med
Danmarks Fjender Holstenerne og formælede sig
1276 med Grev Gerhard’s Datter Helvig. Krigen
begyndte nu igen, men endtes med et Forlig,
ifølge hvilket Valdemar gav Afkald paa Tronen
mod at faa Lov at beholde sine Arvegodser.
Den almindelige Forargelse, han havde vakt
ved sit lastefulde Levned, gav senere Magnus
Anledning til at lade ham sætte under
Bevogtning paa Nyköping Slot, hvorefter han glider
ud i det ubemærkede; han døde 1303.
Magnus med Tilnavnet Ladulàs har
nydt Ry for at være den ypperste Konge, S. har
haft i Middelalderen. K. G. Westman, som har
helliget hans Tid en indgaaende Undersøgelse,
mener imidlertid, at Forestillingerne om
Magnus’ Kongemagt er i høj Grad overdrevne. De
saakaldte Edsöreslove f. Eks. (Love om Kirke-,
Kvinde- og Tingfred), ved hvilke en stor Del
Sager unddroges Landskabsretterne og
stilledes under særlige Procesformer og særlig kgl.
Jurisdiktion, skriver sig saaledes
sandsynligvis ikke fra Magnus’ Tid, men allerede fra
Birger Jarl’s. Af Stormændene maatte Kongen
taale baade Oprør og Ydmygelser, og Magnus’
Politik over for dem er en anden og svagere
end Birger Jarl’s, han forhandler med dem
som ligestillede Magter og søger med det gode
ved Fredsaftaler og Giftermaalsalliancer at
bevare den indre Fred, som deres Magt og
Lidenskaber truer. I det store og hele lykkedes det
imidlertid Magnus at holde dem Stangen, og
det kan konstateres, at Kongemagten, støttet
paa Rigets Kirke og Stormændenes Trang til
en central Myndighed, griber stedse stærkere
ind i de enkelte Provinsers Liv. Ved Alsnö
Vedtægt, 1279, stadfæstedes Edsöreslovene, og
der blev truffet Overenskomst om, at det ikke
skulde blive tilladt nogen at komme som
ubuden Gæst, men de Rejsende henvises til
Herbergerne, der skulde oprettes i de større Byer.
Det er denne Bestemmelse, der har givet
Kongen hans Tilnavn, han satte Laas for Bondens
Lade. Endvidere blev man enig om, at
enhver, der mødte fuldt rustet til Hest, naar
Leding paabødes, skulde have Skattefrihed,
en Bestemmelse, der maa betragtes som det
vigtigste Moment i den Udvikling, der hæver
Adelsklassen til en privilegeret Stand over
Bondestanden. Som Kongens nærmeste Mænd,
om end længe med vekslende Bet., begyndte
Drosten og Marsken at træde frem, den første
overtagende Jarlens tidligere Rolle, den
sidste efterhaanden Krigsstyrkens Øverstbefalende.
Kongemagtens Anseelse hævede Magnus ved
det glimrende Hof, hvormed han efter
udenlandsk Mønster omgav sig; der foreligger
derimod ikke noget sikkert Bevis for, at Kongen
har givet indfødte Mænd Jord i Forlening mod
Pligt til at gøre Tjeneste. Den eneste og endnu
i Henseende til Formen meget svævende
Rigsinstitution, der fremtræder ved Kongemagtens
Side, er Stormandsmødet, i hvilket
Biskopperne og de Stormænd, der udmærker sig ved
deres sociale Stilling, høj Byrd og Rigdom,
havde Ret til at deltage. Med Kirken stod
Magnus paa den bedste Fod og begunstigede
kraftigt Tiggerordnerne; det er ogsaa for en stor
Del fra denne Tid, at Stiftsbyernes mægtige
Domkirker skriver sig. Købstæderne var i stærk
Opblomstring, særlig Sthlm, der nu kan
betragtes som Rigets Hovedstad. Gotland, der
hidtil havde været en næsten uafhængig
Republik under den rige Handelsstad Visbys
Herredømme, gav sig frivilligt ind under S.
for at opnaa Hjælp og Beskyttelse. Ved
Skenninge-Mødet 1284 havde Magnus søgt at ordne
Tronfølgen efter sin Død; hans ældre Søn
Birger valgtes til Konge, og de to yngre, Erik og
Valdemar, blev Hertuger, respektive til
Södermanland og Finland. Statsretsligt er dette
Møde særdeles betydningsfuldt, idet der til
dets Bestemmelser om en kommende
Formynderregering knytter sig den første
Opstaaen af en senere i S.’s Historie meget
betydningsfuld Institution, det sv. Raad. Det Træk,
der konstituerede Raadet, var den fælles
Forpligtelse til at bære Ansvaret for
Arvefølgebeslutningens Iværksættelse, som det paatog
sig over for Kongen. Biskopper og Prælater
udgjorde, fortrolige som de var med kollegial
Styrelsesmaade, en fast Form for Raadets
Forfatningsudvikling, ved deres Side sad de
verdslige Stormænd, uden at der imidlertid foreløbig
var trukket nogen skarp Grænse mellem disse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
