- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXII: Spekulation—Søøre /
769

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige (Historie)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

consiliarii og andre Stormænd. Raadets
Rammer var længe saa ubestemte og elastiske, at
der indenfor dem kunde rummes saavel
mindre og lejlighedsvise Møder som de større og
talrigt besøgte. Kun 50 Aar gl døde Magnus 18.
Decbr 1290. Paa sit Dødsleje skal han have
udnævnt Marsken Tyrgils Knutssön til
Formynder for sine Sønner. Denne berømmes af
Krøniken som en Mand, der i lige saa høj
Grad udmærkede sig ved sine
Statsmandsegenskaber som ved sin ædle Karakter; i
Virkeligheden ved vi meget lidt om ham. At Tyrgils
har spillet den dominerende Rolle, Krøniken
vil tillægge ham, er sikkert urigtigt; det var det
nydannede Raad, der haandhævede
Rigsstyrelsen; kun for saa vidt visse
Regeringsopgaver ikke ret vel kunde løses af Raadet i
dets Helhed, delegeredes Kongemagten til
visse bestemte Personer, af hvilke Marsken
var den fornemste. Uden nogen Sinde at
udvikle sig til en personlig Regeringsform i
Lighed med Birger Jarl’s synes imidlertid
Marskens Magt at have været i stadig Stigen. S.’s
Herredømme over Finland udvidede han ved
Erobringen af det meste af Karelernes Land
(det sydøstlige Finland), og da Russerne
angreb Svenskerne, drev Marsken dem tilbage og
satte sig endog i Besiddelse af Ingermanland;
Krigen med Russerne naaede han imidlertid
ikke at faa Ende paa, inden han drog tilbage
til S. Her fortsattes Lovgivningsarbejdet. Ved
Uplands-Loven udslettedes de tre Folkelandes
Retsforskelligheder, og man gjorde et nyt Skridt
frem imod den Landslov, hvis forenende Baand
stadig savnedes. Paafaldende er den mod
Kirken ret fjendtlige Politik,
Formynderregeringen førte; en Immunitetsreduktion foretoges,
og det indskærpedes, at de Friheder, som var
tilstaaet Kirken, kun hvilede paa særlig Naade
og kun gjaldt ordinære Skatter.
Formynderregeringens Ophør medførte ikke Raadets
Opløsning; tværtimod forsvinder nu den gamle
Herredag i en usikker Taage, og Raadet
fremtræder mere og mere som Rigets eneste ved
Siden af Kongemagten fuldt udviklede Organ.
1302 overtog Birger selv Regeringen, og nu
varede det ikke længe, før der udbrød Strid
mellem Kongen og Hertugerne. Erik, i sin ydre
Optræden en fuldendt Ridder, men rænkefuld
og troløs, var ligesom sine Brødre forfængelig
og udsvævende, men savnede i Modsætning til
dem hverken Klogskab ell. Kraft, naar det
gjaldt om at klare en vanskelig Situation.
Hjulpet af Erik’s tilkommende Svigerfader, Kong
Haakon i Norge, greb Hertugerne til Vaaben
mod Birger, men blev af Marsken tvungne til
at underkaste sig Kongens Myndighed. Raadet
under Marskens Ledelse stod nu som en stærk
Institution af oligarkisk Karakter, stængende
Kongens personlige Magt inden for snævre
Grænser. Det synes at være lykkedes Erik at
gøre sin kgl. Broder klart, hvilken Risiko der
herfra truede Kongemagten, og faa ham til at
gaa med til det dristige Kup, hvormed den
sv. Middelalders lange Kamp mellem
Kongemagt og Stormandsvælde begynder. Tyrgils
fængsledes og halshuggedes 1306. Om de
herefter følgende dram. Forviklinger mellem
Kongen og hans Brødre har Eriks-Krøniken en
detaillerig Fremstilling, der i Hovedsagen
turde være rigtig. Allerede s. A. Marsken var
blevet henrettet, brød Hertugerne med Broderen,
der blev taget til Fange og tvunget til et
ydmygende Forlig. Efter at han var kommet paa
fri Fod igen, flygtede han imidlertid til sin
Svoger Erik Menved i Danmark, og da nu
ogsaa Haakon opgav Hertugernes Sag og
sluttede Fred med Erik Menved (1309), kom de
oprørske Brødre i en yderst farefuld Stilling.
Men da den store Hær, Erik Menved og
Birger s. A. førte ind i S., maatte trække sig
tilbage med store Tab, blev Nordens tre
Konger ved et Møde i Helsingborg (1310) enige om
et Forlig, der bl. a. indeholdt Bestemmelser
om en Deling af S. mellem Birger og hans
Brødre. Erik, der for sin Part fik en
sammenhængende Landmasse i det vestlige S.
(Västergötland, Värmland og Dalsland), hvortil han
føjede Halland som et norsk Len, førte et
glimrende Hof og nærede højtflyvende
ærgerrige Planer, da han havde mange Venner i
Danmark, og hans Hustru var Arving til
Norge. Misundelig forbitret over sin Broders
voksende Magtstilling, pønsede Birger paa at
komme ham til Livs og naaede sin Hensigt ved
under en festlig Sammenkomst paa Nyköping
Slot, hvortil han havde indbudt dem, at lade
Erik og Valdemar gribe, hvorpaa de blev sat
i Bolt og Jern i Fangetaarnet (1317). Men
Rygtet om det skammelige Forræderi vakte stor
Bevægelse i S. Hertugernes Tilhængere
samlede sig for at befri de fangne Brødre, der
imidlertid omkom i Fængslet (sultede ihjel,
siges der), og Birger maatte flygte til Danmark,
medens hans Søn Magnus blev fanget og ført
til Sthlm, og Drosten Mats Kettilmundsson blev
stillet i Spidsen for Rigsstyrelsen (1318). Da
Kong Haakon døde (Maj 1319), arvede Hertug
Erik’s 3-aarige Søn Magnus Norges Rige, og
da han 3 Maaneder derefter ogsaa blev hyldet
som sv. Konge, fremkom der en Personalunion
mellem Norge og S. Den fangne Magnus
Birgersson blev paa Rigsraadets Foranstaltning
henrettet (Oktbr 1320), skønt den 20-aarige
Yngling ikke i nogen Maade havde forbrudt
sig mod Riget. Aaret efter døde hans Fader,
Kong Birger, i Danmark.

Magnus Eriksson (Smek) blev først
myndig 1332, og Riget blev saaledes i mange
Aar styret af en Formynderregering, der
indsattes af Rigsraadet, efter at gejstlige og
verdslige Stormænd paa et Møde i Skara (1322)
var komne overens om, at den unge Konges
Moder, Haakon V’s Datter Ingeborg, skulde
fjernes fra al Indflydelse paa Styrelsen af
Riget. Aaret efter sluttede den langvarige Krig
med Novgorod (den første Fredsslutning
mellem S. og Russerne). Grænsespørgsmaalet blev
nu endelig afgjort, og S.’s Herredømme i
Finland var dermed, sikret for Fremtiden;
Finnerne delagtiggjordes efterhaanden i sv. Kultur
og stilledes paa lige Fod med Svenskerne,
medens deres Stammefrænder i Estland og
Livland kom under de tyske Ridderes
Herredømme. Samtidig hermed tiltog den sv. Bebyggelse
af Norrland, hvis Skov- og Metalrigdom

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 20:04:11 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/22/0789.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free