Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
for Kong Hans, og det forandrede ikke noget
i Sagernes Stilling, at Sten Sture døde 14.
Decbr 1503, thi hans Efterfølger som
Rigsforstander, Svante Nilsson Sture, var en bestemt
Modstander af Unionspartiet, der dog stadig
fremkom med Forslag om Fred og Forlig med
Kongen. Men da Lübeck, med hvem Danmark
laa i Krig siden 1508, lovede S. Hjælp, kom
man ikke længere end til en lidet betydende
Vaabenstilstand (1509), og først da en dansk
Hær havde gjort et ødelæggende Indfald i
Östergötland samtidig med, at den lybske
Flaade blev slemt medtaget, blev Fredspartiet saa
stærkt i det sv. Rigsraad, at man vedtog at
afsætte Svante Sture, hvis han ikke gik ind paa
Fred. Midt under Striden herom døde
Rigsforstanderen uventet (2. Jan. 1512), og Freds-
og Unionspartiet satte Erik Trolle i hans Sted;
men allerede i Juli s. A. maatte han vige
Pladsen for Svante Sture’s tyveaarige ridderlige
Søn, Sten Svanteson Sture, der blev
valgt efter en heftig Partikamp. Unionspartiet
samlede sig om Erik Trolle’s Søn, Gustaf Trolle,
en lærd og velbegavet, men lidenskabelig og
hensynsløs Mand og en uforsonlig Fjende af
Sten Sture. Denne tilbød Gustaf Trolle, der var
bleven valgt til Ærkebiskop i Uppsala,
Haanden til Forlig, men blev haanlig afvist, og da
Rigsforstanderen fornyede sit Tilbud, selv efter
at der var blevet opdaget en
Sammensværgelse, stiftet af Ærkebiskoppen med det Formaal
at sætte Christian II i Danmark (Kong Hans
var død 20. Febr 1513) paa S.’s Trone, blev han
atter tilbagevist af sin hadefulde Fjende, som
nu blev nødt til at indeslutte sig i sin faste
Borg Stäket, hvor han ventede Undsætning fra
Danmark. En dansk Hær landede ogsaa det
flg. Aar (1517) ved Sthlm, men blev slaaet
tilbage og maatte atter indskibe sig, hvorpaa
Gustaf Trolle paa en Rigsdag, der var
sammenkaldt i Sthlm, som Højforræder blev afsat fra
sit Embede og indespærret i et Kloster, medens
Stäket blev jævnet med Jorden. Næste Aar
kom Christian II selv til Sthlm’s Skærgaard
med en Hær og Flaade, men blev 27. Juli slaaet
ved Brännkyrka af Sten Sture og maatte
indlade sig paa Underhandlinger, der endte med,
at Kongen i Oktbr afsejlede uden at
tilbagegive de seks Gidsler, deriblandt Hemming
Gadh og den unge Gustaf Vasa, som han havde
modtaget til Sikkerhed under Forhandlingerne.
Det flg. Aar rustede Christian II sig af al
Magt for at kunne rette et afgørende Slag mod
Sten Sture, der var bleven sat i Band af Paven
og erklæret i Rigets Akt af Kejser Maximilian,
og ved Nytaarstid 1520 rykkede en dansk Hær
ind i Västergötland, hvor den mødte Sten
Sture ved Bogesund (nuv. Ulricehamn). Straks
i Beg. af Slaget, der stod ved Bredden af Søen
Åsunden 19. Jan., blev Rigsforstanderen haardt
saaret og maatte føres ud af Kampen, der da
endte med Svenskernes Nederlag. Endnu en
Gang søgte de at standse de Danske bag stærke
Forhugninger i Skoven Tiveden, men blev
ogsaa her drevne tilbage. Da Sten Sture døde
paa Hjemrejsen til Sthlm, kom alt i den
største Forvirring; kun Sten Sture’s Enke,
Christine Gyllenstierna holdt Modet oppe og
besluttede at forsvare Sthlm, medens en sv.
Bondehær blev slaaet ved Upsala, hvor en
Del af Raadet hyldede Christian II. Denne kom
ud paa Sommeren til Sthlm med en Flaade, og
gennem Underhandlinger fik han 7. Septbr
Byen i sin Magt mod at love fuldstændig
Amnesti. 1. Novbr hyldedes da Christian II
som S.’s Arvekonge (tre Dage efter kronedes
han af Gustaf Trolle), og han syntes nu helt
forsonet med sine sv. Undersaatter. Men 7.
Novbr fremkom Gustaf Trolle med Fordring
paa Tiltale mod dem, der havde været med
til at afsætte ham, og den hævntørstige
Konge lod nu alle dem, der havde underskrevet
Afsættelsesdokumentet, paa een nær dømme til
Døden som Kættere, hvad der den flg. Dag
førte til, at 82 Mennesker, Adelsmænd, Borgere
og to Biskopper, blev henrettede, og
Slagtofrenes Antal forøgedes de flg. Dage. Efter denne
troløse Udaad, det saakaldte Stockholms
Blodbad, der i S. har forskaffet Christian II
Tilnavnet »Tyran«, vendte Kongen tilbage til
Danmark og bekymrede sig nu ikke videre
om S., idet han mente ved sin frygtelige
Bloddom for bestandig at have betaget Svenskerne
Lysten til ny Oprør. Men allerede Febr 1521
rejste Gustaf Eriksson Vasa
Dalkarlene til Opstand, udnævntes s. A. til
Rigsforstander og befriede i Løbet af et Aarstid sit
Fædreland for det danske Herredømme,
hvorpaa han, to Maaneder efter Christian II’s Flugt
fra Danmark, hyldedes som S.’s Konge (6. Juni
1523).
Vasa-Ætten (1521—1654).
Med Gustaf I’s Tronbestigelse var
Unionstanken for bestandig skrinlagt. S. gik fra nu af
sine egne Veje og blev af sin kloge, kraftfulde
og viljestærke, om end ofte haardhændede og
selvraadige Hersker, hvis storslaaede
Personlighed bragte alle til at bøje sig for ham, i
alle Retninger ført ind paa ny Baner, saaledes
at det med Sandhed kan siges, at med ham
begynder en ny Tid i S. Ham var det, der
gennemførte Reformationen, og det er hans
mægtige Haand, der griber ind paa saa godt som
alle Statslivets Omraader, idet han ordner
Administrationen, bringer Finanserne paa ret Køl,
fremmer Agerbrug, Bjergværksdrift og Handel
samt skaber et velordnet Forsvarsvæsen. Og
dette sit store Arbejde udførte han under yderst
vanskelige Forhold, idet han maatte kæmpe
med Uvilje og Opsætsighed hos sine
Undersaatter, navnlig hos Bønderne, medens Adelen
i forholdsvis ringe Grad voldte ham Besvær.
Saaledes maatte han dæmpe tre Bondeoprør i
Dalarne, af hvilke det ene var anstiftet af en
Mand, der udgav sig for en Søn af Sten Sture
(den Yngre) og er bleven bekendt under
Navnet »Daljunkaren«, og i Småland rejstes en
Opstand, der en kort Tid saa temmelig alvorlig
ud (se Dacke-Fejden). Det var de svære
Skatteudskrivninger, hvorved der skulde
skaffes Midler til Afbetaling af de Laan, Lübeck
havde ydet S., som vakte Bøndernes Forbitrelse,
og det blev derfor en Hovedgenstand for
Gustaf’s Arbejde at skaffe Staten betydelig
forøgede Indtægter uden at ty til ny
Skattepaalæg. Som i alle andre Lande, hvor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
