Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
forudsaa vilde komme fra den Side. Sit
Regenerationsarbejde fortsatte Karl IX støt og roligt
uden at lade sig standse af den stadig fornyede
Kamp med Polen og den i Slutn. af hans
Regeringstid udbrudte Krig med Danmark. Det
var heldigt for S., at Rusland, der i Freden i
Teusina (1595) havde afstaaet Ingermanland til
den sv. Krone, vedvarende forholdt sig roligt,
men alligevel formaaede Karl ikke at trænge
Polakkerne ud af Livland, hvor Svenskerne
led flere Nederlag; dette fik dog ikke skadelige
Følger for S., da Polakkerne ikke drog Nytte
af deres Vaabenlykke, og efter at Karl havde
sluttet Forbund med Russerne og sendt dem
et Hjælpekorps mod Polen (til Gengæld herfor
lovede Tsaren at afstaa Østkarelen), døde
Krigen i Livland hen og blev afløst af en
fleraarig Vaabenhvile, saa at Karl IX ikke
behøvede at frygte noget Angreb fra Polen, da
han 1611 p. Gr. a. sine Fordringer paa
Finmarken og sit Forbud mod dansk Handel i
Livland blev nødt til at optage en Kamp med
Danmark. Denne Krig (se Kalmar-Krigen)
naaede han dog ikke at se Enden paa, da han
døde 30. Oktbr s. A.; det blev hans Søn og
Efterfølger, Gustaf II Adolf, der
afsluttede den ved Freden i Knäröd (1613), hvor S.
fik Toldfrihed for sv. Skibe i Øresund, men
maatte gaa ind paa at betale en Mill. Rdl. for
at faa Elfsborg tilbage, opgive sine Fordringer
paa Finmarken og indrømme Danmark Ret til
at føre de tre Kroner i sit Vaaben.
Gustaf II Adolf havde undertegnet
Knäröd-Freden (hvorved S. havde paataget sig en
under Landets daværende økonomiske Forhold
ganske overordentlig byrdefuld Forpligtelse),
fordi han maatte sikre sig mod sin vestlige
Nabo, medens han gik mod Rusland, med
hvilket Land S. atter var kommet i Krig, da den ny
Tsar nægtede at afstaa Østkarelen, hvad
Gustaf Adolf imidlertid tvang ham til i Freden
i Stolbova (1617), hvorved Rusland blev
afspærret fra den finske Bugt, der nu var blevet
et sv. Indhav. Da Polen i de nærmest
paafølgende Aar ikke brød Vaabenhvilen, fik Gustaf
Adolf Ro til at fortsætte sin Faders Arbejde
paa Rigets Genoprejsning, hvad han gjorde
med en saadan Kraft og Omsigt i alle
Retninger, at han trods sine unge Aar fuldt ud viste
sig Gustaf Vasa jævnbyrdig, og skønt han snart
efter sin Tronbestigelse udvidede Adelens
Privilegier saa meget, at Skattebyrden blev
følelig forøget for de lavere Stænder, og besatte
næsten alle højere Stillinger i den civile og
militære Statstjeneste med Adelige, vandt han
hurtig ved sin ædle Karakter, høje Intelligens
og store Evner som Statsmand og Feltherre
hele sit Folks Hengivenhed og Beundring i den
Grad, at Nationen i fuld Enighed stod rede
til med offervillig Begejstring at følge ham, da
han kaldte den til den store Kamp, der
reddede Protestantismen, indledede S.’s
Stormagtstid og gav ham selv Plads mellem
Verdenshistoriens mest fremragende Skikkelser. Det
var med denne Kamp for Øje, at Gustaf Adolf
satte S.’s Hær i en fortrinlig Stand, baade hvad
Styrkegrad, Organisation, Uddannelse og
Bevæbning angaar, idet han gav det af Faderen
indførte »indelningsverket« en videre
Anvendelse; ogsaa Flaaden blev holdt i forsvarlig
Orden baade m. H. t. Bemanding og Forsyning
med ny velbyggede Skibe. De forøgede
Udgifter til Krigsvæsenet maatte vel for en Del
dækkes ved Skattepaalæg, men Byrden heraf blev
dog mindre trykkende i Gustaf Adolf’s
Regeringstid ved den vedvarende Opgang i den
materielle Kultur, der i væsentlig Grad
skyldtes Kongens Omsorg for Næringsvejenes
Trivsel; navnlig havde Industri og Handel ham
meget at takke for, idet han bl. a. lagde
Grunden til mange ny Stæder (deriblandt det ny
Göteborg, der snart blev S.’s første
Handelsplads), aabnede ny Færdselsveje og tog
Initiativet til industrielle Anlæg. Desuden voksede
Statens Indkomster ved de stigende
Toldindtægter, ved Simplificering af Skattevæsenet, ved
Indførelse af et Statsbudget med tilhørende
Statsbogholderi samt ved tidssvarende
Omdannelse af den højere og lavere Administration;
saaledes begyndte man nu at anvende
Kollegialsystemet paa den øverste Statsstyrelse.
Retsplejen forbedredes ved Oprettelsen af ny
Overdomstole, cg 1617 vedtoges en ny
Rigsdagsordning med Bestemmelser om de fire Stænders
Sammentræden og Virkemaade; den Overvægt
over de andre Stænder, hvoraf Adelen alt i
Forvejen var i Besiddelse, forøgedes yderligere
ved, at Gustaf Adolf 1626 gjorde den til en
Korporation ved at oprette Ridderhuset, hvor
alle sv. Adelsætter havde Ret til at lade sig
repræsentere, og ny stadig tilkom, da Kongen
optog dygtige Mænd af de lavere Klasser i
Adelsstanden, naar han havde Brug for dem i
Statstjenesten; til hvilken han mente, Adelen
burde have Forret, idet enhver Adelsmand til
Gengæld var pligtig at tjene Riget, om det
forlangtes. Ridderhusets Medlemmer deltes i tre
Klasser, men herved uddybedes den gamle
Spaltning i en højere og lavere Adel, hvad der
senere fik skæbnesvangre Følger for Standen.
At Kongen ved Siden af sit ihærdige Arbejde
i ovenn. Retninger nærede den varmeste
Interesse for det sv. Folks aandelige Vækst, viste
han bl. a. ved sin storslaaede Gavmildhed mod
Universitetet i Uppsala, ligesom Skolevæsenets
Udvikling laa ham varmt paa Hjerte.
Imidlertid var Trediveaarskrigen udbrudt
(1618), og det var Gustaf Adolf’s Hensigt at
komme den protestantiske Union til Hjælp,
men ved Efterretningen om Slaget paa det
hvide Bjerg (1620) opgav han denne Plan og
vendte sig, da Vaabenhvilen med Polen var
ophørt, atter mod dette Rige og drev 1621—24
Polakkerne ud af Livland og Kurland,
hvorfra det var hans Agt at drage ind i Tyskland
og overtage Førerskabet for Unionen; men da
Christian IV kom ham i Forkøbet, gik han
atter mod Polen og besatte de følgende Aar
Øst- og Vestpreussen. Da han imidlertid,
efter at Christian IV var blevet slaaet og
Wallenstein havde erobret den jyske Halvø,
indsaa, at Faren for S. nu var overhængende,
sluttede han 1628 Forbund med Danmark,
undsatte Stralsund og beredte sig til sammen med
sin Forbundsfælle at gaa mod Kejserens Hære;
men da Christian IV svigtede ham og sluttede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
