Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bragte imidlertid Generalstaterne til at
undsætte det af Svenskerne belejrede Danzig og
fik Rusland og Kejseren til at erklære S. Krig;
Polakkerne fik nyt Mod, og Johan Kasimir
vendte tilbage. Med en hurtig samlet Hær paa
50000 Mand indtog han en stærk Stilling ved
Warszawa, hvor Karl X og Kurfyrsten af
Brandenburg i Spidsen for 18000 Mand tilføjede
ham et afgørende Nederlag (18.—20. Juli 1656).
Trods denne Sejr blev Karl’s Situation snart
alt andet end gunstig, da Forholdet til
Kurfyrsten kølnedes, medens en østerr. Hær var
i Anmarch, og da Danmark nu ogsaa
erklærede Krig, havde Karl Gustaf Valget mellem
at gaa mod Kejseren ell. Danmark; han
bestemte sig for det sidste, og i Sommeren 1657
drog han da mod Nord (om Karl X’s Felttog
1657—60, se Danmark). Den uheldige
Vending, Krigen tog for S. i Slutningen af 1659,
nødte ham til at sammenkalde Stænderne, men
paa Vejen til Mødestedet blev han syg og døde
i Göteborg 13. Febr 1660.
Da hans Søn og Efterfølger, Karl XI, ved
Faderens Død kun var 4 Aar gl, fik S. nu
atter en Formynderregering, hvis første
Bestræbelser var at skaffe Riget Fred. Dette
skete for Polens Vedk. i Oliva 3. Maj 1660
(Kejseren og Brandenburg medoptoges) paa de
Betingelser, at Livland definitivt afstodes til
den sv. Krone, paa hvilken Johan Kasimir nu
opgav alle Fordringer; Danmark fik ved
Traktaten i Kbhvn 27. Maj s. A. Bornholm og
Trondhjems Stift tilbage, medens S. beholdt Skåne,
Blekinge og Bohus Len; i Forholdet til
Rusland blev status quo opretholdt ved Freden i
Kardis det følgende Aar. Efter Krigen, der vel
ikke havde virkeliggjort Karl Gustaf’s stolte
Planer, men dog bragt S. en betydelig
Landudvidelse, fulgte nu en fjortenaarig
Fredsperiode, den længste, S. havde haft siden
Aarhundredets Beg.; p. Gr. a. Uenighed mellem
Formynderregeringens Medlemmer samt
Raadets og Højadelens af Standshensyn prægede
Optræden over for Nationens almene
Interesser blev Formynderregeringens Tid dog ikke
saa betydningsfuld, naar enkelte
Foranstaltninger undtages, f. Eks. Oprettelsen af Lunds
Universitet (1668), der blev en Hovedstøtte i
Arbejdet paa at forsvenske de forrige danske
Provinser, og Understøttelse af Videnskabsmænd:
det gik snart ned ad Bakke paa næsten alle
Omraader, og Statens Armod tiltog i den Grad,
at Hæren og Flaaden forfaldt, Fæstningerne
manglede Kanoner, og Embedsmændene ingen
Lønning fik, hvad der havde Uorden og
Bestikkelighed til Følge. Ogsaa
Udenrigspolitikken var svag og planløs, idet Regeringen
vaklede frem og tilbage mellem forsk. Alliancer;
saaledes var S. Medlem af Triplealliancen, der
1668 tvang Ludvig XIV til Freden i Aachen,
men gik derpaa, da den fr. Konge havde
vundet Tilhængere i Raadet og mellem
Formynderne ved Bestikkelser, over paa fr. Side,
hvorved S. blev indviklet i Krigen mellem Frankrig
og Nederlandene.
I Karl XI, der blev myndig 1672, ventede
Folket at finde en Hjælper i Nøden; det var
dog først, da S., efter at Nederlandenes
Forbundsfælle, Kurfyrst Frederik Vilhelm af
Brandenburg havde slaaet en sv. Hær ved
Fehrbellin (1675), og efter at en dansk Hær var
gaaet over til Skåne, kom i den yderste Fare,
at den unge Konge mandede sig op, og det blev
da ham, der ved sit uforfærdede Mod og sin
ubetvingelige Energi frelste Riget fra
Ydmygelse (om Krigen 1675—79, »den Skaanske Krig«,
se Danmark), saa at S. bevarede sin
Stormagtsstilling og kun afstod et Stykke af
Vorpommern til Brandenburg ved Freden i St
Germain (1679), medens Danmark ved Freden
i Lund s. A. gik tomhændet ud af Krigen.
Kongen tøvede nu intet Øjeblik med at tage fat
paa det store Reformarbejde, som tiltrængtes.
Med jernhaard Haand greb Karl ind i alle
Statsorganismens Funktioner og omdannede
baade Forfatning, Administration, Finans-,
Kirke- og Forsvarsvæsen. Paa Rigsdagen 1680
indgav de tre lavere Stænder Forslag om at
drage Formynderregeringen til Ansvar og om
at udvide Reduktionen, hvad Kongen straks
gav sit Bifald, og da den lavere Adel støttede
de ufrelse Stænder, maatte Ridderhuset give
efter. Den nedsatte Undersøgelseskommission
dømte de fhv. Formyndere ell. deres Familie
til at betale uhyre Bøder til Statskassen, og
Reduktionskommissionen gik saa skarpt til
Værks, navnlig efter at Stænderne 1682 havde
lagt Spørgsmaalet om Reduktionens
Udstrækning i Kongens Haand, at en Mængde hidtil
velstaaende Familier nedsank i Fattigdom; den
Hensynsløshed og Ubarmhjertighed, hvormed
Karl her gik frem, blev i Livland til ligefrem
Uretfærdighed, hvad der havde til Følge, at
Livlands Adel fra nu af blev fjendtligsindet
mod S. Men Statens Indtægter steg, i en
saadan Grad, at Finanserne snart kom i god
Orden. Embedsmændene fik nu deres Lønning
regelmæssigt udbetalt, og Hær og Flaade sattes
i forsvarlig Stand, idet Karl XI nu
gennemførte »indelningsverket« baade for Rytteriets
og Fodfolkets Vedk., saa at S. ved Siden af
de hvervede Tropper fik en »indelt«
staaende Hær, der i Fredstid ikke voldte Statskassen
synderlig Udgift. Flaadens Bemanding fik
faste Rammer, og en ny Orlogshavn, Karlskrona,
anlagdes. Ogsaa paa et helt andet Omraade
satte Kongens organiserende Virksomhed sig
dybe Spor, idet han 1682 gav S. en
Kirkeforfatning, der gjorde Kirken afhængig af Staten
med Kongen som øverste Leder, og samtidig
med, at han saaledes blev eneraadig Herre
over Kirken, forvandlede han S. til et
enevældigt Monarki. Da han nemlig 1682 ved
Rigsdagens Slutning havde stillet det Spørgsmaal
til Stænderne, om hans Myndighed var
indskrænket ved Raadet, og havde faaet det Svar,
at han kun var bundet af Rigets Love,
fortolkede han denne Erklæring derhen, at
Kongen var Statens suveræne Overhoved og
altsaa var ganske uafhængig af Raadet, der nu
mistede al Betydning. Hermed var Enevælden i
Virkeligheden indført i S., hvad Rigsdagen selv
erkendte ved 1693 at kalde Kongen enevældig;
og naar Stænderne vedblivende
sammenkaldtes, var det kun for at lade dem i dybeste
Underdanighed som »kgl. Majestæts Stænder«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
