Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tilhængere ved en Militærrevolte vilde bane
hende Vej til Tronen. En sv. Hær skulde støtte
hendes Forehavende, og man haabede da, at
den ny Kejserinde vilde vise sig taknemmelig
mod S. 1741 rykkede den sv. Avantgarde over
den russ. Grænse, men blev slaaet ved
Villmanstrand og maatte trække sig tilbage til
Hovedhæren, der, da Elisabeth imidlertid ved egen
Hjælp havde besteget Tronen og nu erklærede
videre Krigsoperationer fra sv. Side for
overflødige, blev staaende raadvild ved
Helsingfors. Alt kom nu i den største Forvirring
baade i Sthlm og i Hovedkvarteret; de
kommanderende Generaler blev hjemkaldte, mange
Officerer forlod Hæren, andre underhandlede paa
egen Haand med Russerne, medens Soldaterne,
der led stor Nød, deserterede i Massevis, og
Følgen heraf blev da den skammelige
Kapitulation i Helsingfors (Aug. 1742), hvorved den
sv. Hær rømmede hele Finland, der besattes
af Russerne. Paa Rigsdagen i Sthlm trak nu
et frygteligt Uvejr op mod Hattepartiet, der
dog red Stormen af, da Elisabeth tilbød at
tilbagegive Finland, hvis den gottorpske Prins
Adolf Fredrik blev valgt til sv. Tronfølger.
Dette gik Rigsdagen ind paa trods Bondestandens
Forslag om at vælge den danske Kronprins
Frederik (Frederik V), og Freden i Åbo (1743)
kom da i Stand, hvorved S. fik Finland
tilbage med Undtagelse af et Stykke Land Ø. f.
Kymmeneelv. Hattene søgte nu at styrke deres
Magt ved at nærme sig Hoffet og den unge
Tronfølger, en venlig og godhjertet, men lidet
begavet Mand, der ganske beherskedes af sin
Gemalinde Louise Ulrika af Preussen. Men saa
snart de følte sig stærke nok, svigtede de
Hoffet, der nu søgte Støtte hos Huerne. Efter
Fredrik I’s Død (5. Apr. 1751) blev Hattenes
Overmod, efter et kortvarigt Forlig med
Modpartiet, saa stort, at en Del Huer sammen med
Hoffet stiftede en Sammensværgelse om at
styrte Hatteregeringen, men Planen blev
opdaget og Hovedmændene for den straffede med
Døden (1756). Hattene triumferede, Kongen og
Dronningen maatte gøre en ydmygende Afbigt,
og Raadet fik Ret til, hvis Kongen nægtede at
underskrive, at benytte et Stempel med
Kongens Navnetræk. Aaret efter erklærede Raadet
paa egen Haand, uden at indhente Stændernes
Samtykke, og mod Kongens Villie, Preussen
Krig, men S.’s Deltagelse i Syvaarskrigen blev
lidet hæderbringende for de sv. Vaaben, og
Freden (Hamburg 1762) bragte ikke Riget
nogen som helst Fordel. Den herved vakte Uvillie
mod Hattenes Førere forøgedes ved den
stigende Misfornøjelse med Regeringens
økonomiske Politik, der havde drevet det alt af
Horn i sin Tid optagne Merkantilsystem alt
for vidt. Ved rigelig Statsunderstøttelse og høj
Indførselstold var der vel fremvokset en
betydelig Industri, men den kunstige Blomstring
kunde ikke holde sig, da Fabrikkerne ikke,
trods al Hjælp fra Statens Side, kunde faa
deres daarlige Varer afsatte, medens
Landbruget klagede over Mangel paa Arbejdskraft, der
søgte til Byerne, og Forretningslivet led ved
Seddelpengenes synkende Værdi, idet Bankerne
havde faaet Tilladelse til at udstede ufunderede
Sedler og havde sat saa stor en Masse af dem
i Omløb, at deres Kurs nødvendigvis maatte
dale p. Gr. a. den ved det tilsyneladende rige
Pengemarked fremkaldte Overspekulation.
Stemningen paa Rigsdagen 1765—66 var derfor saa
ugunstig mod Hattene, at de maatte vige for
Huerne, hvis Førere nu overtog Regeringen.
Men Hattene fik snart igen Vind i Sejlene ved
de ny Magthaveres ukloge Foranstaltninger for
at standse den økonomiske Nedgang, hvorved
Forretningslivet lammedes og mangfoldige
Mennesker blev brødløse. Den herved fremkaldte
Ophidselse var saa stor, at Hoffet antog, at
Misstemningen mod begge de kæmpende
Partier nu havde vokset sig saa stærk, at der
kunde være Udsigt til, at en ekstraordinær
Rigsdag vilde tilbagegive Kongemagten en Del
af dens tidligere Myndighed. 1. Decbr 1768
mødte derfor Adolf Fredrik i Raadet og
forlangte, at en Rigsdag skulde sammenkaldes, og
da Raadet nægtede at gaa ind herpaa,
nedlagde han Regeringen, hvad der efter seks Dages
Forløb tvang Raadet til at bøje sig. Den i
Norrköping sammentraadte Rigsdag afsatte
Hueregeringen, og Hattene kom igen til Roret, hvorpaa
man skyndte sig at ophæve de forhadte
Finansforordninger, men Kongen fik ikke andet end
nogle Pengebevillinger, og der var derfor, da
Adolf Fredrik døde (12. Febr 1771), al Udsigt
til, at Partiuvæsenet kunde vedblive at trives
endnu en rum Tid til Gavn og Glæde for
udenlandske Magter, der ved Bestikkelser sikrede
sig Førernes Tjenstvillighed, ja endog, for at
holde S. nede paa et Lavmaal af politisk
Betydning, havde truffet Aftale om at hindre
enhver Regeringsforandring i S., der kunde blive
til Fordel for Kongemagten.
Det blev forbeholdt Adolf Fredrik’s
Efterfølger og Søn, den glimrende begavede, energiske
og fædrelandskærlige Gustaf III, at bringe
Hjælp i Nøden. Da han ingen anden Udvej saa
til at fremtvinge en Forfatningsforandring,
besluttede han at foretage et Statskup og
iværksatte dette under stor Tilslutning af
Hovedstadens Befolkning, hos hvilken han ved sin trods
Mangel paa Dybde og Alvor i høj Grad
vindende Personlighed var overordentlig populær, 19.
August 1772, uden at en Draabe Blod blev
udgydt. Raadet og de vigtigste Partiførere
fængsledes, og 21. Aug. samlede han Stænderne i
Rigssalen, hvor han i en indtrængende Tale
bevægede dem til at godkende det af ham
forelagte Udkast til en ny Forfatning. Ifølge dette
fik Kongen den udøvende Magt med den
Indskrænkning, at han ikke maatte begynde en
Angrebskrig uden Tilladelse af Stænderne, med
hvem han delte den lovgivende Myndighed.
Rigsdagen kunde Kongen sammenkalde, naar
han fandt det fornødent, og Raadet blev
indskrænket til at være øverste Justitskammer.
Paa dette Grundlag styrede Gustaf nu i de flg.
ti Aar Staten til alm. Tilfredshed for Nationens
store Flertal, medens Rigets Anseelse udadtil
voksede, saa at det igen kunde spille en
selvstændig politisk Rolle; saaledes deltog S. 1780
i den bevæbnede Neutralitet, hvad der kom
dets Handel og Skibsfart til gode. Men ogsaa
de andre Næringsveje var i Fremgang, en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
