Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverker II - Sverre, Ole Andreas - Sverresborg - Sverre Sigurdssøn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
tvunget til at søge et Tilflugtssted i Danmark. Han
fik Hjælp af danske Frænder, men besejredes
af Erik Knudsson ved Lena 1208 og Gestilren
1210 (begge Steder i Omegnen af Falköping).
Sikkert har S, begge Gange søgt gennem
Passerne ved Falköping at trænge frem paa den
egl. Västgötaslette. Ved Gestilren faldt han. S.’s
Regering har en vis Betydning for
Kirkemagtens Udvikling ved Bestemmelser i et Brev af
1200, hvilke har for Øje, at Klerke unddrages
verdslig Domstol m. m. Betydningen af disse
Bestemmelser er dog blevet overvurderet. S. var
gift 1) med den danske Stormand Ebbe
Sunesen’s Datter Benedikte, 2) med Ingegerd, Datter
af Jarlen Birger Brosa af Folkungeslægten. S.’s
Slægt uddøde med hans Søn Kong Johan I 1222.
(A. S.). G. C.
Sverre, Ole Andreas, norsk Arkitekt, f.
i Fredrikstad 7. Juni 1865. Efter 1886 at have
gennemgaaet Trondhjems tekniske Læreanstalts
Linie for Arkitekter fortsatte S. i 2 Aar sin
Uddannelse i Berlin ved den tekniske Højskole.
Efter sin Hjemkomst praktiserede han først i
Fredrikstad, senere i Oslo, hvor han en Tid
lang med Forkærlighed arbejdede i den
specielt norske Træbygningsstil, som Arkitekt
Munthe var den mest typiske Repræsentant for.
Hans betydeligste Arbejde fra denne Tid er
Holmenkollens og Voksenkollens Turisthoteller.
For Kejseren af Tyskland opførte han et
Jagtslot i Rominthen. Han har nu som alle
andre norske Arkitekter forladt denne Stilretning,
og han er mere og mere gaaet over til en
festlig, pompøs Empire. Af hans senere Arbejder
kan nævnes Udvidelsen af Grand Hotel i Oslo,
Freia Chokoladefabriks Monumentalbygning i
Oslo, dens Filialer i Sverige, Skimuseet paa
Frognersæteren, Bislet Idrætshus og
Sportsplads, Oslo Roklubs store Hus i Frognerkilen
(1925). Han har altid været en meget
interesseret Sportsmand, og en stor Del af hans
arkitektoniske Virke er saaledes ogsaa kommet
Sporten tilgode; foruden de nævnte Bygninger
Turnhallerne i Fredrikstad og Haugesund.
C. W. Sch.
Sverresborg [-bärg], to middelalderlige
Fæstningsværker i Norge, opførte af Kong
Sverre (s. d.). 1) S. ved Nidaros, anlagt 1183 paa
en Bergknaus paa Gaularaas eller Steinberget,
som fremdeles bevarer Navnet. Borgen hed
ellers Zion, og dens Opgave var at bevogte
Landevejen Syd fra. Den var imidlertid af meget
ringe Bet. Efter at være ødelagt af
Kuvlungerne blev den genopført, udleveredes af
Forræderen Torstein Kugad til Baglerne (1197).
Derpaa sløjfedes den for stedse.
2) S. ved Bergen, opført 1185; her døde Kong
Sverre 1202 og hans Søn Haakon Sverressøn
1204. Den blev brændt og nedbrudt af Baglerne
1207, opførtes paa ny s. A. af Dagfinn Bonde,
men ødelagdes igen efter faa Maaneders
Forløb. Kong Haakon Haakonssøn opførte Borgen,
der gik med i den store Brand 1248. Den blev
genopbygget og blev nu staaende, til den noget
før 1477 sløjfedes af Hanseaterne. Det 1666
opførte Fort, der som Promenadeplads danner et
af Bergens smukkeste Punkter, staar paa
Grundvolden af den gl. Borg.
(O. A. Ø.). Edv. B.
Sverre Sigurdssøn, norsk Konge, f. c. 1151,
d. i Bergen 9. Marts 1202, var som Barn
kommet til Færøerne, hvor han opfostredes hos sin
formentlige Farbroder Biskop Roe; først efter
at han havde modtaget Præstevielse, fik han af
sin Moder Gunhild at vide, at han var Søn af
Kong Sigurd Mund. For at gøre sine
Arvekrav til Tronen gældende kom han 1176 til
Norge, hvor Birkebeinernes Parti under
Anførsel af Eystein Eysteinssøn (Meyla) havde
rejst sig mod Magnus Erlingssøn’s
Kongedømme. Uden at tage Parti i Striden drog han
over til Sverige, hvor han gæstede Jarlen
Birger Brosa, der var gift med Fasteren Brigida,
senere Søsteren Cecilia, der var gift med
Lagmanden Folkvid i Värmland. Over Nytaar kom
herhen Resterne af Birkebeinernes Flok, der
havde overlevet Slaget paa Re, og efter nogen
Betænkning paatog S. sig at være deres Fører.
Efter en March ell. rettere sagt en Række af
Marcher, der staar som lysende Bedrifter,
trængte han gennem uvejsomme og lidet
gæstmilde Egne frem til Nidaros, hvor han paa
Ørething lod sig hylde til Konge (1177). Men
endnu skulde to Aar hengaa under alskens
Kampe og Strabadser, hvorunder han opdrog
Birkebeinerhæren til en Kernetrop, lige
udmærket ved Tapperhed og Haardførhed som
ved god Mandstugt. Under disse idelige Marcher
og Modmarcher lærte ogsaa Folket Norges Land
og den djærve raadsnare Krigerkonge at
kende. Nærmere og nærmere rykkede da det
Tidspunkt, da han for Alvor kunde optage Kampen
med Kong Magnus Erlingssøn og dennes
kloge Fader Erling Skakke. 19. Juni 1179
lykkedes det S. at fælde Erling i Slaget paa
Kalvskindet uden for Nidaros; mange af Magnus’
Høvdinger faldt, og Kong Magnus selv tog sin
Tilflugt til Bergen. Det næste Aar (27. Maj
1180) led Kong Magnus et nyt, afgørende
Nederlag paa Ilevolden uden for Nidaros. Han
tog nu sin Tilflugt til Danmark, hvorfra han
det flg. Aar kom tilbage med en Hær —
Heklungerne kaldet —, for at genoptage Kampen
om sin Trone. Uden for Bergen, hvor S. nu
havde Tilhold, stødte de to Flaader sammen
ved Nordnespynten; her led Magnus paa ny
Nederlag. I de flg. Aar førtes der snart
Underhandlinger, snart Kampe mellem de to Mænd,
indtil Magnus efter et andet Slag paa
Ilevoldene drog Syd over til Danmark; her skaffede
han sig en Flaade, som han senere forstærkede
med Skibe og Folk fra det Søndenfjeldske.
Uforvarende kom han 15. Juni 1184 over Kong S. i
Norefjorden, just som denne havde sendt en
Del af sin Flaade ind i det indre Sogn. Ikke
desto mindre modtog han Slag, og dette endte
med Kong Magnus’ Fald og Heklungernes
Nederlag. Aaret forud havde Kong S. indgaaet
Forlig med Ærkebiskop Eystein Erlendssøn,
som tidligere havde lyst ham i Band, og hans
Magt var nu grundfæstet for bestandig. Men
han maatte dog hele sit Liv igennem føre
uafbrudt Krig med Partier og Oprørsflokke, som
dels bestod af Rester af den gl. Heklungehær,
dels organiseredes fra nyt. Bl. disse mærkes
Kuvlungerne (1185—88), Vaarbelgerne (1190),
Øyskeggerne (1193—94); men det farligste af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
