Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Svertschkoff, Vladimir - Sveske - Sveske, Leipziger og ital. - Světlá, Karolina - Svever - Sviagris - Svibelfisk - Svidemaskine - Svidning i Industrien - Svidning af Træ - Svie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Glasmalerier til Åbo Domkirke med Motiver fra Karin
Månsdatters og Gustaf II Adolf’s Liv). Tidligere
havde S. malet ogsaa Krigsbilleder og
Portrætter fra Krim-Krigen for de russ. Kejsere
(saaledes i det kejserlige Palais i Helsingfors). 1873
tog S. Ophold i Firenze, fra nu af mest sysselsat
med Blomster- og Stillelivsmaleri.
A. Hk.
Sveske er Betegnelsen dels for særlige
Arter Blommer (se Blommetræ), dels for
tørrede Blommer i Alm. Tørringen sker enten
ved Solvarme ell., hvad der er det alm., i
særlige Ovne. S. forekommer i Handelen baade
med og uden Sten og under en Mængde forsk.
Navne. De bedste er tyrkiske fra Egnene
omkr. Donaus nedre Løb og de fr.
Katrineblommer, hvortil slutter sig talrige andre fr.
Sorter. Fortrinlige S. indføres ogsaa til Europa
fra Kalifornien.
K. M.
Sveske, Leipziger og ital., se
Blommetræ.
Světlá [’svjetla.], Karolina, tschk.
Forfatterinde, 1830—99. Hun var f. Johanka Rottová
og stammede fra en anset, gl tysk-tschk. Familie,
der var bosat i den gl. Del af Prag. Hun blev
gift 1852 med den tschk. Prof. Petr Mužák.
Bekendt er hendes nære og for begge Parter saa
betydningsfulde Venskab med Digteren Jan
Neruda, et Forhold som hun dog senere afbrød.
Pseudonymet Světlá antog hun efter en
Landsby af samme Navn i Nærheden af det tyske
Reichenberg, hvor hun ofte opholdt sig, og hvis
Natur og Folkeliv fik afgørende Indflydelse
paa hendes Digtning. Sit Forfatterskab
begyndte hun med nogle temmelig matte og
langtrukne Noveller fra det moderne Byliv, hvori
hun bl. a. søgte at løse visse Spørgsmaal vedr.
Kvindens sociale Stilling. Ved Besøget i Světlá
fik hun Øjet aabnet for en hel ny Verden; her
i de vilde Bjergegne med de store Skove og de
smaa maleriske Landsbyer lærte hun en
ejendommelig og egenartet Befolkning at kende,
hvis Kvindeskikkelser særligt fængslede hende,
prægede som de var af naturgroede
Lidenskaber, stærke i Følelser, egensindige og
lunefulde, men ofte drevet frem af ædel Stræben og
Trang til grænseløs Opofrelse. Disse
Kvindetyper gjorde hun til Talerør for sine Ideer
og kæmpede gennem dem for Liberalisme i
Kirke og Stat, Arbejderklassens Højnelse og
Kvindens sociale Frigørelse. Til de
betydeligste af hendes Landsbyromaner hører »Vesnický
román« (»En Landsbyroman« 1867; paa Tysk v.
G. Alexis og Sylva 1900), »Křiže u potoka«
(»Korset ved Bækken« 1868) og »Nemodlenec«
(»Gudsbespotteren« 1873). Bl. de mindre
Fortællinger, hvori hun med skarpe Træk og med
mindre fremtrædende Tendens tegner Billeder
af Folkelivet, kan nævnes »Hubička« (»Kysset«
1871, paa Tysk v. F. Bauer) og »Nebožka
Barbora« (»Den salige B.« 1873). Senere forsøgte
hun at skildre det gl. Prag i flere stort anlagte
Romaner; der er nok af spændende Oplevelser
og hemmelighedsfulde Forbrydelser, men de
Farver, hvormed hun maler, er grelle,
undertiden skrigende, og den antiklerikale Tendens
stærkt fremtrædende. S.’s samlede Værker
er udg. af J. Otto i Prag, desuden findes der
flere Udvalg af hendes Fortællinger til
Skolebrug samt en Antologi. Af Værker om hende kan
nævnes L. Čech: »K. Světlá, kritická studie«
(1891).
E. D.-H.
Svever, d. s. s. Sveber.
Sviagris (ɔ: Svenskernes Klenodie), den
Ring, som Rolf Krake kastede for den
forfølgende Kong Adils.
(A. O.). H. El.
Svibelfisk (tysk Zwiebelfisch, eng.:
pie, fr.: pâté) er i det typografiske Sprog den
alm. Betegnelse for Uorden i Satsmaterialet,
navnlig Bogstaver af forskelligartede Skrifter i
den samme Skriftkasse og fejle Bogstaver i
Fagene, foraarsaget ved skødesløs Aflægning.
Deraf Udtrykket »gaa i Fisk« (se Bind VIII, S.
142). Betegnelsen S. stammer fra den Tid, da de
typografiske Arbejdere havde Ophold i
Principalens Hus, og den daglige Spiseseddel ikke
var beregnet for Finsmagere.
E. S-r.
Svidemaskine, en Slags Strigle til at svide
Heste med. Se Klipning af Heste.
(C. G. B.). O. P.
Svidning, i Industrien Betegnelse for
Bortskaffelsen af fine, fremstaaende Haar ved
Bortbrænding af disse, benyttes dels i
Tekstilindustrien (se Appretur), dels i Svineslagterier
ved Tilberedning af de slagtede Svinekroppe.
I øvrigt betegner S. en svag Paabrænding.
K. M.
Svidning af Træ som Middel mod
Forraadnelse bruges navnlig over for Enderne af
Hegnspæle o. a. spinkle Pæle, der skal nedsættes i
Jorden. S. fortsættes, indtil Overfladen
begynder at forkulles. Ved Varmen steriliseres det
yderste Ved og omdannes til et beskyttende
Kullag, og der danner sig antiseptiske Stoffer,
som trænger mere ell. mindre dybt ind. S.
maa ikke være saa voldsom, at Træet revner,
thi i saa Fald kan den gøre mere Skade end
Gavn. I øvrigt er det en overordentlig nem
Fremgangsmaade, der har været brugt i
umindelige Tider. Fortidens vilde Folkeslag brugte
samme Fremgangsmaade til at hærde Spyd- og
Pilespidser. Nu om Stunder svider Fiskerne
deres Bundgarnspæle for at beskytte dem mod
Pæleorm. Ogsaa svært Tømmer svides nu og
da, saaledes i 1912 Ledningsmasterne paa
Lokalbanen Innsbruck—Hall. Ved S. af
Hegnspæle bør Forkulningen gaa 1 à 2 mm i
Dybden, og S. bør strække sig indtil 20—30 cm
over Jordlinien. Straks efter S. stryges med
hed Tjære, hvorefter Overfladen bestrøes med
fint Sand. S. udføres bedst med en
Blæselampe.
E. Su.
Svie (jur.). Iflg. adskillige Lovbestemmelser
tilkommer der den, som har lidt legemlig Skade,
for hvilken en anden Person er ansvarlig,
Erstatning ikke alene for det derved forvoldte
økonomiske Tab (f. Eks. Helbredelsesudgifter,
Tab af Arbejdsevnen\ men ogsaa for de
Ulemper af ikke økonomisk Art, som Skaden har
medført, derunder for den legemlige Lidelse.
Den den Skadelidte herfor tilkommende
Godtgørelse betegnes i Praksis hyppigt som
Erstatning for S. og Smerte. Den i Lovsproget
almindeligvis anvendte Betegnelse herfor er »Lidelse«,
men Udtrykket »Svie og Smerte« forekommer
dog i Hundeloven af 1. April 1925 § 13,
hvorefter den, der uden selv at være Skyld deri,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
