Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Svinepest - Svineracer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Svinepest (ell. Svinedifteritis) er
Betegnelsen paa en for Svinet ejendommelig, fra
Tyktarmen udgaaende Infektionssygdom, der
som Regel optræder som begrænsede Enzootier,
under gunstige Forhold derimod som en
pestagtig Sygdom med betydelig Udbredelse. 1887
optraadte S. paa sidstnævnte Maade paa
Lossepladserne i Kbhvn’s Omegn; en større
Udbredelse har Sygdomemn ligeledes naaet et Par
Gange senere, medens den for øvrigt væsentlig
er optraadt spredt over hele Danmark i enkelte
Besætninger. Man har ment, at S. skulde være
indført fra Nordamerika til Europa, dette er
utvivlsomt urigtigt; i Europa har den først vakt
Opmærksomhed siden 1880’erne, men har
sikkert ogsaa tidligere været til Stede. S. kan
forløbe som en akut Tarmbetændelse med
septikæmiagtigt Forløb; oftest er Forløbet dog mere
langtrukkent, hyppig endog kronisk. De
vigtigste Forandringer bestaar 1) i akutte Tilfælde af
en hæmorrhagisk ell. krupøs Betændelse i Blind-
og Stortarmen samt af Milttumor, degenerative
Forandringer, Blødninger i indre Organer samt
Smaablødninger i Huden; 2) i mindre akutte og
i kroniske Tilfælde af en, ofte dybtgaaende,
difteritisk Betændelse udgaaende fra
Tyktarmens Follikelapparat. Hertil slutter sig meget
ofte en Lungebetændelse (Pleuro-Pneumoni)
samt af og til Difteritis i Mundhulen,
Næseslimhinden, Maven og Huden. S. skyldes et
ultravisibelt (filtrerbart) Virus, der forefindes i
Blodet og Vævssafterne og udskilles med
Sekreterne og Ekskrementerne. Ved mindre hurtigt
Forløb kompliceres Sygdommen meget ofte ved
sekundært fra Slimhinderne indvandrede
Bakterier, saaledes af Nekrosebacillen, der er
medvirkende særlig til de dybtgaaende
Sygdomsprocesser i Tarmen, af Coli- og
Paratyfusbakterier, der kan forefindes i Blodet, samt af en
lille, ubevægelig, til Hønsekoleragruppen
(Pasteurella) hørende Bakterie, der hører til de
normale Beboere af Næse- og Mundslimhinden
hos Svinet. Denne Bakterie (Bac. suisepticus)
formaar ogsaa hos Svinet at fremkalde
selvstændige Sygdomme, særlig da den smitsomme
Lungebetændelse (Pleuro-Pneumoni), der er
kendt under Navnet »Svinesyge« (s. d.), og som
i stigende Grad hærger de danske
Svinebesætninger. Den Omstændighed, at S. og
»Svinesyge« jævnlig forekommer samtidig i samme
Besætning, ja endog hos samme Dyr
(Tarmlidelse og Pneumoni), har tidligere givet
Anledning til en betydelig Forvirring i Anskuelserne
om de to Sygdommes indbyrdes Forhold.
Foruden den egl. S. (Viruspest) forekommer
der, særlig hos unge Svin, en smitsom
difteritisk Tarmbetændelse (Svinetyfus), der skyldes
Bakterier, henhørende til Paratyfusgruppen.
S. er optaget bl. de i § 2 af dansk L. af 14.
Apr. 1920 omhandlede ondartede smitsomme
Sygdomme og bekæmpes ved Afsondring,
Desinfektion, og partiel ell. total Nedslagning af
den angrebne Besætning; de nærmere
Bestemmelser desangaaende findes i L.’s §§ 6 og 8
samt i Instruksen for Veterinærpolitiet af 24.
Aug. 1894 §§ 138-145. I Udlandet har man
forsøgt at bekæmpe den ved Seruminjektioner;
Resultatet er endnu tvivlsomt. S. benævnes i
Udlandet henholdsvis: Schweinepest, swine
fever, hog Cholera og pneumo-enterite des
pores.
C. O. J.
Svineracer. Det tamme Svin eller Hussvinet
er repræsenteret ved en Mængde forskellige
Racer, der ifølge Undersøgelser af H. v. Nathusius
og L. Rütimeyer nedstammer dels fra det
europæiske Vildsvin (eller dettes Efterkommer, det
gamle nordeuropæiske Landsvin), dels fra
asiatiske Vildsvin (eller disses tæmmede
Efterkommer, det indiske eller indokinesiske Hussvin).
Fremfor alt er det visse kraniologiske
Forskelligheder, som ligger til Grund for denne
Antagelse. Hos det europæiske Vildsvin (Sus europæus
Pallas s. Sus scrofa Linné) er Hovedet
paafaldende langstrakt og temmelig lavt, Taarebenet
langstrakt (Længden større end Højden) og
Overkæbens Kindtandrækker paralleltløbende,
saa at Ganen er omtrent lige saa bred bagtil
som fortil. Det gamle nordeuropæiske Landsvin
havde en aldeles lignende formet Hovedskal,
navnlig hvad Taarebenets og Ganens Form
angaar. Det indiske Hussvins (Sus indicus Pallas)
Hoved er i Sammenligning med det europæiske
Svins overalt bredere i Forhold til Længden,
Taarebenet er kort (Højden større end
Længden), og Kindtandrækkerne i Overkæben
divergerer fortil, saa at Ganen er bredere fortil end
bagtil. I H. t. nævnte dobbeltsidige Herkomst
kan alle for Tiden eksisterende S. henføres til
en af følgende 3 Grupper: I. Vildsvinlignende
europæiske Hussvin, II. Indiske Hussvin og III.
Blandingsformer mellem disse to.
I. Vildsvinlignende europæiske
Hussvin. Af saadanne træffer man —
sjældnere nutildags end tidligere — 2 Former, en
langøret og en kortøret. 1) Det langørede
udmærker sig foruden ved sine lange hængende
Ører ved at være højbenet, forholdsvis
langstrakt og grovknoglet; Ryggen er gerne
opadkrummet (Karperyg) og Siderne temmelig flade.
Haarbeklædningen bestaar af temmelig stride,
næsten glatte Børster; Farven er forskellig,
hyppig straagul, ikke sjælden mørkere graalig eller
rødgul, jævnlig med sorte Pletter; undertiden
er Løden sort- og hvidbroget med regelmæssig
Tegning. Dette Svin har været udbredt over
største Delen af Nord-, Vest- og Mellemeuropa,
saaledes baade i Skandinavien, Tyskland, Schweiz,
Holland, Frankrig og England. Det har været
og er paa sin Plads, hvor Agerbruget ikke
staar synderlig højt. Det egner sig godt til
Friluftsliv i Olden- og Kastanjeskove samt som
Konsument af Affald fra Slagterier, Fiskerier
o. l. I Henseende til Form har det ikke
 |
| Fig. 1. Gammel europæisk Landsvin. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
