Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Svovlbrinte - Svovlbrinteammonium - Svovlbrintevand - Svovlcyanforbindelser - Svovldioxyd - Svovlfarver - Svovlhat - Svovling - Svovljern - Svovlkalcium - Svovlkalium - Svovlkilder - Svovlkis - Svovlbrinteammonium - Svovlbrintevand - Svovlcyanforbindelser - Svovldioxyd - Svovlfarver - Svovlhat - Svovling - Svovljern - Svovlkalcium - Svovlkalium - Svovlkilder - Svovlkis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
opløseligheden, men forøger Holdbarheden betydeligt.
S. fremstilles ved Behandling af Svovljern med
Saltsyre, FeS + 2HCl = FeCl2 + H2S. Den er
uundværlig i den kem. Analyse til Adskillelse
af Metallerne; endvidere benyttes den som
Reduktionsmiddel. S. er en meget svag Syre, det
ene Brintatom fradissocieres kun i ringe Grad,
det andet næsten slet ikke. De normale Salte
kaldes Sulfider (s. d.), de sure Hydrosulfider
ell. Sulfhydrater.
(O. C.). S. P.
Svovlbrinteammonium, d. s. s.
Ammoniumhydrosulfid.
Svovlbrintevand, se Svovlbrinte.
Svovlcyanforbindelser, d. s. s.
Rhodanforbindelser, se Rhodanbrinte.
Svovldioxyd, d. s. s. Svovlsyrlinganhydrid.
Svovlfarver, Sulfinfarver, er Betegnelsen
paa et stort Antal Farvestoffer, der fremstilles
ved at ophede Natriumpolysulfider med
aromatiske Forbindelser. De udmærker sig ved
en betydelig Holdbarhed (Ægthed). De første
blev fremstillet af Savspaaner, Klid o. l. der
gav brune Farvestoffer. De fik dog først
udbredt Anvendelse, da Vidal 1893 benyttede rene
aromatiske Stoffer som Nitro- ell. Aminofenoler
ell. -naftoler (Vidalsort). Senere er der
fremkommet en overvældende Mængde S., der egl.
kun har Fremstillingsmaaden tilfælles; særlig
de sorte og blaa er yndede (Immedial- og
Hydronfarver), men der findes iøvrigt alle Farver
og Nuancer. De opløses alle i Natriumsulfid og
farver da Bomuldstøjet direkte (uden Bejdse).
Alle S. er højmolekulære Forbindelser, hvis
Konstitution kun er ufuldstændig kendt, omend
meget undersøgt. (Litt.: O. Lange, »Die
Schwefelfarbstoffe, ihre Herstellung und
Verwendung« [Leipzig 1912]).
S. P.
Svovlhat, se Hypholoma.
Svovling som Middel mod Insekt- og
Svampeangreb sker paa forsk. Maade. Mod Meldug og
lgn. Svampe anvendes Overpudring med
Svovlpulver, enten med Haanden ell. ved særlig
dertil indrettede Pustere, en Blæsebælg forsynet
med en Beholder til Pulveret. I Væksthuse kan
S. ogsaa ske ved Svovldamp, der frembringes
ved at drysse Svovlpulver paa Varmerørene,
ell. ved at koge Svovl i dertil indrettede
Lamper; der maa dog i sidste Tilfælde stadig, mens
det foregaar, passes paa, at der ikke gaar Ild i
Svovlet. Desinfektion af tomme Væksthuse ell.
Frugtkældere kan ske ved Svovlsyrling, som
frembringes ved Forbrænding af Stangsvovl.
Som Middel mod Meldug, Rødt Spind o. l. kan
ogsaa anvendes Oversprøjtning med
Svovlkalium (Svovllever), opløst i Vand, til
Sommersprøjtning 0,30 kg til 100 l Vand, til
Vintersprøjtning 2 kg til 100 l Vand; det maa bruges
i frisklavet Tilstand. Paa Friland og navnlig
ved Vinter sprøjtning anvendes dog alm., saavel
mod Insekt- som Svampeangreb, Svovlkalk,
opløst i Vand. Den i Handelen forekommende
Opløsning fortyndes i Forholdet 1—10, til
Vintersprøjtning, og 1—35 til Sommersprøjtning.
Kobbersprøjter kan ikke anvendes, da de
angribes og ødelægges af Svovlkalk, hvilket ikke
er Tilfældet med Messingsprøjter; det virker
ogsaa ætsende paa Huden, hvorfor navnlig
Hænderne maa beskyttes ved Arbejdet dermed.
P. F.
Svovljern. Jern danner flere
Svovlforbindelser (Jernsulfider, Jernsulfureter). De vigtigste
er Ferrosulfid (Jernforsvovl), FeS,
og Svovlkis, FeS2. Ferrosulfid faas ved en
Sammensmeltning af Jern med Svovl og danner
en mørkegraabrun, metalglinsende Masse. Det
anvendes til Fremstilling af Svovlbrinte. I
vandholdig Tilstand faas Ferrosulfid ved
Fældning af en Opløsning af et Jernforiltesalt
(Ferrosalt) med Svovlammonium som et sort
Bundfald, der let ilter sig i Luften, og som opløses
i fortyndet Saltsyre under Udvikling af
Svovlbrinte. Ogsaa Jerntveiltesaltenes
(Ferrisaltenes) Opløsninger giver med Svovlammonium
Ferrosulfid, men dette indeholder da frit Svovl.
Svovlkis, FeS2, findes i Naturen som gule
metalglinsende regulære Oktaedre eller
Pentagonaloktaedre; det anvendes til Fremstilling af
Svovlsyre og af Svovl. Ved Glødning i en
Brintstrøm giver det Ferrosulfid. Se i øvrigt
Svovlkis, Markasit og Magnetkis.
(O. C.). S. P.
Svovlkalcium, se Kalciumsulfid.
Svovlkalium, se Kaliumsulfid.
Svovlkilder, se Mineralvande.
Svovlkis (Pyrit, ogsaa undertiden Kis slet
og ret) er et af de almindeligste Mineraler. Den
kem. Sammensætning er Svovljern, Fe S2, med
47 % Jern og 53 % Svovl; Krystalformen er
regulær (pentagonal-hemiedrisk; hyppige
Former er Terning, Oktaeder og
Pentagonaldodekaeder). Udseendet er messinggult, metallisk;
Mineralet er sprødt og tungt (Vægtfylde 5).
Haardheden (6 1/2) er saa stor, at Mineralet ikke
kan ridses med Kniven; det giver med Lethed
Gnister mod Staal, idet samtidig en lille
Mængde Svovl forbrænder; heraf Navnet Pyrit (gr.
πῦρ, Ild) og Anvendelsen til Fyrtøjer i ældre
Tid. S. paavirkes i Modsætning til næsten alle
andre Jernforbindelser ikke af Magneten. Ved
Ophedning uden Luftens Adgang afgiver
Mineralet Halvdelen af sit Svovlindhold; ved
Ristning brænder største Delen af Svovlet til
Svovlsyrling, medens største Delen af Jernet ilter sig
til Jerntveilte; disse Processer benyttes i det
store til Fremstilling af Svovl, Svovlsyre og
Engelskrødt af S.; derimod kan denne kun i
Undtagelsestilfælde anvendes med Fordel til
Jernfremstilling. — S. forvitrer i Naturen
overmaade let, hvorved der efter Omstændighederne
dannes forsk. Produkter: Svovlsyre, Jernvitriol,
Göthit, Brunjernsten; alle svovlkisrige
Stenarter faar derved i Naturen en rustbrun eller
gul Forvitringsskorpe. — I større
sammenhængende Masser forekommer S. som linse- eller
stokformede Lejer af ufuldstændig bekendt
Dannelsesmaade i Grundfjeldsbjergarter saavel som
i palæozoiske Dannelser. Herhen hører de
økonomisk vigtige Lejer ved Rio Tinto, Tharsis,
Huelva o. a. St. i Sydspanien, Rammelsberg i
Harzen, Falun i Sverige, Røros, Visnes og
Sulitelma i Norge o. m. a. Paa disse Lejer er S.
blandet med fintfordelt Kobberkis og brydes
derfor i største Udstrækning; efter Benyttelsen
her bruges den ristede Malm til
Kobberfremstilling, og hvad der nu bliver tilbage, lader sig
anvende til Jernudvinding. S. er endvidere
særdeles udbredt paa Malmgange sammen med
andre Svovlmetaller, ogsaa i Jernmalmlejer, bl. a.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
