Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXII: Spekulation—Søøre / 836 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sydamerika - Sydamerika (Terrain)

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

atlantiske Hav. Mod Syd fortsættes Fastlandet af
den store Ø Ildlandet hinsides det Stræde, som
officielt kaldes Estrecho de Magallanes, idet de
spansktalende Argentinere og Chilenere er ude
af Stand til at udtale det portugisiske Navn
Magalhães. Verdensdelens nordligste Punkt er
Punta de Gallinas paa Goajira-Halvø en (11,5°
n. Br.), medens det sydligste Punkt er Cabo
Froward (54° s. Br.). Endnu sydligere ligger
dog Cabo de Hornos ell. Kap Hoorn paa Øen
Hornos Syd for Ildlandet, og i Alm. betragtes
dette Forbjerg som Sydspidsen af S. Det
vestligste Punkt er Punta Pariña (81,2° v. L.) i
Peru, det østligste Punkt er Cabo Branco (34,9°
v. L.) i Brasilien. Paa S.’s Fladsø ligger kun
faa Øer, hvoriblandt ved Nordkysten Trinidad
og Tobago, mod SØ. Falklandsøerne og
Ildlandet. Paa S.’s Fastlandsskrænt ligger ved
Nordkysten Curaçao og nogle andre Smaaøer.
Fjernere ligger Galápagos-Øerne og Juan
Fernandez i Stillehavet, adskilt fra Fastlandet ved
dybt Hav, men flere Forhold tyder dog paa, at
de i tidligere Jordperioder har haft
Forbindelse med Fastlandet. S. er ikke opmaalt i
Naturen, forsk. Udmaalinger paa fladetro Kort
har givet 17,1—17,8 Mill. km² for Verdensdelens
Areal. Ved Vestkysten er Stejlkyst
overvejende, og det samme er Tilfældet ved Nordkysten
indtil Trinidad. Herfra langs Nord- og
Østkysten findes næsten overalt en Bræmme af
fladt Land, dannet ved en ny Hævning af
Landet, først Syd for La Plata Mundingen bliver
Stejlkyst atter Reglen. Der er mange gode
naturlige Havne ved Kysten af det sydlige Chile,
hvor der ingen Opland findes for dem. De
øvrige Kyster er fattige paa naturlige
Ankerpladser, men der findes dog nogle enkelte, f.
Eks. Guayaquil Bugten i Ecuador, Plata
Mundingen, Rio Janeiro Bugten, Bahia de Todos
Santos og Amazonas Mundingen ved
Atlanterhavskysten. Fra Plata Mundingen og Amazonas
Mundingen fører sejlbare Vandveje langt ind i
Fastlandets Indre, og disse vilde uden større
Bekostning kunne sættes i Kanalforbindelse
med hinanden. C. 1 Mill. km² er uden Afløb
til Oceanet, c. 1,5 Mill. km² har Afløb til det
stille Ocean, Resten til Atlanterhavet.

Oversigt over Indholdet.

	Side
Terrain	836
Geologi	837
Klima	838
Plantevækst	843
Dyreverden	847
Opdagelseshistorie	849
Den oprindelige Befolkning	850
Den indvandrede Befolkning	852
Politiske Forhold	853

Terrain.

I Henseende til Terrainforhold træffer man
i S. den samme fundamentale Forskel som i
Nordamerika mellem Vesten og Østen. Mod V.
strækker sig Cordillerernes ell. Andesbjergenes
mægtige System af Foldekæder gennem hele
Verdensdelen fra N.—S. med stejle Tinder,
højtliggende Plateauer mellem de enkelte
Kæder og dybt nedskaarne Dale. Mod Ø. ligger
Guayanas og Brasiliens Højlande med mere
beskedne Højder. Begge er Plateaulande, som
dog er furede af Erosionsdale. Mellem de
vestlige og de østlige Højlande strækker sig
lavtliggende Sletter, gennemstrømmede af S.’s tre
store Flodsystemer Orinoco, Amazonas og
Paraná. Ved Vandskellene mellem
Flodsystemerne ligger Sletterne 200—300 m o. H., men langt
den største Del af Slettelandet ligger lavere
end 200 m. I Cordillererne kan man
gennemgaaende skelne mellem to Hovedkæder:
Østcordilleren og Vestcordilleren. Undertiden, som
i Ecuador, optræder de som to enkelte
Bjergrygge, men langt hyppigere bestaar de hver
for sig af flere parallelle Kæder. Navnlig gælder
dette Østcordilleren. Denne mangler længst
mod Syd, men ved c. 30° s. Br. begynder den
med et stort Antal Parallelkæder og strækker
sig herfra mod N., indtil den taber sig i
Lavlandet i det nordlige Colombia. Her er den
spaltet i to høje Kæder, som kaldes
Centralcordilleren og Østcordilleren. Den sidste
fortsætter sig Ø. f. Maracaibo Søen ud til Kysten
af det caraibiske Hav, hvor den bryder af, men
rimeligvis har sin Fortsættelse i den Række
af Øer, som ledsager S.’s Nordkyst. Ø. f.
Maracaibo Søen mødes Østcordilleren med et
andet Bjergsystem, de caraibiske
Kystbjerge, og hvor de mødes, krydses deres
Folder under en spids Vinkel. De caraibiske
Kystbjerge er en gammel Foldekæde,
sandsynligvis fra Slutn. af den palæozoiske Tid, som
synes at være blevet næsten helt nedbrudt og
atter hævet i Tertiærtiden. Østcordilleren er
den først foldede Del af S.’s Cordillerer. Den
bestaar overvejende af krystallinske Skifre,
hvortil kommer eruptive Dybbjergarter og
Sedimenter fra forsk. Perioder op til Kridttiden.
Foldningen maa være begyndt i Jura- eller
Kridttiden. Ung vulkanisk Virksomhed findes
flere Steder, navnlig i Ecuador. Vestcordilleren er
gennemgaaende smallere end Østcordilleren,
men bestaar dog mange Steder af to parallelle
Kæder. Over store Strækninger er den
væsentlig opbygget af Sedimenter, navnlig fra
Kridttiden, men ogsaa eruptive Dybbjergarter
spiller en stor Rolle, og af saadanne er Kædens
sydligste Del ganske overvejende opbygget. Den
er i næsten hele sin Udstrækning rig paa unge
Vulkaner, og til disse hører S.’s højeste Bjerg,
Aconcagua (7035 m), hvis Virksomhed dog
forlængst er ophørt. En stor Del af Vulkanerne er
endnu i Virksomhed og hører til S.’s højeste
Bjergtoppe. Foldningen af Vestcordilleren maa
vel være begyndt i Kridttiden, men senere end
Østcordillerens Foldning. Den har fortsat sig
gennem Tertiærtiden, hvilket ses deraf, at der
enkelte Steder i den forekommer foldede
tertiære Sedimenter. Mod V. ledsages
Vestcordilleren i Reglen af en Kystcordillere, som
dog paa de forsk. Strækninger af Vestkysten
ikke er et enkelt Kædesystem med ensartet
Oprindelse. I Sydchile er Kystcordilleren
opløst i talrige Øer, der ligesom Fastlandets
Vestcordillere er dannet af eruptive Dybbjergarter
og krystallinske Skifre. I Mellemchile findes
yngre Sedimenter, som dog ikke synes at have
deltaget i Foldningen. I Nordchile bestaar
Kystcordilleren af Eruptiver, hvortil dog ogsaa
kommer mesozoiske Sedimenter, i det sydlige Peru
holder den derimod ganske op. I Ecuador viser
sig imidlertid en helt anden Kystcordillere,
dannet af ungtertiære og muligvis kvartære,
foldede Sedimenter, og altsaa opstaaet i en meget
sen Tid. Denne Kystcordillere fortsætter sig langs

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>