- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXII: Spekulation—Søøre /
859

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sydpolsekspeditioner

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

des Indes Kaptajn Bouvet i den faste
Overbevisning, at der i det sydlige ind. og stille
Hav fandtes frugtbare og folkerige
Landomraader, som man kunde drage Fordel af. Den
1. Jan. 1739 opdagede han paa 54° 26′ i Havet
S. f. Afrika en høj, snedækt og af Pakis
omgiven Kyst, som han antog for et Forbjerg paa
Sydlandet. Han fulgte Pakiskanten mod Ø. c.
2400 km og var overbevist om, at indenfor
denne laa et Fastland; men heri tog han fejl.
Det, han havde set, var Bouvet-Øen, som først
i 1898 skulde blive betraadt af Medlemmer af
den tyske »Valdivia«-Ekspedition. Bouvet var
for øvrigt den første, som paa disse
Breddegrader sejlede ind i Isen, og han regnes da ogsaa
for den første egl. Antarktiker. Han gav den
første Beskrivelse af de karakteristisk formede
antarktiske Isbjerge.

Frankrig havde mistet Kanada, og Tanken
om at vinde Erstatning paa den sydlige
Halvkugle kom op. Regeringen udsendte hele tre
Ekspeditioner for at finde Sydlandet. Den ene
af disse under Marion de Fresne
opdagede 1772 i det sydlige ind. Hav Marion-Øen
(Pr. Edward-Øen) og Crozet-Øerne, som han
kaldte Terre d’Espérance i Haab om, at
Sydlandets Kyst ikke laa langt borte. Skønt begge
Øerne ligger paa 46 1/2° Br., kan de dog siges
at have Polarklima. Den anden Ekspedition,
der førtes af Kerguelen-Trémarec,
opdagede 1772 længere mod Ø., paa 49° 40′, en
lille Ø og et udstrakt Land, som han p. Gr. a.
Taage dog ikke fik Lejlighed til at undersøge.
Han vendte hjem i den sikre Forvisning at
have opdaget det centrale Parti af det store
Sydland, som han kaldte »Syd-Frankrig«. Man
tillagde hans Opfattelse saa stor Værdi, at han
atter det flg. Aar, 1773, paa ny blev udsendt,
men paa denne Rejse maatte han
nødvendigvis blive revet ud af sine Illusioner: Sydlandet
var ikke til at opdage, og s. A. konstaterede
Cook, at »Kerguelen« var en Ø.

Endnu paa James Cook’s Tid strakte
Terra australis incognita sine Arme langt mod
N. i det stille Hav. Den berømte Søfarende,
som krydsede vidt og bredt i Sydhavet, drev
derved Kontinentets Grænser langt tilbage mod
S. Paa sin første Ekspedition
(1768—71) til Iagttagelse af en Venuspassage havde han
omsejlet Ny-Zeeland, og derved løst denne
Dobbeltø ud fra det store Sydland, som han
heller ikke andet Steds havde kunnet finde i
disse Strøg. Paa sin anden
Ekspedition
og Jordomsejling (1772—75) med Skibene
»Resolution« og »Adventure« overskred James
Cook tre Gange Polarkredsen, S. f.
Madagaskar og SV. f. Sydamerika, og naaede sydligere
Breddegrader end nogen før ham: »Jeg
havde«, siger han, »omsejlet Sydhavet paa saa
høje Breddegrader og gennemkrydset det paa
en saadan Maade, at der ikke levnedes
mindste Rum for Muligheden af et Kontinent her,
undtagen nær Polen og uden for Søfartens
Grænser«. Den 30. Januar 1774 naaede han
endelig paa 106° 54′ v. L. 71° 10′ s. Br. Men
her blev han standset i sin videre
Fremfart af Isen. Bag Pakisen viste sig
nemlig en fuldkommen kompakt Ismasse, der
syntes jævn og ikke videre høj; men længere
mod S. højnede den sig, til den forsvandt
i Horisonten. Det Sted, hvor Cook saa dette
Isomraade, var det sydligste Punkt, som blev
naaet i mange Aar. Han udtalte den Mening,
som for øvrigt ogsaa deltes af de fleste om Bord,
at denne Is maatte strække sig helt til
Sydpolen og være knyttet til et stort
Landomraade, som det i umindelige Tider havde dækket.
Fra dette maatte de Isbjerge stamme, han
havde truffet længere mod N. Tilstedeværelsen af
Pingviner o. a. Fugle viste desuden den store
Opdager, at han var nær under Land.

Cook havde indledet Sydpolforskningen, men
det varede et halvt Hundrede Aar, forinden
det næste Skridt blev gjort; thi Verden fik nu
andet at tænke paa. Den store Revolution og
Napoleon’s Krige forhindrede alle Opdagelses:
rejser, og da de endelig blev genoptagne, var
det fornemmelig mod de nordlige Polarlande,
at Kursen blev sat.

Cook havde hjembragt Efterretning om de
sydlige Haves store Rigdom paa Sæler og
Hvaler, og det blev nu Fangsten af disse, som
lokkede, først amer., siden ogsaa britiske
Fangstskippere mod Sydpolaregnene. Disse
Færder kom til at indlede
Sydpolarforskningens anden Periode. Den eng.
Hvalfangerkaptejn William Smith paa
Briggen »Williams« traf den 19. Febr 1819 en
isdækket Kyst paa omtr. 62° s. Br. og
55°—65° v. L., efter at han var drevet længere mod
S. end sædvanlig. Han foretog den første
Landgang i Sydpolarlandene den 16. Oktbr 1819 paa
Ny Syd-Shetland, som han antog var et
Fastland, men som siden viste sig at være Øer. De
var maaske allerede bleven sete i Aaret 1812
af Amerikanere og havde — skønt de laa N. f.
Polarkredsen — et fuldkommen Polarklima.
Flere og flere Hvalfangere søgte til disse Strøg,
Sælerne fristede ogsaa, saa slige Fangstskibe
snart optraadte i Mængde, hvorfor det heller
ikke varede mange Snese af Aar, før Hvalerne
tog af ell. forsvandt som Følge af Rovfangst.
Der søgtes stadig nye Fangstpladser, og paa
denne Maade blev flere og flere Øomraader
opdagede, saasom Syd-Orkney-Øerne og
Øgrupper ved Vest Antarktis (jfr. Kortet).

S. f. Kap Horn, saaledes som man nu kender
det, skyder Graham-Land (Palmer Land,
Trinity Land) sig som en stor forholdsvis smal
Halvø ud fra Vest Antarktis. Tæt N. f. dennes
Spids ligger Syd-Shetland-Øerne.
Graham-Lands nordligste Kyster udgør den ældste
kendte Del af Antarktis’ Kontinent og benævnes
ofte »Palmer Land«, eftersom det indtil for
ganske nylig blev antaget først at være opdaget
og undersøgt af den amer. Sælfangerkaptejn N.
B. Palmer
i Jan. 1821; men det viser sig nu,
(iflg. en Redegørelse i The Geographical Journ.,
Marts 1925 af Lieut.-Comm. R. T. Gould), at
Landet allerede i Febr 1820, altsaa omtr. et
Aar tidligere, er bleven opdaget af Edward
Bransfield
, der var Master
(Navigationsofficer) i den eng. Flaade, og som var bleven
udsendt fra Vestkysten af Sydamerika, hvor
der f. T. laa engelske Krigsskibe.

Imidlertid havde Kejser Alexander I af

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:04:02 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/22/0881.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free