- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXII: Spekulation—Søøre /
863

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sydpolsekspeditioner

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

højeste sydlige Bredde, der hidtil var bleven
naaet. Forgæves søgte han at trænge videre
frem mod Ø. Han sejlede nu, p. Gr. a. den
fremrykkede Aarstid, N. paa, passerede
Polarkredsen den 6. Marts og satte Kursen mod Kap
Horn, for at fortsætte magnetiske Observationer
paa Falklandsøerne. Paa denne anden Rejse
havde han hverken faaet de to Vulkaner eller
Victoria Land i Sigte; men derimod Isbarrièren.
I Sydsommeren 1842—43 gik Ross ud paa sin
tredie Rejse for at forelage Undersøgelser
i den Del af Sydishavet, som kaldes
Weddell-Havet; men han stødte paa alvorlige
Ishindringer. Den 28. Decbr fik man den ikke tidligere
sete østlige Del af Joinville Øen i Sigte; men
det var ikke muligt at lande. Derimod lykkedes
det at foretage Landgang paa Cockburn Øen,
hvor Hooker samlede 19 forskellige
Planter. Skibene blev indestængte i Isen en
Maanedstid og kom fri den 4. Februar
1843; man naaede 70° 30′ s. L., men maatte
saa vende om, og Skibene kom 4. Apr. til
Simons Bay, S. f. Kapstaden, hvorfra de, 2.
Septbr, naaede England, efter 4 Aars
Fraværelse. — Vor Viden om Sydpolarlandene
begynder først for Alvor med Ross’ Ekspedition,
som hjembragte ikke blot et stort geogr.
Resultat, men ogsaa geol., zool. og bot. Indsamlinger
af Rang, ligesom der var foretaget
betydningsfulde magnetiske, meteor, og hydr.
Undersøgelser. Navnlig de geofys. Resultater, som James
Ross havde opnaaet paa sin Ekspedition,
fristede til nye Anstrengelser. I Aaret 1845
udsendtes fra Kapstaden under den eng. Løjtnant
Moore en Ekspedition, hvis Opgave det var
at foretage magnetiske Observationer i det
sydlige Ishav. Efter forgæves Forsøg under
vanskelige Isforhold paa at naa Enderby Land
maatte Ekspeditionen sejle N. paa.

Der indtraadte nu en langvarig
Standsning i den antarktiske Forskning,
som med faa og mindre væsentlige
Afbrydelser varede næsten 50 Aar. Problemet
»Nordvestpassagen« var traadt i Forgrunden (se Art.
Nordpolsekspeditioner). Ejheller i
Amerika formaaede de fremragende Ydelser, Wilkes
havde præsteret, at fremme
Sydpolarforskningen, og paa lgn. Maade var Forholdet i andre
Lande, til Trods for, at enkelte ideelt aalagte
Mænd med utrættelig Iver virkede for
Sydpolforskningens Genoptagelse. Bl. disse maa i
første Række nævnes Oceangeografiens
Grundlægger Matthew Maury og dennes Elev,
Professor G. B. Neumayer (s. d.). Imidlertid
havde man enkelte Gange fra det sydlige Ishav
hørt om mindre Opdagelser, som var gjorte af
Fangstskippere o. a. Kaptajn Heard havde
saaledes 1853 opdaget Mac Donald- og
Heard-Øerne under omtr. 55° Br. og 72 1/2—74° ø. L.,
og i Sydsommeren 1873—74 besøgte en tysk
Ishavsfarer, Kaptajn Dalmann, Egnene S. f.
Amerika, omsejlede bl. a. Trinity-Øen og
gjorde Opdagelser ved Palmer Land (Graham
Land). Imidlertid havde i samme Sydsommer
Challenger-Ekspeditionen (s. d.)
aflagt et kort Besøg paa det antarktiske
Omraade, S. f. det ind. Hav. Fra 8. Febr til 17.
Marts 1874 foretog Ekspeditionen paa omtr. 80°
ø. L. en Afstikker inden for Polarkredsen, som
ved den Lejlighed for første Gang overskreden
af et Dampskib. Forgæves søgte man efter
Wilkes’ Termination Land, og Ekspeditionen,
der ikke var udrustet til Isfart, sejlede efter
dette korte Ophold i Sydishavet igen N. paa;
men ikke desto mindre hjembragte den et
rigere Udbytte i biol. og geol. Henseende end
nogen tidligere antarktisk Ekspedition, takket
være de forbedrede Redskaber og Metoder og
ikke mindst den Nøjagtighed, hvormed hver
Bundprøve øjeblikkelig blev taget Vare paa og
undersøgt. »De biol. Fund aabnede nye og vide
Perspektiver, og de geol. styrkede Teorien om
et antarktisk Fastland«.

Ekspeditionens Geolog John Murray
udgav dennes videnskabelige Resultater, hvilke
paany henledede den videnskabelige Verdens
Opmærksomhed paa Antarktis. Med stigende
Styrke rejstes Kravet om en Genoptagelse af
den antarktiske Forskning, og disse Krav steg.
i endnu højere Grad, efter at man var blevet
bekendt med Udbyttet fra de to
internationale Polarstationer, som var i
Virksomhed paa den sydlige Halvkugle i
1882—83 samtidig med, at der arbejdedes paa 13
lgn. paa den nordlige Halvkugle. I N. laa de
fleste Stationer inden for Polarkredsen, i S.
var de to derimod fjernet 10—12° fra samme;
de laa paa Ildlandet og Syd-Georgien; men
Resultaterne, der opnaaedes, var saa interessante
i meteor., geol. og geofysisk Henseende, at
ogsaa de bidrog til at fremme
Sydpolarforskningen. Der blev nu Tale om, at den
berømte-Svensker og Polarforsker A. E.
Nordenskiöld
skulde lede en australsk Ekspedition
i Antarktis, hvorfor han i 1889 udkastede en
Plan; men da kom den store Finanskrise i
Australien i 1892, og Planen røg i Lyset. Ogsaa
Fridtjof Nansen havde, efter sin Færd
over Grønlands Indlandsis, fattet Tanken om
paa Ski og med Hunde at krydse det
antarktiske Fastlands Indlandsis; men Planen blev
foreløbig lagt til Side, og han drog ud med
»Fram« over Nord-Polhavet.

Paa denne Maade varede det endnu noget,
forinden Sydpolarforskningen blev genoptaget
af Videnskabsmænd; det blev Folk i praktisk
Gerning, som kom til at gøre Skridtene fremad
i Antarktis — nemlig
Fangstkaptajnerne, og med dem fulgte, som vi skal se, i
enkelte Tilfælde videnskabeligt skolede Mænd.
Hvalfangsten i Havene N. f. Europa var,
som Følge af Rovfangst gennem lange Tider,
bleven mindre rentabel i Beg. af Halvfemserne
i forr. Aarh. Norske Hvalfangere vendte sig
mod Island og Færøerne, og andre vendte
Stævnen mod S. I Efteraaret 1892 udsendtes saaledes
5 Hvalfangere til Vest Antarktis, nemlig 4 fra
Dundee og 1 fra Hamburg. Af disse var de 3.
Skibe norske, medens det fra Hamburg var
det berømte »Jason«, Kaptajn C. A. Larsen,
som i 1888 havde landsat Nansen paa
Grønlands Østkyst under den samme Fører.

Med to af de skotske Skibe fulgte to unge
Videnskabsmænd, og disse Skibe færdedes for

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:04:02 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/22/0885.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free