- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXII: Spekulation—Søøre /
864

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sydpolsekspeditioner

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

største Delen i Farvandet Ø. f. Joinville-Øen og
Louis-Philippe Land, hvis Kyster kortlagdes
bedre end tidligere, ligesom enkelte Landgange
foretoges. De to Videnskabsmænd Donald
og Bruce hjembragte dog kun et forholdsvis
magert Resultat, naar undtages meteor.
Iagttagelser. Grunden hertil var manglende
Forstaaelse hos de skotske Skippere, som
væsentlig maatte se paa Sagens praktiske Side. Det
økonomiske Resultat, de opnaaede, blev i
øvrigt en stor Skuffelse. Helt anderledes
frugtbringende, baade i økonomisk og videnskabelig
Henseende, blev »Jason«’s Togt; thi Kaptajn C.
A. Larsen var ikke blot en fremragende
Ishavsfarer og Fangstskipper, men en Mand med
stærke videnskabelige Interesser og dertil
udrustet med en Foretagsomhed og en Energi,
som overvandt alle Hindringer, saaledes at
hans Fangstfærder i Antarktis (1892—94) kom
til at sætte betydelige Spor. Han kom paa sin
første Rejse samtidig med Skotterne, landede
bl. a. paa Seymour-Øen og Louis-Philippe Land,
hvor han indsamlede »de første Fossiler, som
gav de første Beviser for sedimentære
Bjergarter i Antarktis, en i naturvidenskabelig
Henseende meget vigtig Opdagelse«. Det var i
Sydsommeren 1892—93. Medens
Dundee-Fangerne opgav videre Forsøg, forlod Kaptajn
Larsen i Aug. 1893 atter Norge, fulgt af to
andre norske Ishavsskuder, »Hertha«, Kaptajn
Evensen, og »Kastor«, Kaptajn
Pedersen. Larsen søgte sydover langs Østsiden af
Graham Land, naaede snart Ross’ højeste
Bredde i Vest Antarktis og fandt overalt isfrit
Hav. Atter landede han paa Seymour-Øen,
opdagede paa omtr. 65° Br. og 62° v. L. Kysten
af et højtliggende ukendt Land, som han kaldte
Kong Oskar II’s Land. Et delvis isfrit Bjerg
kaldte han Jasonfjeld, og et Forbjerg
benævnede han Framnæs. »Jason« blev det andet
Dampskib, som passerede Polarkredsen; man
sejlede videre S. paa, men standsedes paa 68°
10′ Br. og 60° v. L. af Is. Stadig havde man
højt, snedækt Land i Sigte, som hævede sig
indefter til betydelige Højder; dets sydligste
Del kaldte Larsen Foyn Land. Det var den
østlige og sydlige Fortsættelse af Graham Land,
han her havde opdaget. Landet var vistnok i
Tyverne i forr. Aarh. bleven set af amer.
Fangstmænd. Kaptajn Larsen vendte nu og
sejlede derefter N. paa, undersøgte Egnene
mellem Kong Oskar’s Land og Louis-Philippe
Land, opdagede tvende virksomme Vulkaner
paa Øer i Sundet mellem disse to Lande, og
han saa den omliggende Is dækket af Aske
m. m. fra disses Udbrud. Samtidig foretog
Kaptajn Evensen med »Hertha« V. f. dette
Land en interessant Rejse. Han sejlede forbi
Biscoe-Øerne, Adelaide-Øen og Alexander I’s
Land og naaede en endnu højere Bredde end
Larsen, nemlig 69° 10′ S. Baade S. og V. f.
Graham Land var Havet i mærkelig Grad
isfrit, samtidig med at store Mængder af
Isbjerge blev paatrufne i den sydlige Del af
Atlanterhavet og det indiske Hav.

I 1894, altsaa s. A., som Larsen kom hjem
med »Jason«, udgik der en ny Fangstfærd til
Øst Antarktis. Nordmanden H. J. Bull, som
var bosat i Melbourne, havde forgæves i
Australien søgt at rejse Kapital til en Ekspedition til
Syd-Victoria Land med norsk Skib og norsk
Manskab; nu henvendte han sig i Norge, og
den da 84 Aar gl. Svend Foyn slog straks til.
Han og Firmaet »Heftye & Søn« besluttede at
udsende Skibet »Antarctic«, Kaptajn
Christensen, bl. a. med det Formaal at se at
finde Omraader, hvor den saa eftertragtede og
mod N. faatallige Grønlandshval mulig kunde
findes i Sydishavet. Ekspeditionen skulde søge
ind i Ross Havet. Skibet medførte
instrumenter til videnskabelig Forskning. To Deltagere
(Eyvind Astrup og Bruce), som skulde have
benyttet dem, kom ikke tidsnok til Skibets
Afgang; det blev da en i Australien f. T. bosat
ung Nordmand, Carsten Borchgrevink,
som levende interesserede sig for antarktisk
Forskning, der kom til at bruge
Instrumenterne. Da Skibet ankom til Melbourne, kom han
om Bord og lod sig, for blot at komme med,
forhyre som Matros. Gennem Pakisen naaede
»Antarctic« ud i aabent Vande i Ross Havet i
Midten af Jan. 1895. Man sejlede Syd paa til
74° 10′ s. Br., vendte og passerede Kap Adare.
Her opdagede Borchgrevink i Kikkert fra
Udkigstønden en lille isfri Strand, neden for
Forbjerget, paa den i øvrigt tilsyneladende
utilgængelige Kyst. Det var denne Strand, der blev saa
vigtig for Borchgrevink’s senere Ekspedition.
Efter en kort Visit i Land, paa hvilken det
lykkedes Borchgrevink at gøre adskillige
Indsamlinger samt konstatere Eksistensen af
Vegetation paa Landjorden og Planteliv paa
grundet Vand ved Kysten, gik man atter om Bord
i »Antarctic« og sejlede hjemad, til at begynde
med gennem Pakisen, hvilket varede 6 Dage.
Efter Ankomsten til Melbourne rejste
Borchgrevink til London, hvor han paa den geogr.
Kongres, som netop i 1895 afholdtes her,
kunde give Beretning om Ekspeditionens
Resultater og i korte Træk fremsætte sin Plan til
en fremtidig Ekspedition til de samme Egne i
det sydlige Ishav. Kongressen vedtog en
Resolution om, at Udforskningen af Antarktis var
»den vigtigste geogr. Opgave, som endnu staar
tilbage at løse«.

Det Arbejde, som allerede gennem adskillige
Aar var gjort af Mænd som Prof., Dr. G. B.
Neumayer
(s. d.), Sir Clements
Markham
(s. d.) og Sir John Murray samt
Tyskeren Drygalski (s. d.), blev nu fra
mange Sider støttet. Paa den flg. geogr.
Kongres i Berlin, 1899, blev Sydpolarforskningerne
og Ekspeditioners Udsendelse Genstand for
særlig Drøftelse; men forinden Planen om
samtidig at udsende flere Ekspeditioner kom til
Udførelse, havde andre videnskabelige
Ekspeditioner besøgt Sydpolaregnene. I øvrigt havde
man, efter at Nansen var vendt hjem fra sin
Færd med »Fram« over Polhavet med
glimrende Resultater — som Følge af Udrustning,
nye Metoder, det fortræffelige Skib o. s. v.
— baade fra tysk og engelsk Side opfordret
ham til at tage Ledelsen af en
Sydpolekspedition; men da han kun kunde tænke sig at gaa

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:04:02 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/22/0886.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free