- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXII: Spekulation—Søøre /
865

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sydpolsekspeditioner

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

ud under norsk Flag, blev det andre, der fik
Ledelsen.

Imidlertid var der i 19. Aarh.’s sidste Aar
udgaaet to for private Midler udrustede
mindre Ekspeditioner til det nu igen paa
Dagsordenen komne antarktiske Omraade.

Efter nogle Aars Arbejde var det lykkedes
den belg. Kaptajn Adrian de Gerlache
at bringe en af Staten og Private støttet
Ekspedition i Stand; Ekspeditionsskibet var et
tidligere norsk Fangstskib, som nu blev kaldet
»Belgica«. Mandskabet var overvejende norsk,
og Roald Amundsen var Styrmand.
Skibet forlod i Aug. 1897 Antwerpen, og den 1.
Decbr ankom det til Punta Arenas i
Magalhães-Strædet. Efter forsk. Genvordigheder
befandt man sig i Jan. 1898 i de antarktiske
Egne S. f. Syd-Shetlands-Øerne, og
Undersøgelserne begyndte langs NV.-Kysten af Graham
Land; her frøs »Belgica« inde under 71 1/2° Br.
og drev nu næsten et Aar om i Isen til 71° 36′
Br., som blev den højeste Bredde, der naaedes
under den lange Isdrift — og først i Febr 1899
slap Ekspeditionen løs efter, under adskillig
Fare, at have oplevet den første
Sydpolarvinter, som nogensinde var bleven tilbragt om
Bord i Skib, hvilket vel ikke var efter de
Gerlache’s Ønske, men til Ekspeditionens store
Held. Thi Resultatet blev, at Ekspeditionen
hjembragte den første Aarsrække af
videnskabelige Observationer fra Antarktis. I
geografisk Henseende gav
»Belgica«-Ekspeditionen som positivt Resultat Opdagelsen
og Kortlægningen af Belgica- ell.
Gerlache-Strædet mellem Graham Land og Palmer
Øen; her foretoges i alt 20 Landstigninger i et
Virvar af Øer, som her bærer belg. og danske
og til Dels norske Navne.

En af den tyske Regering udrustet
Dybhavs-Ekspedition, der efter Skibet alm. kaldtes
»Valdiva«-Ekspeditionen, under
Ledelse af Prof. Chun, gjorde, ligesom
»Challenger«, i Sydsommeren 1898—99 en Afstikker
til de antarktiske Egne, hvorved bl. a. den af
Gletschere dækkede ubeboede Bouvet Ø, som
man ofte forgæves havde søgt efter,
genopdagedes.

Medens, som anført, en belg. Ekspedition
blev den første, som i Skib overvintrede i de
antarktiske Egne, blev det en eng. Ekspedition
under Nordmanden Carsten
Borchgrevink
, som første Gang overvintrede i disse
Strøg paa Landjorden. Det var endelig
lykkedes Borchgrevink at skaffe de nødvendige
Midler til en Sydpolarekspedition, idet den eng.
Forlægger, Medlem af Parlamentet, Newnes,
stillede 35000 Pund St. til Raadighed, mod at
Ekspeditionen udgik under britisk Flag, og
herpaa gik Borchgrevink ind; men i øvrigt var
baade Skib og Besætning (paa et Par
Undtagelser nær) norske. Et norsk Fangstskib fik
Navnet »Southern Cross« og blev ombygget af
Colin Archer efter »Fram«’s Forbillede.
Besætningen udgjorde 31 Mand, og man medtog 90
Hunde. Skibet førtes af en erfaren
Ishavsfarer, Kaptajn Bernhard Jensen, som
Borchgrevink havde lært at kende paa
»Antarctic«, hvor han var 2. Styrmand.
»Sælfangermatrosen« fra den Gang var nu selv bleven
Leder af en Ekspedition til de samme Egne, hvor
han havde gjort Tjeneste i en underordnet
Stilling.

I Sommeren 1898 forlod »Southern Cross«
England, hvorefter Tasmanien anløbes. I
December s. A. sattes Kursen gennem Ross
Havet mod Kap Adare, og her landsattes
Borchgrevink den 17. Febr 1899 efter mange
Vanskeligheder, hvorefter »Southern Cross«
returnerede til Ny-Zeeland, hvor Skibet skulde efterses
og overvintre for næste Aar at hente
Ekspeditionen, der bestod af 9 Mand. Borchgrevink, der
medførte et fortrinligt Materiel, ogsaa til
videnskabelige Observationer, indrettede sig nu
en Station ved Kap Adare, hvor der Vinteren
igennem foretoges videnskabelige
Observationer, og hvorfra der udgik Slæderejser. Hele
Vinteren herskede der yderst voldsomme
SØ. Snestorme, som af og til rasede med en
Hastighed af indtil 145 km i Timen, desuden
meget haard Kulde, saa Kvægsølvet frøs.

Den 28. Jan. 1900 ankom »Southern Cross«,
og fem Dage senere forlod man
Vinterstationen, hvor man efterlod en Grav. Man sejlede
nu S. paa langs Victoria Land, kortlagde af
Kysten hvad Ross ikke havde faaet med,
fortsatte de videnskabelige, bl. a. magnetiske,
Undersøgelser, landede paa forsk. Steder,
saaledes bl. a. ved Foden af Vulkanen Terror,
uheldigvis samtidig med en stor Kalvning af
Is, ved hvilken Lejlighed Borchgrevink og
Skibets Fører nær havde tilsat Livet. Man
konstaterede samtidig, at Erebus fremdeles var i
Virksomhed. Endelig naaede »Southern Cross«
den store Isbarrière, som siden Ross’ Dage
havde undergaaet store Forandringer. Ikke
blot havde den trukket sig tilbage mod S., men
var ogsaa aftaget i Højde og i Mægtighed.
Dens Højde oversteg nu næppe 20 m. I en
østlig Bugt af Barrièren var Ismuren endog
saa lav, at »Southern Cross« kunde lægge til
Isvæggen som til en Brygge. Det var paa 78°
34° s. Br. Efter 58 Aars Forløb var altsaa
Ross’ sydligste Punkt passeret. Borchgrevink
foretog nu med 2 Ledsagere paa Ski og med
Hundeslæde den første Færd paa Isbarrièren,
under hvilken den højeste sydlige Bredde, som
nogen Sinde var bleven betraadt, 78° 50′,
naaedes, den 17. Febr under 164 1/2 ø. L. Det skete
5 Dage efter, at man med Skibet var naaet
sydligere, end Ross havde været. Den 30. Marts
ankrede »Southern Cross« efter en haard Rejse
ved Ny-Zeeland. Resultatet af Borchgrevink’s
Ekspedition var betydeligt. Ved de meteor, og
magnetiske Observationer, Døgnet igennem paa
Vinterstationen, tilvejebragtes den anden
Aarsrække af saadanne Observationer.

Ekspeditionens biol. Undersøgelser
bekræftede Borchgrevink’s Iagttagelser fra det hastige
Besøg i 1895, nemlig Tilværelsen af en
Grundvandsfauna ved Syd-Victoria Land. Der
opdagedes desuden flere Lavarter, deriblandt
Renlav, og de første for det blotte Øje synlige
antarktiske Insekter. Det lykkedes ogsaa at
paavise sedimentære Bjergarter foruden

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:04:02 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/22/0887.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free