Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sydpolsekspeditioner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kap Evans. Et Par af Hestene maatte ofres til
Føde for Hundene. Hyppige og voldsomme
Snestorme og stor Kulde hæmmede
Fremmarchen og foraarsagede Ophold; men det gik
fremad om end langsomt; flere og flere af
Deltagerne blev sendt tilbage — Hold efter Hold. Den
3. Jan. 1912 havde Scott naaet 87° 22′ s. Br. i
en Højde af 3300 m, efter at have marcheret
15 Kvartmil i Døgnet i de sidste Dage. Herfra
sendte han Løjtnant Evans med 3 Mand
tilbage til Overvintringsstedet og fortsatte med
Dr. Wilson, Kaptajn Oates, Løjtnant
Bowers og Underofficer Edgar Evans.
Under Hjemrejsen udstod Løjtnant Evans Hold
kolossale Strabadser og var nær bukket under
i Snestorme. Fjorten Dage efter at Evans
havde forladt Scott og hans 4 Fæller, naaede disse
Sydpolen den 18. Jan. 1912 — men da var
Amundsen jo kommet dem i Forkøbet for en
Maaned siden, og det norske Flag vajede paa
Polen, hvor nu ogsaa »Union Jack« blev plantet.
En Beretning fra Amundsen var efterladt, saa
der var ingen Tvivl om, at han var kommen
Scott i Forkøbet.
Da hverken »Sydpartiet« ell. »Nordpartiet«
inden rimelig Tid var naaet tilbage til Kap
Evans, maatte man skride til en Eftersøgning.
Den 13. Oktbr 1912 drog en ny
Hjælpeekspedition ud fra Kap Evans for at opsøge
»Sydpartiet«, hvis stadige Udeblivelse havde sat alle i
den største Uro. Hjælpeekspeditionen var delt
i to Afdelinger med Proviant for tre Maaneder.
Den 12. Novbr fik den ene Afdeling Øje paa et
Telt, i hvilket laa Ligene af Kaptajn Scott,
Dr. Wilson og Løjtnant Bowers. Paa Scotts Lig
fandtes Breve og en Dagbog, der berettede om
Færden til Sydpolen og tilbage samt om hans
sidste Tanker. Det var tragisk, men opløftende
at læse denne Mands Beretning, skreven med
den visse Død for Øje.
Stedet, hvor Ligene fandtes, var en midlertidig
Lejrplads, kun 11 miles Syd f. et udlagt stort
Deport (»En Ton-Depot«) og 155 miles fra Kap
Evans. Det viste sig, at Kaptajn Oates allerede
var død den 17. Marts, da han, der ikke kunde
følge med og ikke vilde hæmme sine
Kammeraters Færd, var forsvundet i en Snestorm
sikkert for at søge Døden. Underofficer Evans
var paa Hjemvejen fra Sydpolen død af
Hjernerystelse den 17. Febr ved Foden af Beardmore
Gletscheren. Hans Sygdom havde aabenbart
foranlediget Ekspeditionens Undergang, da man
ikke vilde forlade ham. Men Kræfterne var
udtømte, og Provianten slap op. Døden ventede
paa dem; de vidste det. I Scott’s Dagbog
hedder det: »Aarsagen til den Katastrofe, der er
overgaaet os, er ikke mangelfuld Udrustning,
men en fortsat Række af Uheld og Farer, som vi
ikke kunde slippe uden om«. Vejret havde
været frygteligt. »Vi maatte kæmpe haardt mod
alle de uforudsete Vanskeligheder, der mødte
os. Vi overvandt dem; men de stjal vore
Kræfter og formindskede vore Forraad stærkt. —
Jeg tror ikke, at menneskelige Væsener nogen
Sinde har gennemgaaet saa frygtelige Lidelser,
som vi udstod i denne forfærdelige Maaned. Til
Trods for Vejret vilde vi dog have klaret os,
men da ramtes vi af nye Uheld« (Oate’s og
Evans’ Sygdom). Han slutter saaledes: »Var det
lykkedes mig at vende tilbage til England,
skulde jeg have fortalt Nationen om de Prøvelser,
vi har udstaaet, om den Udholdenhed og det
Mod, mine Ledsagere har udvist. Min
Beretning vilde have bragt mine Landsmænds
Hjerter til at gløde. — — Sikkert vil et stort og
rigt Land som vort sørge for alle vore
Efterladte paa rette Maade«.
Foruden Hovedekspeditionen til Sydpolen
udsendtes der, som antydet, fra Vinterkvarteret
ved Kap Evans forsk. Ekspeditioner væsentligt
i videnskabeligt Øjemed, saaledes: »Første
Vesthold«, der foretog navnlig geol.
Undersøgelser af Bræerne Koettlitz og Ferrar under
Geologen Griffith, fra 27. Jan. 1911.
»Andet Vesthold«, der fortsatte tidligere geol.
Undersøgelser længere N. paa til Granite
Harbour (Kap Roberts) under Griffith fra 14.
Decbr 1912. Det udfriedes af »Terra Nova« den
15. Febr 1912.
»Østholdet«, der senere kaldtes
»Nordholdet«, lededes af Marineløjtnant Campbell
og blev, som vi har hørt, landsat ved Kap
Adare. Her tilbragtes næsten et Aar med
Opmaalinger og Undersøgelser, og den 3. Jan. 1912
udfriedes Holdet af »Terra Nova«, som landsatte
det længere mod Syd ved Foden af Mount
Melbourne, hvor det maatte blive endnu en Vinter
under store Savn og Lidelser, da Skibet ikke
kunde komme ind og afhente det for Is. I de
første Dage af Oktbr tiltraadte dette Hold til
Fods Tilbagerejsen til Vinterkvarteret og
naaede Kap Evans den 7. Novbr 1912. »Terra Nova«
havde saaledes ikke blot ført Ekspeditionen til
sit Bestemmelsessted, men gentagne Gange paa
sine Rejser ud af og ind i Polaromraadet gjort
fortrinlig Fyldest ved Landsætning og
Afhentning af de forsk. Hold; det havde i Ny-Zeeland
hentet de Mulæsler, som den indiske Regering
havde skænket Scott til det andet Aars
Undersøgelser. Løjtnant Evans, som endnu ikke var
helt rask efter det Anfald af Skørbug, der
forsinkede ham og hans Ledsagere paa
Tilbagerejsen til Vinterkvarteret, gik om Bord og
overtog paa ny Kommandoen over Skibet, hvis
anden Rejse til Ny-Zeeland tiltraadtes i Marts
1912, og »Terra Nova« var atter tilbage ved Kap
Evans den 18. Jan. 1913, hvorfra
Ekspeditionens Afrejse foregik Dagen efter. Den 12. Febr
ankom Skibet til Lyttleton med den sørgelige
Efterretning om Scott’s og hans Fællers
Skæbne. Fra flere Sider beklagede man, at Roald
Amundsen var brudt ind paa Scott’s Arbejdsfelt
og havde vristet denne Sejren ud af Hænderne;
men fra alle Sider beundrede man den Energi
og det Mod, som var udvist af begge disse
Polarforskere.
Den japanske Ekspedition under
Løjtnant Shirose paa »Kainan Maru«, som den 16.
Jan. 1912 havde vist sig i Hvalbugten, var
trods den store Entusiasme, hvormed den
omfattedes i Japan, daarlig forberedt, og Skibet
var uegnet til Fart i Isen. Kun de
videnskabelige Instrumenter var gode. Efter i 1911 at
have mødt Ishindringer i Ross Havet, hvor
man naaede 70° s. Br., vendte Ekspeditionen
tilbage til Sidney, hvorfra den atter udgik i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
