Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Syncytiom - Synd - Syndaktyli
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
som det ved ekstrauterin Graviditet oftest er
Tilfældet, er lejret i Æggelederen (Tuba,
Salpinx), kan S. ogsaa dannes i denne.
S. tager sit Udspring fra de epitheliale
Cellelag, der beklæder Frynserne (Villi) paa
Fostersækkens udvendige Hinde (Aarehinden, Chorion
s. d.). Hyppigt (efter nogle Angivelser i
40—50 % af Tilfældene) opstaar S. hos Kvinder,
hos hvem Aarehindens Frynser er omdannede
saaledes, at der er udviklet den saakaldte Drue-
ell. Blære-Mola (Mola hydatidosa, se Mola).
S. viser sig som knudrede, ujævne, flade ell.
knoldede, undertiden polypøse, stilkede,
rødlige ell. rødgraa, ofte valnød- ell. blommestore
Svulstaflejringer i Livmoderens Indre.
Svulstudviklingen ledsages hyppigt af Blødninger, og
Svulstvævet er sædvanligvis tilblandet
Blodkoagler. Ved mikroskopisk Undersøgelse viser
S. sig at være opbygget af 2 Hovedformer af
Celler, dels meget store protoplasmarige
uregelmæssige Former indeholdende flere ell. talrige
Kerner, dels mindre klare Celler med enkelt
tydelig Kerne. Begge Celleformer svarer i deres
Type til de Celler, der normalt beklæder
Aarehindens Frynser. S.’s Ondartethed skyldes dels
dets Evne til at vokse ind mellem Livmoderens
Muskellag og destruere disse, dels hovedsagelig
dets Tendens til at danne Metastaser (s. d.),
der hyppigst udvikles i Vagina og Lungerne,
men ogsaa kan fremkomme i Lever, Nyre,
Hjerne o. a. Organer.
Johs. F.
Synd er et religiøst Begreb, der
karakteriserer det moralske Onde som et
Modsætningsforhold til Guds Villie. Den første Forestilling
om S. har naturligvis været af udvortes Art;
man har herved tænkt paa en enkelt bestemt
Handling, der er bleven opfattet som en
Overtrædelse af et positivt Bud fra Guds Side.
Inden for Lovreligionerne vil der altid være en
Plads for Syndserkendelsen. Men denne vil
ogsaa her finde sin Begrænsning. Thi hvor Guds
hellige Fordring er bundet til bestemte
Paabud, vil Vægten blive lagt paa de ydre
Handlinger; man vil nærmest holde sig til de
Virkninger, som lader sig kojntrolere, medens de
indre Motiver, som er givne i Sindelagets
Beskaffenhed, vil blive glemte. Saaledes er det
gaaet i Israel’s Historie. I sin første store Tale
fra Bjerget bryder Jesus med den traditionelle
Selvbedømmelse, der gaar ud fra Handlingens
Virkning, og opstiller en anden, mere ideal
Maalestok, som gaar ud fra Motivet. Hermed
indleder han den Selverkendelse, der fører til
at se paa S. som en samlet aandelig Magt, der
kan udøve sit Herredømme, selv om den
nemmes i sine Ytringsformer. — Det er paa denne
Grundbetragtning, at den kristne Teologi har
bygget siden. Den er gaet ud fra S. som en
Tilstand, hvori alle Mennesker føler sig
hensatte, idet de finder sig i en faktisk
Modsætning til Idealet, men den har tillige hævdet,
at denne syndige Tilstand, hvor indgroet den
end kunde være, dog altid maatte have
Karakteren af en Skyld fra Menneskets Side.
Hvorledes nu nærmere S.’s Væsen skulde være
at bestemme, derom har der vistnok været
megen Divergens. Det er navnlig den rette
Opfattelse af det bib. Begreb Kød (σάρξ), som
det her kommer an paa; med. Navnet Kød i
Modsætning til Aand (πνεύμα) har nemlig
Ny Test. særlig betegnet S.’s Væsen. Nu ligger
det vistnok nær at fortolke denne Betegnelse
paa en saadan Maade, at S.’s Grundkarakter
herefter bliver opfattet som Sanselighed;
saaledes har ogsaa mangfoldige Teologer baade i
ældre og nyere Tid, gjort. Alligevel er det
næppe rigtigt. Naar der i Skriften tales om
Kødet, da er det i afgjort Modsætning ikke til
Aand i Alm., men til den guddommelige Aand,
og naar der tales om Kødets Gerninger, da
forstaas derved lige saa vel aandelige som
sanselige S. Ligesom det, der forlanges, er den
fuldkomne Hengivelse til Gud og Kærlighed
til Næsten, saaledes maa det, der skal
afskyes, idet det kaldes for kødeligt Væsen, være
den falske Selvstændighed, det egenkærlige
Begær, der kun har sig selv og sit timelige Vel
for Øje. S.’s Væsen maa herefter bestemmes
som Egoisme. Dette er sikkert ogsaa den i alle
Henseender tilfredsstillende Bestemmelse. Naar
man i den gamle Kirke har bestemt S.’s
Væsen som Hovmod ell. Vantro over for Guds
Ord, da er dette lige saa ensidige Opfattelser,
som naar man i nyere Tid har karakteriseret
det som Dovenskab (Fichte). Det er kun
enkelte Former for S.; dens Grundform er at
ville sig selv og ikke andet. — Det følger
af denne Bestemmelse af S. som en
habituel Tilbøjelighed, en forkert
Villiesretning, at der vil kunne blive Tale om meget
forsk. Grader af det Onde; det er ikke blot
S., naar man retter sin Stræben mod et
positivt slet Formaal, men ogsaa, hvis man
fastholder et i sig selv berettiget Hensyn paa en
Maade, saa vigtigere Interesser sættes til Side.
Og det er fremdeles ikke alene S., hvad man
gør med fuldt Forsæt, men ogsaa, hvad man
af Svaghed ledes til at gøre. Derfor vil ogsaa
overalt den samme Virkning vise sig i den
onde Samvittighed; ganske vist vil det være
berettiget ogsaa at bedømme S. under
Lidelsens Synspunkt, men Skyldbevidstheden vil
dog aldrig blive helt borte, og vi kan
fremhæve det ejendommelige Fænomen, at de
bedste Mennesker er tilbøjelige til at anlægge den
strengeste Dom over for sig selv; det beror
paa, at de stiller sig selv under Idealets Maal.
Særlig saadanne vil ogsaa være opmærksomme
paa, at S. ikke blot gør sig gældende som en
moralsk Fordærvelse, men at den tillige har
en religiøs Bestemthed; den berøver os den
naturlige Ærefrygt over for Gud og Tillid til
ham og sætter os i et Angstens Forhold til
ham i Stedet. Det er et Udtryk for dette
Forhold, som vi finder, naar det naturlige
Menneske ikke kommer videre end til at bedømme
Livets Onder som blotte Straffedomme fra
Guds Side. Se i øvrigt Arvesynd.
F. C. K.
Syndaktyli (gr.) kaldes en medfødt
Misdannelse, som bestaar i, at to ell. flere Fingre er
sammenvoksede med hinanden enten i deres
hele Længde ell. alene ved Grunden ell. alene
ved Spidserne. Undertiden er selve Knoglerne,
sammenvoksede, men oftest er det kun
Huden, der er fælles. Denne Misdannelse er af og
til arvelig.
S. B.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
