Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Syndsforladelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Det er ganske vist, at S. allerede fremhæves
i det Gl. Testamente og det tillige paa en
virkelig etisk Maade, saaledes især i Salmerne,
f. Eks. Ps. 25, Ps. 32 og 51 o. s. v. Og Jesu
Anvendelse af denne Forestilling har da her
sit naturlige Udgangspunkt. Men Forskellen
er iøjnefaldende. For det første er S. ikke i
Gl. Test. opfattet som en selvstændig,
udelukkende etisk Dom. Naar den fromme beder om
Tilgivelse for sin Synd, da indbefatter han i
denne Tilgivelse udtrykkelig Ophævelsen af den
ydre Lidelse, hvori han f. T. befinder sig.
Lidelse opfattes nemlig som en Straf for
Synden; naar derfor Synden tilgives, maa det vise
sig i, at Lidelsen bliver hævet. Og for det
andet er S. i Gl. Test. ikke en omfattende Dom,
der skulde være nødvendig paa alle Punkter
af Livet. Det er tværtimod Tilfældet, at den
fromme til andre Tider føler sig som den
retfærdige, der finder det naturligt, at Guds
Velbehag hviler over ham. S. faar altsaa kun en
partiel Bet.
Anderledes i Jesu Forkyndelse. Her
bliver S. først gjort til en rent aandelig Dom,
der staar som ganske ligegyldig over for den
ydre Tiistand. Dette Brud med den
traditionelle Opfattelse fremtræder især i Fortællingen
om den »værkbrudne« i Kapernaum (Matt. 9,
1 ff.). Og dernæst bliver en saadan
Frikendelsesdom forudsat som nødvendig for alle, for
saa vidt nemlig alle uden Undtagelse er
syndige. Hvad der imidlertid navnlig
karakteriserer Jesu Tilsigelse af S., er den uforbeholdne
Maade, hvorpaa han fremsætter den, selv til
dybt faldne Syndere, som en Gave, der straks
kan tages i Besiddelse, naar vedk. blot vil tage
imod den. Saaledes Luk. 7, 36 ff. Der er noget
vist paradoksalt i denne Fremgangsmaade, som
viser, at vi netop her staar ved det
ejendommelige ny ved denne Forkyndelse. — At det
virkelig er saa, vil ogsaa let kunne ses. Hvad
der ligger bag ved et saadant Tilsagn, er den
gennemførte Vurdering af Gud som den gode.
Det er ikke blot dette alm., at Gud som
Skaberen har Interesse for Menneskene som sine
Børn, ell. at han som Israel’s Gud tager sig af
Folket som Helhed; selv ud fra en saadan Tro
vilde der blive nok af Tvivl tilbage for den
enkelte. Hvem turde forlade sig paa Guds
Støtte, naar han skulde begrunde den ud fra sine
egne Gerninger? Netop den mest alvorlige
maatte blive den mest usikre. I Modsætning
hertil forkynder Jesus gennem S.’s Dom, at
Gud er den, som begynder, som indleder
Forholdet til Mennesket, idet han tilbyder at se
bort fra al faktisk Ufuldkommenhed hos dette;
gennem S. udtaler han altsaa paa den mest
prægnante Maade, at Gud er Kærlighed i den
fuldkomne Forstand, nemlig den
forekommende uforskyldte Kærlighed, som en Faders over
for sine Børn. Det er en saadan Kærlighed,
som særlig hos Paulus benævnes som Naade.
Det er paa en tredobbelt Maade, at den
ejendommelige Karakter af S. træder frem. For det
første er herved det religiøse Forhold opfattet
som et selvstændigt Forhold, ganske uafhængigt
af det etiske, for det andet bliver Synden, der
i sig selv er Skyld og derfor maatte medføre
Straf, fra Guds Side behandlet alene som en
Lidelse, hvorfra han søger at udfri os, og
endelig bliver der i det ny religiøse Forhold givet
et nyt Motiv til sædelig Handlen, et saadant
som maa kunne blive langt virksommere end
det gl. Lovens Motiv, saa sandt som Kærlighed
kan udøve en langt større Magt over os end
Frygt. Som den gode vil Gud ogsaa tage
Menneskene med det gode; han vil vinde dem ved
sin Kærlighed. Det er dette store pædagogiske
Princip, som er udtalt i Jesu Tilsigelse af S. I
Lignelser som den gældbundne Tjener, den
fortabte Søn, Arbejderne i Vingaarden o. s. v. er
disse Tanker fremstillede. En Relation, som
ikke altid af Jesus bliver fremhævet, men som
er givet ved den hele Situation, er
Forbindelsen mellem S. og hans Person; da det er et
personligt Tillidsforhold, der er Tale om, som
tilmed er af en irrationel Art, maa det have en
særegen personlig Støtte. Denne Side er særlig
fremhævet ved Indstiftelsen af Nadveren (Matth.
26, 28). — Ogsaa hele den apostoliske Belæring
gaar ud fra Grundforestillingen om S. ved
Jesus, om end der naturligvis fremtræder
Forskelligheder i Opfattelsen. En saadan
Forskellighed synes især at komme frem mellem
Jakob og Paulus, naar den første betoner
Gerningernes Bet. for Retfærdigheden, og den
anden lægger hele Vægten paa Troen. Nogen
egl. Modsætning findes dog ikke, men nægtes
kan det vel ikke, at Jakob lægger den
afgørende Vægt paa den i Trosforholdet indeholdte
sædelige Energi — »ligesom Legemet er dødt
uden Aand, saaledes er Troen død uden
Gerninger« —, hvorimod Paulus med al sin
Tankeenergi udpræger Naadens afgørende Bet. i sin
Lære om Retfærdiggørelse ved
Troen og ikke ved Gerninger. Der kan ingen
Tvivl være om, at Paulus her viser sig som
den dybt indtrængende Aand, der netop griber
det springende Punkt i Frelserens Forkyndelse.
At det sker med en vis Ensidighed, skal ikke
nægtes. Medens Jesu jordiske Liv i det hele
træder ganske tilbage for ham, holder han sig
væsentlig til de store Kendsgerninger, Jesu Død
og Opstandelse. Herudfra forstaar han Jesus som
det store Offer, der med sit Blod dækker over
al vor Synd, og ved hvis Opvækkelse fra de
døde vi har faaet det rette Forhold til Gud
retableret. Idet han saa afviser al
Selvretfærdighed som indbildt, paaviser han i en rig
Udførelse, hvorledes der i Trosforholdet er
indeholdt baade det højeste Kvietiv og Motiv,
Rom. 5, 1 ff. — Det kan kun opfylde os med
Forbavselse at se, hvor lidt den nærmeste
Eftertid har forstaaet Paulus i hans Fortolkning
af S. Det var helt andre Synspunkter, der
gjorde sig gældende i den græske Kirke.
Hvad man her søgte efter, var Delagtigheden i
det evige, guddommelige Liv; i Kristendommen
fandt man en Beskrivelse af dette Maal og de
fornødne Kræfter til at naa det. Men i denne
Forbindelse havde man kun ringe Brug for S.;
Bet. heraf blev nærmest den af give Beroligelse
for de fortidige Synder. At den skulde være
Princippet for et nyt Livsforhold, fattede man
ikke. Og heller ikke stort videre kom man i
den vesterlandske Kirke. Her var
vistnok Forestillingen om Synden meget mere
levende. Men idet Retssynspunktet traadte i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
