Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - syrisk Litteratur - syrisk Sprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Den s. L. som Helhed er præget af, at den
ikke repræsenterer nogen selvstændig Nation.
Den er blevet til under fremmede Overherrer,
der talte andre Sprog, og som til Dels splittede
den, først Grækere og Persere, siden Arabere
og andre førende islamiske Folk. Derfor har
den et stærkt internationalt Præg, en stor Del
af den er Oversættelser, og den har virket
forbindende mellem forskellige Folk, Grækere,
Persere, Arabere og Centralasiens Folk, og den
er et vigtigt Led i den Kæde, der fører fra
Orienten til Europa. Det specielt syriske
Særpræg i Litteraturen skyldes den ejendommelige
Betydning, Munkevæsenet fik i Østen.
Efterhaanden som det syriske Sprogomraade
indsnævredes, sygnede Litteraturen hen. Allerede fra 900
skriver de fleste syriske Forfattere tillige
Arabisk. Men inden den s. L. helt døde, oplevede
den i 12.—14. Aarh. en Renæssance. Paa alle
Omraader samledes Fortidens Arbejde og
fremsattes, under Paavirkning af Islams Videnskab,
i omfattende Fremstillinger. Den betydeligste
Repræsentant for denne Bevægelse og tillige
den sidste betydelige syriske Forfatter er Bar
Hebræus (1226—86), hvis Navn, egentlig Bar
’Ebrâjâ, »Hebræersøn«, skyldes hans jødiske
Afstamning. Han var fortrolig med baade græsk
og arabisk Videnskab og har paa alle
Omraader frembragt samlende, systematiske Værker.
(Litt.: W. Wright, A short history of
Syriac Literature [2. Udg. 1894]; R. Duval, La
liltérature Syriaque [3. Udg. 1907]; C.
Brockelmann, »Die syrische und die
christlich-arabische Literatur« [1907]; A. Baumstark,
»Die christlichen Literaturen des Orients«, 1—2
[1911]; Samml. Göschen; Samme, »Geschichte
der syrischen Literatur« [1922]).
J. P.
syrisk Sprog tilhører den østlige Gren af
den aramæiske Gruppe inden for de semitiske
Sprog. Den vestlige Gren af Aramæisk
repræsenteres af Indskrifter, ægyptiske Papyri,
enkelte Bibelafsnit, jødiske Targumer, den
palæstinensiske Talmud, Samaritansk o. a. De
østaramæiske Dialekter er knyttet til
Eufrat—Tigris Landet. Her trængte Aramæerne ind i den
assyriske Tid, og fra 8. Aarh. forekommer en
Del aramæiske Indskrifter. Det aramæiske
Sprog trængte efterhaanden saa stærkt frem,
at det blev eneherskende, og i den
efterkristelige Tid finder vi det repræsenteret i tre
forskellige Litteraturer, hver i sin Dialekt, en jødisk
Gruppe i den babylonske Talmud, en gnostisk
i de mandæiske Skrifter og en kristen i den
syriske Litteratur (s. d.). Dennes oprindelige
Hjemsted var Edessa i Osroëne, som fra 216
tilhørte Romerriget. Kristendommen var
allerede da indført her, og Edessa blev et
Centrum for den. Da Betegnelsen »aramæisk« i
Jødernes og de ældre Kristnes Mund betød
»hedensk«, overtog man den græske Betegnelse
»syrisk«, en Forkortelse af »assyrisk«, hvormed
Grækerne betegnede Indbyggerne af de gamle
assyriske Lande. Med Kristendommen bredte
den edesseniske Sprogtype sig mod Øst, langt
ind i det persiske Rige, hvor dens Skrift endog
overtoges af det persiske Pehlevi. Ved de
kristologiske Stridigheder skiltes de monofysitiske
Jaqobiter, der havde deres Centrum i Edessa,
fra Nestorianerne, som havde Tilhold paa
persisk Omraade, med Hovedsæde i Nisibis og
Seleukia. Derved deltes Sproget i to Dialekter, det
nestorianske Østsyriske og det jaqobitiske
Vestsyriske. Forskellen gav sig Udtryk i Skriften.
I ældre Tid havde man anvendt en Type,
kaldet Estrangelo, der var udviklet af det
gamle kana’anæisk-aramæiske Alfabet.
Vestsyrerne anvendte nu en deraf dannet Form
med væsentlig runde Linier, kaldet Serto,
medens Nestorianerne udformede en anden
Type. Større var Forskellen i Angivelsen af
Vokalerne, hvorved man tydeliggjorde den
oprindelige Konsonantskrift, idet Jaqobiterne (fra
omkring 700) hertil anvendte smaa græske
Bogstaver, medens Nestorianerne brugte et System
af Punkter. De østaramæiske Dialekter
adskiller sig fra de vestaramæiske ved en større
Svækkelse af Vokalerne, idet der er
Tilbøjelighed til ikke blot som i Vestaramæisk at svække
korte ubetonede Vokaler, men ogsaa at
eliminere lange Vokaler og Diftonger i Udlyd;
almindelig østaramæisk er det endvidere, at den
determinerede Form af Substantiverne (»status
emfaticus«, udtrykt ved Endelsen —â) har
mistet sin Betydning, og at Verberne i den ene
af de to fortællende Former i 3. Person
indledes af n, eventuelt l (i Vestaramæisk j).
Hovedsforskellen mellem de to Dialekter af Syrisk
bestaar i, at Nestoriansk har bevaret den gamle
Udtale af â, ô og ê, medens Jaqobitisk
forvandler disse, â til ô, ô til û, og undertiden ê til î;
og kort ŏ bevares i Nestoriansk, medens det i
Jaqobitisk bliver ŭ (hvoraf det i øvrigt
oprindelig er kommet). Medens det s. S. som
Skriftsprog var dødt i 15. Aarh., lever det endnu som
Talesprog i forskellige Former af
Ny-Syrisk, der tales ved Tigris’ øvre Løb, i
Øst-Kurdistan og det vestlige Aserbeidschan. I de to
sidstnævnte Egne er Dialekten nestoriansk, i
Tûr ’Abdîn ved øvre Tigris jaqobitisk; denne
kaldes Tôrânî, d. e. den til Bjerget hørende,
medens den i Mosul talte nysyriske Dialekt
kaldes Fellîhî, »Bondesproget«. Den ved
Urmiasøen talte Dialekt er i nyeste Tid gjort til
Litteratursprog af amerikanske Missionærer;
bl. a. er Bibelen oversat til denne Dialekt
1852—54. De nye Dialekter adskiller sig fra det
gamle Sprog ved at have opgivet Strubelydene
og omdannet de fortællende Former af Verbet.
Medens Ny-Syrisk har mange arabiske,
persiske, kurdiske og tyrkiske Laaneord, er der i
det klassiske s. S navnlig mange græske, nogle
latinske og en Del persiske Laaneord. Det
græske har ogsaa paavirket Sprogets Syntaks og
gjort det til et Redskab for græsk Tænkeart.
— Fra 16. Aarh. har s. S. været Genstand for
Studium i Europa, mange Tekster er udgivet,
og Sproget har været behandlet i Grammatikker
og Ordbøger. Nyere Grammatikker skyldes Th.
Nöldeke (2. Udg. 1898), R. Duval (Paris 1881),
C. Brockelmann (2. Udg. 1905), A. Ungnad
(1913), og adskillige af Syrernes egne
grammatiske Værker er udgivet. Det udførligste
Leksikon er R. Payne Smith, Thesaurus
Syriacus, 1—2 (Oxford 1879—1901); mindre
Ordbøger skyldes C. Brockelmann (1895; ny Udg.
ikke afsluttet), J. Brun (Beyrouth 1911).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
