Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sysselmand - Sysselnævn - Sysselting - Syssitia - Süssmayer, Franz Zaver - Süss von Kulmbach, Hans - System
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sysselmændenes senere Historie svarer i det hele
ganske til Ombudsmændenes. Efter Opførelsen
af kgl. Borge eller Slotte forskellige Steder i
Landet forenedes Stillingen som Kommandant
paa disse med Stillingen som S. i et tilliggende
Distrikt, hvorfra Midlerne til Underhold af
Besætningen skulde tages, og S. blev altsaa her til
Slotshøvedsmand med Bevaring af sine tidligere
Funktioner og Tilføjelse af en ny. Paa andre
Steder blev Forholdet væsentlig uforandret, blot
at S. i Slutningen af Middelalderen sædvanlig
gav Plads for en anden Betegnelse, nemlig
Foged. Paa denne Maade glider S. efterhaanden
over i det 16. og 17. Aarhundredes Lensherrer.
— Om S. paa Færøerne og Island, se
Færøerne, S. 245 og Island, S. 567-68.
P. J. J.
Sysselnævn, se Island, S. 568.
Sysselting, se Syssel.
Syssitia kaldtes i det antikke Sparta de
Fællesmaaltider, hvori alle Borgerne var
forpligtede til at deltage.
H. H. R.
Süssmayer [’zy.sma^iər], Franz Zaver,
østerr. Musiker (1766—1803), var Elev af
Mozart, hvem han stod meget nær og bistod bl. a.
med Instrumentationen o. a., af Dele af
Operaen »Titus«. S., der blev Kapelmester ved
Hofoperaen i Wien, komponerede adskillige
Operaer (»Soliman II« o. fl.); men kendtest er
hans Forhold til Mozart, der overdrog ham at
fuldføre det ved Mesterens Død ikke afsluttede
Requiem. Der har hersket megen Strid om S.’s
Deltagelse i Værket; nu antages alm., at han
har skrevet Requiemet fra Sanctus af (omend
efter Mozart’s Anvisninger ell. Udkast). (Litt.:
Sievers, »Mozart und S.« [1829]; W. Pole,
Mozarts Requiem [1879] og de nyere
Mozart-Biografier).
W. B.
Süss von Kulmbach [’zy.s-fån-’kolmbak],
Hans, tysk Maler, f. i Kulmbach
sandsynligvis 1476, d. 1522 i Nürnberg, var Elev af
Jacopo de’ Barbari og uddannet videre under
Indflydelse af Dürer, muligvis i hans
Værksted i Nürnberg, hvor S.’s egen Virksomhed
faldt (og hvor han efter 1516 sammen med
Dürer arbejdede paa Kejser Maximilian’s
Triumftog), fraset hans Ophold i Krakov mellem
1514—16. S. regnes med god Grund for en af
de betydeligste i Dürer’s Skole og som den
absolut mest malerisk begavede. Hans fyldige
Kolorit og lysende Farver skylder han dog
ikke Indflydelse fra den store Nürnberg-Mester
(fra hvem han bevislig har modtaget tegnede
Skitser til Hjælp ved sine større
Kompositioner), men øjensynlig Paavirkning fra
venetiansk Kunst. Af hans Værker skal nævnes det
i nøje Tilknytning til Dürer udførte
Tucher’ske Alterbillede i Koret i Sebaldus-Kirken (1513,
Nürnberg) og de hellige tre Kongers
Tilbedelse (1511, Gal. Berlin), de fem Billeder med
Petrus’ og Paulus’ Legende (Pitti, Firenze,
fejlagtig der tilskrevet Schäuffelein), Udkastene
til Glasmalerierne i S, Sebaldus (1514) og
Rochus-Kapellet m. m., og mange fortrinlige
Tegninger for Glasmaleri i Nürnberg, nogle
Portrætter (et [1520] i Kaiser-Friedr. Mus. i
Berlin), »Den hellige Joachim m. fl.« i Münchens
Pinakotek m. v., endvidere en Række Billeder
i Krakovs Mariæ-Kirke med Scener af den
hellige Katharina’s Liv. (Litt.: Koelitz, »H.
v. K.« [Leipzig 1891]).
(A. R.). A. Hk.
System (af gr. σύστημα) betyder et
sammensat Hele, i hvilket hver enkelt Del staar i
bestemt Forbindelse med de øvrige; man taler
saaledes om et Nervesystem, et Planetsystem
o. s. v. Et videnskabeligt S. vil sige, at flere eller
færre Erkendelsesdata er føjede ind i en
bestemt Sammenhæng, førte tilbage til eet eller
flere Grundprincipper. Det vil i Alm. gælde,
at det, der staar enkelt og isoleret, er det,
der ikke er forstaaet; at forstaa er at bringe
Sammenhæng til Veje, at bringe de Dele,
Analysen har udskilt, ind i en ny Syntese. S. i
videste Forstand bliver derfor enhver ordnet
Viden. Væsentlig kan man her sondre mellem
et klassifikatorisk S., i hvilket de
enkelte Dele er ordnede efter bestemte Mærker,
bragte ind i en tankemæssig Plan, uden
Hensyn til, hvorledes de maaske virkelig er
afhængige af hverandre (herunder atter mere
naturlige og mere kunstige S.; Typen paa de
sidste er f. Eks. Linné’s botaniske S.), og et
evolutionelt, i hvilket de forsk. Former
ordnes efter, hvorledes de har udviklet sig af
hverandre. For Filosofien, i hvis Historie
Begrebet S. har spillet en stor Rolle, vil desuden
særlig to Synspunkter for Inddelingen af de
forsk. S. gøre sig gældende. Man har for det
første haft metafysiske og
erfaringsmæssige S., de første væsentlig metodisk
deducerede ud fra bestemte abstrakte
Principper (særlig Spinoza’s, Fichte’s og Hegel’s S.),
de andre byggede induktivt ved
Sammenstilling af Erfaringsvidenskabernes Resultater
(Comte’s S.) ell. ved Fremhævelse af bestemte
Synspunkter og Love som gældende overalt
(Spencer’s S.). Man har for det andet haft S.,
der nok søgte at føre alt tilbage til et
Grundprincip, dog uden i selve S. at optage
alle de forsk. Videnskabers Resultater (Fichte’s
S.), men ogsaa filos. S., der desuden søgte ved
bestemt Ordning ell. Metode at optage al
menneskelig Viden i en stor,
afsluttet Helhed (Aristoteles’ og Hegel’s
S.). Enten man nu vil gøre dette sidste
erfaringsmæssigt ell. spekulativt, vil det altid
strande paa, at den enkelte Forsker ikke kan
beherske alle de forsk. Videnskaber. Over for
Forsøget paa at føre alt tilbage til et eneste
Grundprincip (f. Eks. Bevægelsen hos Hobbes,
Substansen hos Spinoza, Monaden hos Leibniz,
Jeg’et hos Fichte, det absolutte hos Schelling
og Hegel og Villien hos Schopenhauer) vil det
i Alm. gælde, at al Viden er relativ; det ene
bestemmes kun ved at bestemmes i Forhold til
noget andet, og en sidste Realitet kan derfor
ikke naas, ell. kan, om den blev naaet, kun
dogmatisk hævdes som den sidste. Ogsaa i
Enkeltheder kan mange Indvendinger rejses mod
alle Historiens filos. S.; men det
betydningsfulde i hvert af dem er den enkelte Tænkers
Gennemførelse af et stort Synspunkt over for
de mangfoldige Erfaringer, og det berettigende
for deres Dannelse er al Videns Grundvæsen:
at bringe Orden og Sammenhæng til Veje.
Erkendelsesteoretisk maa et filos. S. i strengeste
Forstand altid staa som et uopnaaeligt Ideal,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
