Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sæksporesvampe - Sæksvamplaver - Sæksvulst - Sæland, Sem - Sæler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af en mest kugle- ell. flaskeformet Beholder,
der snart er mundingsløs
(Meldugsvampe), snart forsynet med Munding (egl.
Kernesvampe). 3) Discomycetineæ
(Skivesvampe). Frugtlegemet, der oftest i Beg. er
lukket, bliver siden skiveformet udbredt.
Sækkene palissadestillede paa Skiven, i et tæt
sammensluttende Sporeleje. 4) Tuberineæ
(Trøffelsvampe). Underjordiske Svampe med
oftest store, knoldformede Frugtlegemer.
Sporelejet beklæder Hulheder og forgrenede Gange
i Frugtlegemets Indre.
(F. K. R.). C. F.
Sæksvamplaver, se Laver S. 541.
Sæksvulst er en Betegnelse, der undertiden,
dog langtfra hyppigt, benyttes for Svulster, hvis
ydre Begrænsning er en Hinde af epithelklædt
Bindevæv, der indeslutter Svulstens helt
flydende eller bløde, dejgagtige centrale Del.
S. er i det hele at sammenstille med Cyste
(s. d.). Som S. ell. Bælgsvulst benævnes
hyppigst Ateromet, der udvikles fra Hudens
Talgkirtler, naar det af disse producerede
fedtholdige Sekret p. Gr. a. Udførselsgangenes
Uvejbarhed ikke kan udtømmes paa Huden, men
tilbageholdes i Kirtelen og udspiler denne
(Retentionsateromer). Ogsaa fra
Talgkirtler i Huddele, der p. Gr. a. Udviklingsanomalier
(som det f. Eks. er Tilfældet i
Dermoidcyster, s. d.) eller ved mekanisk Indvirkning
(Traumer) er blevne abnormt placerede, kan
Ateromer udvikles. A. har ofte sit Sæde i
Haarbunden ell. Ansigtets Hud. Dets Indhold
er en fedtet, talglignende grødagtig Masse. Det
er en godartet Svulst, der uden Vanskelighed
fjernes ved Operation.
Johs. F.
Sæland, Sem, norsk Fysiker, f. 17. April
1874 i Thime, Jæderen, blev Realkandidat 1906,
ansattes 1900 som Amanuensis ved
Universitetets fysiske Institut og udnævntes 1909 til
Professor i Fysik ved den tekn. Højskole i
Trondhjem, fra August 1910 tillige Formand i
Højskolens Professorraad, senere Højskolens første
Rektor til 1914. Fra 1923 er S. Professor i
Fysik ved Universitetet. Fra 1916—18 var han
Stortingsmand fra Trondhjems 3. Kreds. Fra
1906-09 var S. Lærer i Fysik ved Oslo
Handelsgymnasium. Siden 1907 er han Medlem af
Møntkontrolkommissionen, fra 1922 Medlem af
den norske Gradmaalingskommission. Ved
Siden heraf har han haft flere offentlige Hverv.
Vinteren 1899—1900 deltog S. i den norske
Nordlysekspedition under Kr. Birkeland (s. d.),
til Halde og forestod Tilsynet med
Ekspeditionens jordmagnetiske Maalinger og
Observationer. 1902 deltog han i Planlæggelsen af
Birkeland’s ny Nordlysstationer, indrettede
Stationer i Finmarken og paa Novaja Zemlja og
bestyrede Vinteren 1902—03 Stationen i
Dyrafjord, Island. Somrene 1905 og 1906 udførte S.
jordmagnetiske Maalinger i Nordland;
Resultaterne er for en Del publicerede i »Archiv for
Mathematik og Naturvidenskab« (1907). 1902
opholdt S. sig med Stipendium ved det
meteorologisk-magnetiske Observatorium i Potsdam, og
1907—08 studerede han Fysik i Heidelberg. Fra
1911 er S. Medlem af Videnskabsakademiet i
Oslo og fra 1925 af det nyorganiserede
Videnskabernes Selskab i Trondhjem. Af hans
Publikationer nævnes: »Ueber die photographiske
Wirkung von Metallen und
Wasserstoffsuperoxyd (sogenannte Metalstrahlung)« med
»Nachschrift« (»Annalen der Physik« for 1908).
Sammen med Prof. Lenard har S. offentliggjort
»Ueber die lichtelektrische und
aktinodielektrische Wirkung bei dem Erdalkaliphosphoren«
(smst. 1909). Sine Arbejder over Fosforescens
og særlig den aktinodielektriske Virkning har
han fortsat (»Elektrische Entladungen bei
Thermophosphorescens« (Oslo 1909).
J. Fr. S.
Sæler (Pinnipedia). Pattedyrorden, der staar
Rovdyrenes Orden nær. S. viser en særdeles
smuk Tilpasning til Livet i Vandet. Kroppen
er tenformet, tykkest paa Midten og tilspidset
fortil og bagtil. Hovedet er forholdsvis lille.
Næseborene, dér sidder paa Snudespidsens
øverste Kant, kan lukkes, saa der under
Dykning ikke kommer Vand ind i Næsen.
Lugteevnen er vel udviklet, til Trods for, at det øvre
Muslingeben er stærkt sammentrykt af de store
Øjne; men til Gengæld er det nedre
Muslingeben særdeles stort, saa der bliver god Plads til
Udbredninger af Lugtenervens Forgreninger.
At Øjet er stort, som hos Dyr, der især er i
Virksomhed om Natten, hænger her vel
sammen med, at der er mindre Lys i de noget
dybere Vandlag. En anden Ejendommelighed
er, at Taarekanalen er vantreven og lukket, og
at Taarebenet, der hos de fleste Rovdyr er
ubetydeligt, helt er forsvundet. Det ydre Øre, der ikke
bruges i Vandet, er rudimentært, men den ydre
Øreaabning kan lukkes ved Hjælp af Muskler.
Som hos Vanddyr i Almindelighed opgives
Tygningen, der ikke nemt kan foretages under
Vandoverfladen, og Tænderne bruges væsentlig
til at gribe Føden med; Bagkindtænderne
skifter Form, bliver simplere bygget og kommer
til at ligne Forkindtænderne, der er
sammentrykte, skærende eller kegleformede.
Hjernekassen er bred, affladet, saaledes som det ses
hos Dyr, der ofte dykker. Læbernes Varbørster,
der ogsaa er til Nytte i Vandet, er særdeles
kraftige. — Halsen er temmelig kort og tyk og
gaar jævnt over i Kroppen. Lemmerne, der
ikke mere skal bære Kroppen, er omdannet i
særlig Grad. Forlemmerne holdes nogenlunde
i sædvanlig Stilling, men er blevet korte, brede,
muskelstærke, og selve Haanden er stor, første
Finger stærkest og oftest længst. De er
udmærkede Redskaber til at styre Kroppens
Bevægelser med, Baglemmerne har derimod fuldstændig
skiftet Stilling. De er strakte lige bagud og
holdes af Muskler eller Huden mere eller
mindre fast ind til Bækkenets bageste Del, der er
lang, smal og sammentrykt; kun selve Foden
er mere frit bevægelig. Tæerne er meget lange;
især er 1. og 5. Taa, den indre og ydre, stærkt
forlængede, saa Foden bliver vifte-lyreformet.
Baglemmerne kommer saaledes til at virke paa
nogenlunde samme Maade som en Halefinne;
sammen med den bøjelige Bagkrop driver de
Dyret gennem Vandet med legende Lethed og
Kraft. Mellem Tæerne paa baade For- og
Baglemmer findes Svømmehud. Haarklædningen er
tæt og kort, og under Huden findes et tykt Lag
af Fedtvæv, Spæk, der som en daarlig
Varmeleder beskytter Dyret imod at afgive for megen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
