Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sæler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ringsælen lever mest enkeltvis eller i mindre
Flokke, men ikke i større Selskaber. Imod Nord
foretrækker den Steder, hvor der findes fast,
flad Is, og findes da især i Fjordene. I Grønland
findes den ved alle Kyster, og er de
væsentligste Dele af Aaret at finde paa de samme
Steder. Lægges Fjorden til med Is, holder den
sig et Aandehul aabent. Ungen fødes frit paa
Isen eller i en Snehule, indrettet af Moderen
nær Aandehullet. — I Danmark foreligger kun
faa Fund af denne S. fra Stenalderen.
Grønlandssælen, Svartsiden eller
Sortsiden (Phoca groenlandica, O. Fabr.)
kan blive indtil 2 m lang. Haarklædningen er
hos Hannen gullighvid med en stor sort
uregelmæssig Plet langs Kroppens Sider, gaaende fra
Skulderen til Halen; nogle mindre mørke
Pletter kan desuden forekomme; ogsaa Hovedet er
sort. Hos Hunnen og Ungerne mangler denne
sorte Tegning paa Hoved og Kropside, og
Oversiden har hos Hunnen et brunligt Anstrøg,
mindre mørke Pletter kan forekomme. De unge
Dyr er paa Oversiden graalige eller lidt
brunlige med større eller mindre mørke Pletter. Ved
den lysere Dragt, der er uplettet eller kun har
faa, men større Pletter, adskilles Hunnen og
Ungerne let fra de foregaaende Arter, der er
mørkere og tættere marmoreret. Hannen kan
efter sin Farve ikke forveksles med nogen
anden S. Den nyfødte Unge har en lang, løs,
gullighvid Ulddragt, som fældes efter et Par
Ugers Forløb. Af Kranieejendommeligheder kan
fremhæves, at den benede, ydre Øregang er
lang og vinkelbøjet, Benganens Bagrand er
næsten lige tværgaaende og støttet af
Plovskærbenet, og Underkæbens Bagrand er stærkt
fliget. I Nutiden er Svartsiden hos os kun en
tilfældig og meget sjælden Gæst fra Nord.
Saadanne omstrejfende Individer skal være trufne
her i Vinteren 1902—03. I dette Aar trak store
Mængder af Russekobben, som denne Arts Navn
er i Finmarken, fra Ishavet ned langs Norges
Vestkyst og enkelte altsaa endda længere mod
Syd. — Mærkeligt nok haves flere Fund af
denne S. fra saavel ældre som yngre Stenalders
Køkkenmøddinger her i Danmark, ja helt ind
i Østersøen til Ålandsøerne er den paavist fra
denne Tid. Ogsaa i det sydlige Norge, i
Vistehulen ved Stavanger, er dens Knogler fundet i
en ældre Stenalders Affaldsdynge. Hvorledes
disse Fund skal forklares, er ikke nemt at
afgøre; maaske har Svartsiden dengang haft for
Vane — som et Minde fra Istiden — at vandre
oftere mod Syd end i Nutiden; maaske har der
i det indre af Østersøen været en lille
Reliktstamme — opstaaet paa samme Maade, som vi
ovenfor har omtalt under Ringsælen — men
som i dette Tilfælde senere er gaaet til Grunde.
— Grønlandssælen er en højnordisk, næsten
circumpolar Art, der træffes langt borte fra
Kysten, væsentlig tilhørende Drivisbæltet ud
mod det aabne Hav. Den forekommer saaledes
paa Drivisen fra Spitsbergen til Jan Mayen, i
Danmarks Strædet og Grønlands Østkyst, ved
Grønlands (Nordkyst) om end meget sjældnere,
og Vestkyst, ved Labrador og Baffinsbugten; ved
Asiens Nordkyst er den almindelig i Karahavet,
men mangler imod Øst ved Sibiriens Kyster og
i det stille Hav. — Paa Vandring fra
Øst-Ishavet kommer den om Foraaret, April, Maj, til
Finmarkens Kyster, men forsvinder med
Undtagelse af enkelte Individer i Juni. Jo længere
Drivisen og den faste Iskant, der strækker sig
fra det hvide Hav op imod Spitsbergen, den
saakaldte Øst-Is, gaar mod Vest, desto flere
Grønlandssæler plejer der at komme til
Norges Kyster. Af Fiskerne frygtes disse
Indvandringer, da Fiskene, med Undtagelse af Sejen
og Laksen, forsvinder eller aftager. — I Ishavet
har Grønlandssælen to adskilte Ynglepladser, en
østlig paa den allerede nævnte Øst-Is og en
vestlig paa Isranden fra Spitsbergen ned i
Danmarks Strædet, Vest-Isen. S. kommer
hertil i enorme Mængder, ofte efter at have
foretaget betydelige Vandringer. Paa begge
Pladser driver Nordmændene en betydelig Sælfangst
(s. d.). Ungerne fødes i Øst-Isen i
Februar—Marts, i Vest-Isen en 20—30 Dage senere, fra
Midten af Marts til ind i April. Ved Grønlands
Vestkyst foretager Grønlandssælen to Gange om
Aaret Vandringer ud i Davis-Strædet mod Vest
og Syd. Første Gang er i det tidlige Foraar, da
S. søger ud til Drivisen for at yngle, her
foregaar sikkert ogsaa Parringen og
Haarfældningen. Naar de i Maj, eller længere mod Nord i
Juni, vender tilbage, følges de af Ungerne; de
gamle er da magre, men har frisk
Haarklædning. I Slutningen af Juli søger de atter bort,
følgende Fiskestimerne, for i September at
vende velnærede tilbage.
Foruden Slægten Phoca forekommer her i
Landet Graasælslægten {Halichoerus),
der har noget mere langstrakt Hovedskal,
længere Snude og mere opsvulmet Næsehule.
Kindtænderne har høj, nærmest kegleformet Krone,
der for- og bagtil kan have ganske svage
Randtakker. De to Rødder har Tilbøjelighed til at
smelte sammen; en Undtagelse danner bageste
Kindtand, der er tverodet. Ofte er en 6.
Kindtand til Stede. Hertil kun een Art. —
Graasælen (Halichoerus grypus, O. Fabr.) er vor
største S., der bliver godt et Par m lang. De
stive Haar er over største Delen af Kroppen
graalige med et Antal større, mørkere Pletter.
Partiet imellem Øjneae er forholdsvis bredt. —
Ungen er, som hos de øvrige S., meget stor ved
Fødselen, c. 1 m, og er ensfarvet gullighvid. Ved
vore Kyster ynglede Graasælen tidligere i stort
Antal ved Anholt og Saltholmen og til de
seneste Aar ved Rødsand, Laaland, men den er nu
meget sjældnere end for faa Aartier siden. Som
tidligere omtalt var Graasælen almindelig i
Stenalderen, da Landet laa lavere end nu. Dens
Knogler findes langt inde i Fjorde og Vige,
 |
| Phoca vitulina og Phoca groenlandica. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
