Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sættemaskiner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sætteren har Plads. Naar en Tangent trykkes ned,
slaar en Hammermekanisme, konstrueret efter
et lgn. Princip som Knæhamrene paa Klaveret,
den nederste, frit liggende Type bort fra
Stangen, der korresponderer med den anslaaede
Tangent. Hos Sørensen falder den udstødte
Type gennem en under Cylinderen anbragt Tragt
ned i en smal Rende, hvor Typerne samles
først til Ord og disse igen til en henved 4 Fod
lang Linie, Hos Thorne derimod falder
Typerne fra Cylinderen ned paa en hurtig roterende
Skive og slynges derfra over paa en endeløs
Rem.
Det Vanheld, der i mere end to
Menneskealdre prægede de mangeartede og ihærdige
Anstrengelser for at konstruere en praktisk S.,
fæstnede ret naturlig de sagkyndiges ofte
fremsatte Tvivl: om Haandsætningens Teknik
overhovedet lod sig udføre ad mek. Vej. Men i
Midten af 1880’erne kom Sagen ind i et nyt
Spor, der snart viste sig at være det rette. En
tysk Urmagersvend, Ottmar
Mergenthaler, der arbejdede paa et mek. Værksted i
Baltimore, fik ved at studere de hidtil
fremkomne Forsøg paa at konstruere en praktisk
brugbar S. den Overbevisning, at
Hovedaarsagen til den ringe Fremgang maatte søges i
det for alle Forsøg fælles Grundprincip: de
bevægelige, forud støbte Typer. Paa Grundlag af
de Erfaringer, Mergenthaler alt havde
indhøstet ved egne tidligere Forsøg paa at
konstruere en Satsprægningsmaskine, udtænkte han
en Liniestøbningsmaskine, hvis
Arbejdsomraade skulde være en Kombination af
Skriftstøberens og Sætterens Arbejde og med
kun een Mand til dens Betjening. Ligesom hos
Westcott skulde Typerne støbes i samme
Øjeblik, Sætteren havde Brug for dem, men
modsat dennes Idé skulde de enkelte Linier være
fuldt færdige til Tryk og kun bestaa af eet
Typelegeme. 1884 blev Maskinen, »Linotype«
kaldte han den, færdig til Brug; den havde
kostet Opfinderen fem Aars strengt aandeligt
Arbejde, men det eftertragtede Maal var
lykkelig naaet.
Grundformerne for »Linotype«-Satsen findes
i Matricerne, der er indslaaet i flade
Messingstykker, som, Skrifternes Størrelse uanset,
altid er c. 3 1/2 cm høje og c. 1 cm brede, medens
Tykkelsen for hvert enkelt Matricelegeme
retter sig efter de enkelte Skrifttegns
Udstrækning i Bredden. Paa Matricelegemernes ene
Smalside findes een ell. to Fordybninger, alt
efter som Matricen er indrettet for een ell. to
Slags Skrift (f. Eks. mager og halvfed, mager
og kursivisk, lat. og gotisk Skrift). I
Fordybningernes Bund findes Matricen ɔ:
Skriftbilledet i Hulrelief, der er indslaaet og behandlet
paa samme Maade som forklaret under
Skriftstøbning. Foroven er
Matricelegemerne kileformig indskaarne, og Indskæringens
Rande er forsynede med en Mængde smaa
Tænder ell. Takker, forsk. formede, men
nøjagtig ens for alle Legemer, hvis Matricer har
det samme Skrifttegn. Takkerne tjener som
Førere, naar Matricelegemerne ved Kredsløbets
Slutn. skal falde ned i den rette af Magasinets
Kanaler. Magasinet er en flad, skraatstillet
Kasse, anbragt som Topstykke paa hele
Maskinen. Bunden i Magasinet er inddelt i smalle
Render, 90 i alt og svarende til det samme
Antal Tangenter paa Klaviaturet. I disse
Render ligger Matricelegemerne rækkevis og paa
Højkant i et Antal af henved en Snes Stykker
af hvert med den samme Matrice.
Mellemrummene mellem de forsk. Ord og paa
samme Tid de sammenstillede Matricelegemers
Udspiling til en for alle Linier fælles
Formatbredde besørges af Sluttekilerne, to mod
hinanden gaaende Kilestykker, af hvilke det ene
paa Midten af Bredsiden har en foroven lukket
Skinnevej, i hvilken det andet kan glide op og
ned.
Matricelegemernes Udløsning fra Magasinet
og deres Vandring til det fælles Samlingssted
foregaar paa lgn. Maade som omtalt ved de
ældre S. Naar Sætteren har anslaaet saa
mange Tangenter, at de nedfaldende Matricer og
Sluttekiler næsten svarer til Liniernes
Formatbredde, lyder en lille Alarmklokke, Sætteren
afslutter Linien og trykker et
Igangsætnings-Haandtag ned, hvorefter Linien af en Elevator
føres ud for Støbeinstrumentet, der er
fastgjort paa et Hjul foran Støbepotten med det
smeltede Skriftmetal. En Lineal støder
Sluttekilerne sammen, hvorved Matricelinien spiles
ud til den vedtagne Formatbredde. Fra
Smeltepotten gaar en Kanal, der fortsættes gennem
Støbeinstrumentet og dettes Støbemund og
danner en smal Rende, som udefter lufttæt lukkes
ved Matricelegemernes ene Smalside med de
indslaaede Skrifttegn. Støbeinstrumentets
Kanal har en Bredde, Dybde og Højde, som
nøjagtig stemmer med den Formatbredde,
Skrifthøjde og Tykkelse, som Linotyperne skal have.
 |
| Fig. 2. Mergenthaler’s Liniestøbningsmaskine »Linotype«. (Enkelt-Magasin). |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
