Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Søblad (Slægt af Ensianfamilien) - Søblad (Figur) - Søblomme - Søbo - Søborg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Søblad (Limnánthemum S. G. Gmel.), Slægt
af Ensianfamilien, nær Bukkeblad, Vand- ell.
Sumpplanter med ægdannede eller kredsrunde
og dybt hjerteformet indskaarne Blade og gule
ell. hvide Blomster. Disse har en næsten
hjuldannet Krone med aflange Flige og 5
Støvdragere med korte Traade. Den aflange ell.
ægdannede Kapsel har talrige Frø. 20 Arter, mest
i Troperne. Aakande-S. (L. nymphæoides
[L.] Lk.) er fleraarig; den har krybende
Stængel og spredte, flydende Blade med kredsrundt
nyredannet Plade. Blomsterne er enlige og har
en i Svælget haaret, gul Krone. Den vokser i
Søer og Aaer, enkelte Steder forvildet i
Danmark, og blomstrer i Juli—Aug.
A. M.
Søblad, en som Skjoldmærke oftere benyttet
omtr. hjertedannet Figur med en Indskæring
foroven af forsk. Form, f. Eks. som et
Kløverblad ell. en Lillie. Undertiden er Siderne saa
stærkt udadbuede, at der bliver Tale om en
næsten cirkelrund noget fladtrykt Figur,
markeret som S. ved den særlige Indskæring.
Denne kan i øvrigt være saa dyb, at Figuren
næsten spaltes i to Dele. I mange Tilfælde er det
ikke muligt at afgøre, om der foreligger et S.
ell. et Hjerte. Der kan ikke være Tvivl om, at
Hjerterne i det danske Vaaben opr. er tænkt
som S. (Se Heraldik).
P. B. G.
Søblomme, Søblomster, Navn for Gul
Aakande og Nøkkerose.
Søbo, Hovedgaard i Salling Herred,
Svendborg Amt, tilhørte i Slutn. af 15. Aarh.
Slægten Urne og derefter Slægten Reventlow til
1606. 1642 solgte Gabriel Laxmand den til
Rigsmarsken Anders Bille. Lensgreve G. Chr.
Raben til Aalholm købte den 1872 for 110000 Rdl.
Efter hans Død købtes den af L. Petersen for
220000 Kr. — Hovedbygningen, tre Fløje af
røde Munkesten, fra Slutn. af 16. Aarh.
Gaarden har et Tilliggende paa 372 Tdr Land.
B. L.
Søborg (ældre Former Syøburgh,
Seoburg) var i Middelalderen en af de stærkeste
Borge i Nordsjælland, anlagt paa en Ø (eller
et langt fremspringende Næs) i S. Sø, der i
Middelalderen var meget større end i
Slutningen af det 18. Aarh., før Udtørringen. Talrige
Fund af Oldsager i og ved Søen saavel som
Stednavnenes Karakter tyder paa, at dette Sted
tidlig gav Plads for en talstærk Bebyggelse.
Forholdene var i Oldtid og Middelalder
væsentlig forskellige fra nu, idet Søen gennem et
smalt, sejlbart Indløb stod i Forbindelse med
Kattegat. Stephanius og Suhm samt senest J. F.
Kinch (»Aarb. for nord. Oldh.«, 1874) har
antaget, at S. skulde være den Borg, som
Ærkebisp Eskil opførte i den »letriske Sump«, og det
er antaget, at det gamle Lejre laa paa dette
Sted. Dette er dog ganske usandsynligt. Stedet
nævnes første Gang i Kong Valdemar’s
Jordebog som Krongods, og dette svarer til, at den
Borg, hvis Ruiner nu ligger paa Stedet, efter
de arkæologiske Vidnesbyrd næppe kan være
opført tidligere end i anden Halvdel af 12.
Aarh. Ogsaa nævnes allerede tidlig en Købstad
S., der var anlagt paa Borgens Jord, og hvis
Indbyggere derfor var undtagne fra det
omliggende Retsomraade og havde egen Jurisdiktion.
Til Tider var den vistnok ganske betydelig;
første Gang opført som Købstad 1270,
forsvinder den atter fra Midten af 16. Aarh.
Borgen S. nævnes i Middelalderen ret ofte,
ikke alene fordi den var blandt de stærkeste
Kongsgaarde, men ogsaa fordi betydelige Mænd
inden for dens Mure som Kongernes politiske
Fanger maatte tilbringe kortere eller længere
Tid. Saaledes husede den bl. a. Bisp Valdemar
af Slesvig (1198—1206) og hans Ven Grev Adolf
af Holsten (1201—03), Hertug Valdemar IV af
Slesvig og hans Drost Tyge Abildgaard
(1285—86) og endelig Ærkebisp Jens Grand
(1294—95), hvis haarde Fængsel og eventyrlige Flugt
ikke mindst har bevaret Borgens Navn fra
Glemsel. Kongerne, især Erik Menved, opholdt
sig ofte selv paa S., og Sagnet har hertil
knyttet Fortællingen om Dronning Helvig’s
Fængsling. Der kendes en Række Lensmænd, af
hvilke den ældste var Thorbernus, Castellanus de
Siøburgh, paa Valdemar den Store’s Tid. Af de
øvrige er de betydeligste: Knud Porse og
Hertuginde Ingeborg, Predbjørn Podebusk (1419),
Peder Oxe (1422), Johan Oxe (1465), Sønnen
Oluf Oxe (1492—95) og som sidste Lensmand
Knud Henriksen Sparre (1527—35). Siden hen
laa Lenet under Krogen, men allerede i
Grevens Fejde synes Borgen at være bleven
ødelagt og Byen ophørt at være Købstad. Fundene
tyder paa, at Borgen er brændt, om end den
fuldstændige Ødelæggelse først har fundet Sted
gennem Tiderne, bl. a. ved at Omegnens
Beboere i dens tykke Mure har fundet let
tilgængeligt Byggemateriale.
Efter tidligere at have været Genstand for
private Gravninger af mere tilfældig Art blev
S. 1850 delvis udgravet af Frederik VII (kort
Beretning om Resultaterne i Wegner’s »Om
Udgr. af Asserbos og Søborgs Ruiner 1849 og
1850«, i »Ann. for nord. Oldkynd.« 1851).
Undersøgelsen var dog ret flygtig og foretoges uden
tilstrækkeligt Hensyn, navnlig idet de store,
brede Grave blev fyldte med den udgravede
Jord, og Tomten saaledes mistede en væsentlig
Del af sin ejendommelige Karakter. Kyndigere
Undersøgelser paabegyndtes af I. B. Løffler
(1900 og 1902) og fortsættes senere for
Nationalmuseet af Arkitekt C. M. Smidt, især
1908—13, i Forbindelse med betydelige
Istandsættelser. Det er fundet, at Borgen, som den nu
fremtræder, er fremstaaet ved Ombygning i
Slutningen af 12. Aarh. af et ældre, mindre
Anlæg fra kort efter 1150, af Munkesten. Dog
hørte saavel Porttaarn som et stort Taarn i
Nord til det ældste Anlæg. Fornyelsen bestod
bl. a. i Anlæg af ny Ringmur uden for den
gamle, med rigelig Anvendelse af Kampesten.
Borgen fremtræder nu som et meget anseligt
Anlæg. Den har været et større Kompleks af
omtrent kvadratisk Form, dannet af 3
Bygningsfløje, der paa fjerde, østre Side forbandtes
med en Mur, hvori er fundet svære
Fundamenter, mulig af et rundt Taarn (»Søborg Taarn«).
Et særlig stærkt Taarn paa denne Side var det
naturligt at anlægge, idet det
befæstningsmæssigt var det svageste Punkt. I nordre og søndre
Fløj er fundet Fundamenter af firsidede
Taarne, det søndre (B) Porttaarn. Omgivelserne er
desværre for en stor Del forandrede, navnlig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
