Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Søforsikring
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Grosse henhører under Assurandørens Risiko,
saafremt den Ulykke, som har medført Havariet,
er en saadan, mod hvilken Forsikringen var
tegnet, og Erstatningen omfatter da saavel den
Skade, som vedkommende ellers selv skulde
bære, som de Erstatningsbidrag, der paahviler
andre Deltagere i Havariet, men som bevislig
ikke har kunnet faas hos disse. Naar Ulykker
indtræder, er det selvfølgelig en Pligt for den
Forsikrede eller Skipperen paa hans Vegne at
foretage alle hensigtsmæssige Skridt for at gøre
Tabet saa lille som muligt og i videst muligt
Omfang raadføre sig med Assurandøren eller
dennes Agent. Den, der forlanger Erstatning af
Assurandøren, maa behørig bevise alle de
Omstændigheder, hvorpaa hans Ret til saadan
Godtgørelse beror. Naar et Skib er forsvundet,
lader dog et egentligt Bevis sig ikke føre, og
de særlige Regler om Abandon træder da til
(se Abandon), hvorved bemærkes, at de
herom givne Regler i Sølovens §§ 258—261 for
Tiden ingen Anvendelse finder, men fortrænges
af de særlige Abandon-Regler i de brugelige
Policer. Ved Totalskade ophører Assurandørens
Risiko med Forsikringssummens Udbetaling,
men ved partiel Skade fortsættes Assurandørens
Risiko, idet Forsikringssummen blot er
Maksimum for hans Erstatningspligt for det enkelte
Skadestilfælde, men ikke Grænsen for
Assurandørens Ansvar. En Begrænsning af
Erstatningskravet vil jævnlig følge af udtrykkelige
Vedtagelser i Policerne og da enten saaledes, at
visse Farer eller Beskadigelse af visse Dele
eller visse Procenter af Værdien ikke dækkes.
Ifølge Konventionen udbetales
Forsikringssummen senest 2 Maaneder efter, at alle
Oplysninger er tilvejebragte. Policen er ikke et
negotiabelt Dokument, men et
Legitimationspapir. Naar der paa Grund af særlige eller
forandrede Forhold ingen Risiko bliver at
overtage, er der efter Søloven og Konventionen
(Planen) en vis Adgang til at faa Præmien helt
eller delvis tilbage (se Ristorno).
Konventionen indeholder en Regel om, at
Erstatningskrav over for Assurandøren kan bortfalde i
Løbet af Tidsrum, der ligger mellem 1 og 3 Aar,
hvortil Sølovens § 264 føjer den Regel, at
enhver Fordring ifølge Søforsikringskontrakt har
tabt sin Retskraft, naar den ikke er gjort
gældende ved Søgsmaal inden 5 Aar efter, at den
er opstaaet. (Litt: Lassen [ved H.
Ussing], »Obligationsrettens specielle Del«, 3.
Udgave [Kbhvn 1924]; Bentzon, »Den danske
Søret« [Kbhvn 1899]; Grundtvig, »Den
danske Søret«, 2. Udgave [Kbhvn 1922]; Chr.
Thorsen, »Det kgl. octr.
Sø-Assurance-Compagni 1726—1926« [Kbhvn 1926]; Geo. K.
Schiørring, »Konventionen af 2. April
1850« [Tekstudgave] og »Den Danske
Søforsikringspolice« [614 Sider, Kbhvn 1924]; Fr.
Brandt, »Om Søforsikring« [Oslo 1876]; O.
Platou, »Norsk Sjøret«, II Udg. [Oslo
1926—27]; C. Granfelt, »Om Sjøforsikring«
[Helsingfors 1908]; J. F. Voigt, »Das deutsche
Seeversicherungsgesetz« [Jena 1886]; Carl
Ritter, »Kommentar zu den Allgemeinen
Deutschen Seeversicherungs-Redingungen«
[Hamburg 1922—1924]; J. Arnould. On marine
Insurance, 11th. Edition [London 1924];
William Gow, Marine Insurance [London 1917];
Marine Insurance Clauses, udgivet af Witherby
& Co., London; Lowndes, On Marine
Insurance; Droz, Traité des Assurances maritimes
[Paris 1881]; Georges Ripert, Droit
maritime [Paris 1923]; Daniel Danjou, Droit
maritime [Paris 1913]; Nolst Trenité,
»Nederlandisch Assurantierecht« [1907];
Jacobs, Les assurances maritimes [Bryssel 1885];
Winter, Marine Insurance [New York 1919]).
G. K. S.
I Norge havde »Det kgl. oktr. Sø-Assurance
Kompagni« Eneret til at drive S. fra 1726, da
Selskabet blev oprettet. Monopolet afskar dog
ikke Nordmændene Adgangen til at tegne S.
hos udenlandske Assurandører. De dækkede
heller ikke deres Forsikringer alene i Kbhvn,
men blev ved at søge ogsaa til udenlandske
Markeder, væsentlig Hamburg, London og
Amsterdam. De Vanskeligheder som
Krigsforholdene lagde i Vejen for Forbindelsen med Kbhvn
og de øvrige udenlandske
Søforsikringsmarkeder, førte til, at Aktieselskabet »Det norske Søe
Assurance Selskab« blev oprettet i Oslo i 1808.
Det ophørte at tegne Forsikringer og afvikledes
i 1820. Udviklingen af en selvstændig norsk
Søforsikringsværksomhed kan siges først at være
begyndt for Alvor i 1837. I det Aar blev der
stiftet to gensidige Selskaber for Forsikring af
Skibe, »Langesundsfjordens
Skibsassuranceforening«, senere kaldt »Den første norske
Assuranceforening«, som virkede til Udgangen af
1922, og »Skibsassuranceforeningen i Arendal«,
som fremdeles bestaar. Efterhaanden kom flere
gensidige Skibsassuranceforeninger til. En Del
af disse har maattet gaa ind igen. For Tiden
er 8 større gensidige Skibsassuranceforeninger
i Virksomhed foruden en Række mindre
Foreninger med et mere begrænset Virkefelt. De
gensidige Selskaber har været til stor Hjælp
for norsk Skibsfart. Kaskoforsikringen af norske
Skibe laa til omkring Aarhundredskiftet i det
væsentlige i Hænderne paa disse Selskaber, og
de spiller fremdeles en stor Rolle som
Kaskoassurandører. I 1864 stiftede de gensidige
Skibsassuranceforeninger Skibsklassifikationsinstitutionen »Det norske Veritas«. Forøvrigt
varetager de nævnte større Foreninger deres
Fællesinteresser gennem »Gensidige
Dampskibsassuranceforeningers Komite«.
Efter at »Det norske Søe Assurance Selskab«
havde ophørt med sin Virksomhed, gik der vel
25 Aar, før noget nyt norsk
Søforsikringsaktieselskab blev stiftet. Men i 1845 blev »Det
Bergenske Søassurance Selskab« oprettet, i 1847
»Christiania Søforsikringsselskab«, det ældste
nulevende norske Søforsikringsselskab, og i
Løbet af 30 Aar saa op imod en Snes
Søforsikringsaktieselskaber Dagens Lys. Daarlige
Konjunkturer i al Almindelighed og store Tab paa et
Fællesagentur i London ledede til, at de fleste
af disse Selskaber afviklede i første Halvdel af
1890-aarene. I 1897 var der kun 6
Søforsikringsselskaber tilbage. Nogle faa ny kom til i
Aarene før Verdenskrigen, og i Aarene nærmest
før denne optog en Del
Brandforsikringsaktieselskaber Søforsikringsvirksomhed. I 1913 blev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
