Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Søhare - Søhest - Söhle, Karl - Søiberg, Harry - Søjle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Foden er fortil lige afskaaren, bagtil tilspidset;
dens Sidedele er udviklede til ejendommelige,
bagtil sammenvoksede »Epipodial«lapper, der
er bøjede op over Ryggen og derved
begrænser ligesom en flad, fortil aaben Skaal, hvis
Rande kan naa sammen i Midtlinien. Bunden
i Skaalen dannes af Dyrets Skal ell. rettere
af Kappen, der er vokset op omkr. denne og
kun lader en lille, rundagtig Plet fri. Skallen,
der saaledes maa betegnes som indvendig, er
i øvrigt en tynd og gennemsigtig, krummet
Plade uden Spiralsnoning og af et trekantet
Omrids. Kappen danner bagtil et kort Rør,
der ligger inden for de forenede
Epipodiallapper og tjener som Udførselsaabning fra
Kappehulen; i denne ligger Gællen, som delvis
kommer til Syne paa højre Side. Af S. kendes
et halvt Hundrede Arter fra de forsk., mest
tropiske Have; de holder til ved Kysterne og
ernærer sig af Alger og Bændeltang. I
Overensstemmelse hermed er den Del af
Fordøjelseskanalen, der betegnes som Maven, blevet
udstyret med svære, chitinagtige Plader og
tjener som en Tyggemave til Findeling af
Føden. Ved Europas Kyster findes 3 Arter. Af
disse er A. depilans L., der er udbredt fra
Bretagnes Kyst til Middelhavet, den mest
omtalte. Den kan opnaa en Længde af henved 30
cm og blev tidligere ofte anset for giftig p.
Gr. a. en ildelugtende, mørkviolet Saft, som den
ved Berøring udskiller af Kappen;
Bestemmelsen med dette Farvestof synes dog kun at
være den at skjule Dyret mod Efterstræbelse,
og det har langtfra den voldsomme Virkning,
som betegnes ved Dyrets Artsnavn, at bringe
Haarene til at falde ud paa den, der berører
det. Ved de nordiske Kyster lever A. punctata
Cuv.; flere Gange taget ved Skagen. (Litt.:
Brehm, »Tierleben«, I [Leipzig 1918]; N. B.
Eales, Aplysia, Liverpool Mar. Biol. Comm.
Memoirs XXIV [Liverpool 1921]).
(R. H. S.). C. M. S.
Søhest, se Naalefisk.
Söhle [’zø.lə], Karl, tysk Forf., f. i Ülzen 1.
Marts 1861, var først Lærer, kom paa
Konservatoriet i Dresden for at faa musikalsk
Uddannelse og har siden levet i Dresden. Han
har vakt Opmærksomhed med de i deres Art
originale »Musikantengeschichten« (2 Bd, 1897)
og »Musikanten und Sonderlinge, neue
Musikantengeschichten« og har senere skrevet
Fortællingen »Sebastian Bach in Arnstadt«,
Dramaet »Mozart«, Digtningen »Der heilige Gral«
og Romanen »Der verdorbene Musikant«.
(Litt.: Bibliografi i »Eckart«, III).
C. B-s.
Søiberg [’såj-], Harry, dansk Forf., f. i
Ringkjøbing 13. Juni 1880. Efter et broget,
skiftende Ungdomsliv, der skaffede ham Indblik i
mange Forhold, begyndte S. et Forfatterskab, særlig
kredsende om hans Barndomsland og om
Vestjyllands Fiskerbefolkning. »Øde Egne« (1906);
»Folkene ved Havet« (1908); »Af Jordens Slægt«
(1910); »Hjemlig Jord« (1914). En udpræget
Oprindelighed i Syn udmærkede disse
tunge, men vederhæftige Bøger. Det blev dog
først med den store Trilogi fra Vestjylland
(»Foran Livets Port«, »Lyset«, »De Levendes
Land« [1916]), at S. skabte et Værk, saa
intenst i Følelse og Skildring, saa fremragende i
sin Psykologi og saa poetisk i sin rige
Menneskelighed, der samlede den alm.
Opmærksomhed om hans Navn og var medvirkende til, at
det Ancherske Rejselegat tilfaldt ham. Senere
har S. udg. en Ungdomsroman »Under
Kampen« (1922) og nogle mindre Arbejder. 1926
begyndte en ny Romanserie med »Søkongen«.
J. Cl.
Søjle anvendes i Arkitekturen til alle Tider,
i større eller mindre Udstrækning, i Oldtiden
hos Kulturfolkene saavel som i vor egen Tid. I
sin Grundform, den fritstaaende Stolpe, der
tjener til Støtte for et fremspringende Tag o. l.,
anvendes den overalt, ogsaa hos primitive Folk;
men kun Bærerne af de gamle Kulturer ved
det østlige Middelhav, og da særlig Grækerne,
var det forbeholdt at udvikle den primitive
Stolpe til et arkitektonisk Led, der blev af
indgribende Betydning for deres egen saavel som
for al senere Bygningskunst.
I Ægypten og Assyrien-Babylonien anvendtes
S. navnlig som bærende Led for Taget i store
overdækkede Gaarde eller Sale. I Ægypten er
den første Begyndelse gjort til en videre
Udvikling, idet S. stilles paa en lav Basis og faar et
Kapitæl. S.’s Skaft er oftest glat, men malet; i
enkelte Tilfælde (saaledes Klippegrave ved
Benihassan, c. 3000 f. Kr.) er den forsynet med
Længdefurer (Kannelurer). Kapitælet er oftest
formet i Lighed med et Bæger eller en
Blomsterknop, og i øvrigt dækkes det hele med
Ornamenter og Hieroglyffer. Hos Assyrerne synes
S. først i 8. Aarh. f. Kr. at være komne i Brug;
og medens de ægyptiske var af Sten, synes de
mesopotamiske mest at have været af Træ,
stundom med Metalklædning. Som Fodstykke
anvendes ofte Dyrefigurer. Dog forekommer paa
Relieffer ogsaa Gengivelser af S., der har
Fodstykke og Kapitæl med Volutter i Lighed med
den ioniske Stils.
Paa græsk Grund forekommer Brugen af S.
af Træ allerede i de forhistoriske Borge i
Argolis og paa Kreta. Hovedsagelig synes den ogsaa
her anvendt som Støtte for Tag eller for Loftet
i større Rum (Mandssalene i Tiryns og
Knossos); dog kendes der ogsaa malede
Dekorationer med S. som delende Led. Bedst kendt er
Forholdet paa Kreta, hvor ogsaa en saadan S.
(af Cyprestræ) er konstateret. I Sten kendes den
først fra Atreus-Kuppelgraven ved Mykene og
fra Løveporten. S.’s Skaft er glat og bliver
tykkere opefter; Kapitælet har mest Form af en
rund Pude, hvorpaa hviler en firsidet Plade,
der atter bærer Bjælkelaget. Ganske lignende S.
er afbildede i en alterlignende Opbygning i et
Vægmaleri paa Kreta (Knossos) og kendes fra
et Elfenbensrelief fra Menidi (Attike) og i
Miniatur fra Sparta. S. fra Atreus-Graven var
dækkede af Ornamentbaand i kraftige Farver.
Der kan i denne mykeniske (»ægæiske«) S.’s
Kapitæl være nogen Lighed med den doriske
Stils, men ellers synes der ikke at være nogen
Forbindelse med den senere græske Udvikling,
der, idet foruden selve Søjlen ogsaa andre
arkitektoniske Led udformes forskelligt, frembragte
to væsentlig forskellige Søjleordener, den
doriske og den ioniske, hvortil noget
senere i Tilslutning til den sidstnævnte kom en
korinthisk Stil.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
