Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Søkrigsret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Krigsskibe. Paa Konferencerne i Haag og
London lykkedes det ikke at opnaa Enighed om,
hvor saadan Omdannelse lovligt kan foregaa.
Ved den 13. Haagkonvention af 1907 er det
forbudt at foretage Omdannelsen i neutrale
Farvande; det maa anses for tilladt i egne og
forbundne Magters Farvande; derimod er det
omtvistet, om det lovligt kan foregaa paa det
aabne Hav, hvilket Spørgsmaal Storbritannien,
Nordamerika og Japan tidligere har besvaret
benægtende, Frankrig, Rusland og Tyskland
bekræftende; delte sidste stemmer med Praksis
under Verdenskrigen. — Et herfra forskelligt
Spørgsmaal er Anvendelsen af bevæbnede
Handelsskibe, der ikke opfylder
Betingelserne for at være Hjælpekrydsere. Allerede
inden Verdenskrigen ansaas det efter
engelskamerikansk Opfattelse for tilladeligt at bevæbne
Handelsskibe i Forsvarsøjemed, og under
Krigen skete dette i stort Omfang.
Blandt Krigsmidlerne maa nævnes
undersøiske selvvirkende Stødminer,
der fandt en udstrakt Anvendelse under den
russisk-japanske Krig og derfor i høj Grad
paakaldte Haag-Konferencens Opmærksomhed. Den
8. Haagkonvention gaar navnlig ud paa at
opstille visse Fordringer med Hensyn til
Minernes tekniske Konstruktion. Ikke forankrede
Miner skal være saaledes indrettet, at de bliver
uskadelige i det højeste en Time efter, at den,
der har udlagt dem, har mistet Kontrollen over
dem, forankrede Miner saaledes, at de bliver
uskadelige, saa snart de river sig løs fra deres
Fortøjninger, Torpedoer saaledes, at de bliver
Uskadelige, naar de har forfejlet deres Maal.
De Magter, som endnu ikke raader over Miner
af den foreskrevne Art, skal snarest muligt
omdanne deres Minemateriel saaledes, at det
bringes i Overensstemmelse med Konventionen. Ved
Anvendelse af forankrede Miner skal der
dernæst træffes alle efter Omstændighederne mulige
Forholdsregler til Betryggelse for den fredelige
Skibsfart. Hvis den Magt, som har udlagt dem,
mister Kontrollen over dem, skal den, saa snart
de militære Krav tillader det, henlede
Opmærksomheden paa de farlige Steder, og ved Krigens
Slutning paahviler det begge de krigsførende
Magter at gøre, hvad de kan, for at bortfjerne
de udlagte Miner. Med Hensyn til Spørgsmaalet
om, hvor Minerne maa udlægges, lykkedes det
derimod ikke at opnaa Enighed. At det kan
ske ikke blot paa eget, men ogsaa paa fjendtligt
Søterritorium, er forudsat i Konventionen, der
dog opstiller den ganske vist ret intetsigende
Begrænsning, at det er forbudt at udlægge
Miner ud for Modstanderens Kyster alene i det
Øjemed at afbryde Handelsskibsfarten, en
Begrænsning, over for hvilken der endda er taget
Forbehold baade af Tyskland og Frankrig. Det
er tilladt neutrale Magter at udlægge Miner paa
deres Søterritorium. Derimod er det hverken
udtrykkelig udtalt eller bestemt forudsat, at
Miner kan udlægges i aaben Sø, men en
saadan Udlægning er heller ikke udtrykkelig eller
forudsætningsvis forbudt, og Tilladeligheden af
den hævdes af mange under Henvisning til, at
det aabne Hav er Krigsskueplads. Ved
Undertegningen af Konventionen har dog England,
der paa Konferencen indtog et modsat
Standpunkt, forbeholdt sig Ret til at bestride
Lovligheden ogsaa af Handlinger, der ikke
udtrykkelig er forbudt i den, og i den af det
nedsatte Udvalg afgivne Betænkning siges
det fremdeles, at der var Enighed om, at
kun aldeles tvingende militære Grunde kunde
berettige en krigsførende Magt til at opankre
Miner uden for sit eget Søterritorium. Paa
andre Miner end selvvirkende Stødminer finder
Konventionens Bestemmelser ingen Anvendelse.
Under Verdenskrigen etableredes navnlig af
Tyskland udstrakte Minespærringer, der ikke
gav neutrale Skibe Mulighed for Gennemsejling
(jfr. Neutralitet, S. 863). Disse
Spærrezoner anses af de fleste ikke-tyske
Folkeretslærde for retsstridige, men forsvares fra tysk
Side ved Henvisning dels til, at de ikke er
forbudt i den nævnte Minekonvention, og dels til
Princippet om Havets Frihed.
Et andet Kampmiddel, om hvilket der nu
haves Regler i den 9. Haagkonvention af 1907,
er Bombardement fra Skibe af Havne og
Byer paa Landjorden. Den nævnte Konvention
forbyder som Hovedregel Bombardement af
uforsvarede Havne, Byer o. s. v., men gør dog
to Undtagelser herfra. Bombardement er nemlig
for det første tilladt, naar de stedlige
Myndigheder efter Modtagelsen af en formel
Opfordring dertil vægrer sig ved at efterkomme
Rekvisitioner paa Levnedsmidler eller Forraad
(men ikke Krav om Pengekontributioner), for
saa vidt de nævnte Forraad er nødvendige til
den foran Byen liggende Søstyrkes øjeblikkelige
Behov. Rekvisitionerne skal dog staa i et
passende Forhold til Stedets Hjælpekilder, og de
skal saa vidt muligt betales kontant eller, hvis
dette ikke lader sig gøre, konstateres ved
Modtagelsesbeviser. Den anden Undtagelse gælder
det Tilfælde, at der i Byen eller Havnen findes
militære Værker eller Etablissementer,
Oplag af Vaaben eller Krigsmateriel,
Værksteder og Installationer egnede til Benyttelse af
Hær eller Flaade, eller endelig Krigsskibe,
hvilke dog forudsættes ikke at forsvare Byen. Her
er Bombardementet af selve den uforsvarede
By vel ikke tilladt, men de nævnte Værker,
Etablissementer og Skibe kan ødelægges ved
Beskydning, uden at der kan gøres noget Ansvar
gældende i Anledning af den Skade, som derved
ufrivillig tilføjes andre Ting. Ødelæggelse ved
Beskydning maa dog kun finde Sted, hvis
ethvert andet Middel dertil er udelukket, og hvor
Omstændighederne tillader det, skal der gives
de stedlige Myndigheder en passende Frist til,
hvis de foretrækker dette, selv at iværksætte
Ødelæggelsen. Hvad angaar Spørgsmaalet om,
naar en By kan siges at blive forsvaret,
hedder det vel i Konventionen, at det hertil ikke
er nok, at der foran Havnen er udlagt
forankrede undersøiske selvvirkende Stødminer,
men denne Bestemmelse er ikke tiltraadt af
England, Tyskland, Frankrig og Japan. Ligesom
under Krig til Lands er det i alle Tilfælde af
Bombardement en Pligt for den
øverstbefalende at træffe Forholdsregler for saa vidt muligt
at skaane Bygninger, bestemte til Gudstjeneste,
Kunst, Videnskab eller Velgørenhed, saavel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
