Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Søkøer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fingre er indesluttet i en fælles Hud;
Tommelen er dog rudimentær. Hos Manaten kan der
være Rester af vantrevne Hove. Forlemmernes
Bevægelighed er temmelig stor, idet de ikke
blot kan bevæges i Skulderleddet, som
Hvalernes Luffer, men ogsaa i Albueleddet o. s. v.
Ydre Baglemmer mangler. Af hele Baglemmet
er kun en lille stavformet Knogle, en Rest af
Bækkenet, tilbage. Ved Bækkenets Reduktion
mister Bækkenhvirvlerne deres Særpræg og
bliver lig med Lændehvirvlerne. Halehvirvlerne,
der tjener til Fæste for Halens mægtige
Muskler, bliver kraftige, med stærke nedre Buer. I
Skelettet findes et Par Ejendommeligheder, der
kan findes hos andie Pattedyr, der lever i Vand.
De lange Lemmeknogler har ikke Marvhule,
men er indvendig fyldt med Benvæv og er
overordentlig faste. — Underkæben er stor og
svær. Hjørnetænder mangler. Hos Ungerne er
der Fortænder til Stede baade foroven og
forneden. Hos Manaten falder disse senere ud,
men hos Dygongen udvikles et Par hos
Hannen til Stødtænder, medens de hos Hunnen
forbliver skjult i Kæben/Kindtænderne er smaa,
tværryggede. Som andre Pattedyr, der lever
hele deres Liv i Vandet, hvor det er vanskeligt
at tygge Føden uden at faa for meget Vand ind
med, opgiver S. delvis Tygningen og sluger
Føden hel. S. har dog vænnet sig til at presse de
saftige Vandplanter, der udgør deres Føde, op
imod den forreste Del af Ganepartiet, hvor
Huden bliver særlig haard, hornklædt.
Underkæbens Spids, der presses ind mod Ganen,
bliver ligeledes hornklædt og formes efter denne,
bøjes nedad. — Maven har en temmelig
kompliceret Bygning, den er ved en dyb
Indsnøring tvedelt, fra hver Del udgaar kirtelrige
Blindsække. — De to Patter er bryststillede.
Huden er tyk, kun sparsomt besat med Haar
eller nøgen. Under Huden findes et Spæklag.
Kødet er velsmagende. S. er dvaske,
uintelligente Dyr, som lever i Smaaflokke. Der fødes kun
en enkelt Unge ad Gangen. — Man skelner
mellem 4 Manat-Arter, hvoraf de 3 lever ved
Mellem- og Sydamerikas Østkyst og en ved det
tropiske Afrikas Vestkyst; denne sidste,
Manatus senegalensis, Desm., gaar ind i Floderne,
ja helt op i Tsadsøen. Af de amerikanske Arter
forekommer M. koellikeri, Kükenth, ved
Guayana; M. inunguis, Pelz., i Amazonfloden og
Orinoco, og M. americanus, L., fra Florida
over Antillerne til Nordbrasilien. Den sidste
Art er den bedst kendte. Den har en
Kroplængde af c. 3 m, men kan blive meget større, indtil
det dobbelte. Ryggen er mørk blaagraa,
Undersiden noget lysere. Kroppen er kun besat med
enkelte, fritstaaende Haar; Læberne med
tættere Børster. Overlæben er temmelig bevægelig
og forsynet med et Par ejendommelige
Sidelapper, der kan strækkes temmelig langt frem
og bevæges uafhængig af hinanden; de tjener
som et Gribeapparat, der kan føre
Fødepartikler ind i Munden. Halens Bagrand er konveks.
Mellemkæben, hvis Tænder er stærkt vantrevne
eller forsvundne, er kun lidt nedadbøjet; det
samme gælder Underkæbens forreste Del. Et
ejendommeligt Forhold viser Kindtænderne;
efterhaanden som de forreste — vel nok hemmet
og svækket af Knuserladen — falder ud,
rykker de bagved siddende frem paa den ledige
Plads, og nye Tænder dannes stadig bagest i
Kæben. Derved forøges Kindtændernes Tal
langt ud over det sædvanlige 7; kan stige indtil
11. De forreste af disse Tænder synes at være
Mælketænder; om Forkindtænderne,
Mælketændernes Afløsere, er kommet til at staa i Række
bag ved disse eller ikke er kommet til
Udvikling, er endnu uafgjort. — Næsebenet er en
ubetydelig lille Knogle. Halshvirvlerne, der hos
S. er korte, er her særdeles korte, og deres
Antal er reduceret fra Pattedyrenes
sædvanlige 7 til 6. — Dygongerne (Ilalicore) er
mere udprægede Havbeboere. I 3 Arter
forekommer de ved Kysterne af det røde Hav og
det indiske Ocean over til Australien og
Ny-Guinea. De skelnes i det ydre let fra
Manaterne ved, at Halefinnens Bagrand er
halvmaaneformet, konkav. Forlemmerne er uden
Rudimenter af Hove. Mellemkæben er hos
Hannen forsynet med en 20—25 cm lang Stødtand,
er vinkelbøjet og nedadrettet. Kindtænderne
har lav, svag Krone med tynd Emalje, der
snart nedslides. Rødderne er lange, lukker sig
først sent eller forbliver rodaabne.
Kindtændernes Antal er 5—6 i hver Kæbehalvdel, de
forreste falder ud med Alderen, saa kun de to
bageste bliver tilbage. Tandskifte mangler. —
Overlæben er bevægelig tredelt. —
Barkdyret eller Stellers Søko, Rhytina
(Hydrodamalis) stelleri, Cuv., blev fundet
første Gang i 1741 af Naturforskeren Steller,
der deltog i Bering’s anden Rejse, ved
Beringsøen, hvor den da fandtes i betydelige Flokke
og i stort Antal. Allerede c. 30 Aar efter var
den fuldstændig udryddet, ikke alene paa denne
Ø, men ogsaa i det tilstødende
Udbredningsomraade, af russiske Hvalfangere og Jægere,
som efter Opdagelsen straks strømmede til fra
alle Kanter. Barkdyret kunde opnaa en Længde
af 8—10 m og en Vægt af over 4000 kg. Øjnene
var smaa; Halen halvmaaneformet. Tænder
manglede, men erstattedes af et Par
Hornplader i hver Kæbe. Kraniet mindede i Form om
Dygongens. Huden var nøgen, meget tyk og
ru og lignede sprukken Bark. Dens Skeletdele
er senere fundet i Jordlagene.
Af særlig Interesse er S.’s palæontologiske
Udvikling, idet der nu kendes saa mange
jordfundne, uddøde Former, at Nutidens S.
herigennem ved en Række Mellemformer klart
knyttes til Hovdyrene, til Moeritheriinerne, der
er primitive Elefanter. Den Lighed, S. i det
Ydre viser med Hvalerne, hvortil de tidligere
henregnedes som en særlig Afdeling, beror kun
paa Tilpasning til samme Kaar, Livet i Vandet.
En nærmere Undersøgelse af de enkelte
Bygningskarakterer viser betydelige
Forskelligheder fra Hvalerne; medens selv de mest
omformede S. har mange Karaktertræk, der viser
henimod Elefanter. Det, der har faaet de
 |
| Den sydamerikanske Manat. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
