Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sønderjylland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
begge Landene, og disse udstykkedes samtidig
i tre privative Andele, der tilfaldt Fyrsterne i
den angivne Orden: den sønderborgske (Als,
Ærø, det østlige Mellemslesvig med Flensborg),
den haderslevske (Nordslesvig og det vestlige
Mellemslesvig) og den gottorpske Del
(Sydslesvig og Aabenraa), hver med tilsvarende
Stykker af Holsten. Da der i Landsprivilegierne ikke
var truffet Bestemmelse om de yngre Sønners
Underhold, søgte disse gennem deres Arvekrav
at tiltvinge sig Regerings- og Successionsret;
men Stænderne satte sig bestemt herimod, og
saaledes opstod de »affundne og af delte Linier«.
Den ældste af disse, den sønderborgske,
nedstammer fra Hertug Hans den Yngre, en Søn
af Christian III. 1564 overlod Kong Frederik II
ham Husene Sønderborg og Plön til privativ
Styrelse, imod at han gav Afkald paa videre
Krav paa Landene, og han blev saaledes en
fyrstelig Godsejer med Underøvrighedsret; men
Hertugen var ikke tilfreds hermed, og ved
Kongens Hjælp opnaaede han senere en Forlening
til Fælleshaanden baade i S. og Holsten, ganske
i Strid med Landsprivilegierne. Da Stænderne
vægrede sig ved at erkende ham som
regerende Herre og at anerkende hans eventuelle
Successionsret p. Gr. a. Forleningen, førte han og
hans Sønner en 80-aarig Hyldingsproces ved
Hofretten i Wien for at opnaa denne
Anerkendelse, men Processen førtes aldrig til Ende.
Efter Delingen 1544 opstod der ligeledes
langvarige Stridigheder mellem de regerende
Herrer om deres slesvigske Lenspligter over for
den danske Krone; disse ordnedes endelig ved
Forliget i Odense 1579 og den flg. Lenshylding
smst. 1580. Kort efter døde Hans den Ældre,
og hans Lande deltes mellem Kongen og
Gottorp, og disse to Linier, den
holsten-glucksborgske og den holsten-gottorpske, fortsatte
Samregeringen indtil 1713. I den første Tid var
Forholdet nogenlunde fredeligt (Hertug Adolf
1544—86, Frederik Filip 1587—90, Johan Adolf
1590—1916). I Forening søgte de to Linier at
tilintetgøre Stændernes Valgret og at erstatte
den med Primogenitur og Lensarvefølge,
hvorfor de ogsaa støttede Hertug Hans den Yngre
i hans Proces mod de holstenske Stænder. I en
Landdagsafsked 1616 gav Stænderne efter og
tillod, at Førstefødselsretten indførtes som
Successionsorden i begge de regerende Linier,
dog selvfølgelig mod Lensherrernes
Godkendelse ved hvert nyt Tronskifte. Under de
ulykkelige Krige i Midten af 17. Aarh. blev Forholdet
bittert mellem Kongen og Hertugen, og 1657
sluttede Hertug Frederik III (1616—59) et
Krigsforbund med Sverige imod Danmark, og
ved Freden i Roskilde og Forliget i Kbhvn af
12. Maj 1658 satte han igennem, at
Lensbaandet mellem S. og Kronen ophævedes, saa længe
der var Mand efter Mand af hans Hus. Denne
Suverænitet opnaaedes ogsaa af den kgl. Linie,
men begge Liniers gensidige Arveret
ophævedes ikke ved disse Suverænitetsbreve. Efter
Arvesuverænitetsakten 1660 maatte Kong
Frederik III naturligt arbejde paa i S. (og
Holsten) at faa skaffet Kongehuset en lige saa
udstrakt Arveret som i Kongeriget. Et Forsøg
herpaa blev gjort ved de hemmelige
Forhandlinger med Pløn 1665, men uden Resultat, og
siden da vovede man — af Hensyn til
Gottorp, der med samme Ret kunde tænkes at ville
gøre kvindelig Arveret gældende — ikke at
tage Spørgsmaalet frem paa ny, før
Gottorperne var fordrevne, og Kong Frederik IV havde
faaet sig tilsikret deres Del af S.
Da Christian Albrecht (1659—94) atter
sluttede sig til Sverige, gik Christian V frem imod
den gottorpske Del af S., som han vilde knytte
til sin Krone enten som Len ell. umiddelbar
Del. Den gottorpske Lensfrihed var opnaaet
ved Troløshed og saa ulidelig for Riget, at selv
de hensynsløseste Midler syntes ham
tilladelige over for denne Torn i Kødet. 1675,
umiddelbart før den Skaanske Fejde, lokkedes
Hertugen til Rendsborg og holdtes fangen, indtil
han havde underskrevet Rendsborg-Forliget,
ifølge hvilket han skulde aabne sine
Fæstninger for Kongen, udlevere Suverænitetsbrevet
fra 1658, og inden Aar og Dag »mute« og
modtage det gottorpske S. som Len af Kongen.
Da Hertugen senere under Protest flygtede til
Hamburg, sekvestrerede Kongen 1676 »nævnte
Hertugdømme Slesvig for saa vidt samme er Len
af os og af Danmarks Krone«, og vel blev han
ved Freden med Sverige 1679 tvunget til at
ophæve Sekvestrationen og at restituere
Hertugen, men et Par Aar efter blussede Striden
op paa ny, i et Ultimatum 1684 forlangte
Kongen atter, at Hertugen skulde tage sin Del af
S. til Len, sløjfe sine Fæstninger, aftakke sin
Hær, opgive Medregentskabet og i det hele lade
sig reducere til en pensioneret Skinfyrste. Da
Hertugen afslog disse Krav, udstedte Kongen
et Patent, hvori han inddrog den fyrstelige
Andel af S. og forenede den med sin egen, lod
Gottorp militært belægge, lod sig af Stænderne
hylde som suveræn Konge og Landsherre og
oprettede en særlig slesvigsk, fra Holsten
adskilt Regering og Landret. Understøttet af
England, Holland og Sverige restitueredes
Hertugen atter ved Forliget i Altona 1689, og
derefter søgte Christian Albrecht at udsone sig
med Kongen. Men under hans Søn og
Eftermand, Hertug Frederik IV (1694-1702),
fortsattes Stridighederne og førte til den korte
Krig Sommeren 1700. Ved Karl XII’s og
Englands Indblanding blev Kong Frederik IV
hurtig tvunget til at slutte Fred i Travendal og
maatte indrømme Hertugen fuld
Uafhængighed i S. Men allerede 1702 faldt Hertug
Frederik som sv. Hærfører i Slaget ved Klissov, og
en Formynderregering indsattes for hans
umyndige Søn Hertug Carl Frederik (1702—13); men
da Formynderen under den store nordiske Krig
brød Neutraliteten og aabnede Fæstningen
Tønning for den sv. General Magnus Stenbock,
satte Kongen sig med Vaabenmagt i Besiddelse
af alle de gottorpske Lande, forenede den
hertugelige Del af S. med sin egen og oprettede
en særlig Landret og et Regeringskancelli paa
Gottorp, fuldstændig adskilt fra Holsten. Ved
Freden 1720 gav Sverige ham fri Hænder over
for S., og da Frankrig og England garanterede
ham Besiddelsen af det gottorpske S., lod han
ved Patent af 22. Aug. 1721 indkalde først
Landets politiske Stænder, Prælater og Ridderskab,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
