Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sønderjylland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til en »universel« Hylding paa Gottorp 4. Septbr
og dernæst Hertugens »privative« Undersaatter
til en særlig Hylding omkr. i Landskaberne, alt
i nøje Overensstemmelse med gammel
Observans. I Patentet hed det, at den gottorpske
Del af S. »som et i besværlige Tider
uretmæssig fra Danmarks Krone afrevet Pertinens« nu
var besluttet »forenet og inkorporeret med«
den kgl. Del, saa Hyldingseden skulde aflægges
til Frederik IV som »fra nu af eneste
suveræne Landsherre«. Edsformularen, der
anvendtes ved Hyldingen paa Gottorp 4. Septbr,
henviste til dette Patent, ifølge hvilket Kongen
»havde fundet for godt at forene den
forhenværende fyrstelige Andel af Slesvig med sin egen
og igen for evigt at inkorporere den i sin
Krone som et gammelt, ved Tidernes Ugunst
afrevet Stykke«, hvorfor man tilsvor ham
Troskab som »eneste suveræne Landsherre« og
lovede at være ham og hans kgl. Arveefterfølgere
i Regeringen underdanige »efter Kongelovens
Lydende« (secundum tenorem leges regiæ).
Disse to Dokumenter, Patentet og
Edsformularen, rummer den statsretlige Ordning, som
blev truffet 1721. Iflg. denne indlemmedes altsaa
den hertugelige Del i den kgl., og naar
Edsformularen tillige tilføjede »i Kronen«, skyldtes
det, at den kgl. Del efter Kongens egen
Opfattelse siden 1660 maatte siges at være
tilknyttet Kronen, uanset Begivenhederne 1658. Man
hævdede herefter fra dansk Side, at baade
Mands- og Kvindelinien havde Arvekrav paa
hele S., ikke just p. Gr. a. Begivenhederne
1721, men fordi S. opfattedes som et gammelt
Kvindelen. At de sønderborgske Hertuger
havde underskrevet Edsformularens Ord,
betragtedes som et Afkald fra deres Side, og med
Gottorp’erne indlededes der Forhandlinger.
Hertug Karl Frederik, der restitueredes i
Holsten, afviste enhver Overenskomst, og da hans
Søn Karl Peter Ulrik blev russ. Kejser, kom det
til aaben Krig, der dog hurtig endtes ved
Kejserens Mord 1762. Ved Overenskomsten 1767
og Mageskifteakten 1773 lykkedes det at opnaa
Gottorpernes fuldstændige Afkald paa deres
Ejendoms- og Arveret til Hertugdømmet Slesvig.
Omtrent samtidig inddroges den sidste Rest af
det sønderborgske Lensgods under Kronen.
1721 havde det været Kong Frederik’s
Hensigt at indlemme S. ogsaa rent administrativt i
Riget og gøre det til en umiddelbar dansk
Provins; men Tanken gennemførtes ikke.
Ogsaa fremtidig styredes Hertugdømmet fra tysk
Kancelli, Provinsregeringen paa Gottorp
opretholdtes, og de store Afvigelser i Forvaltning,
Rettergang og Sprog, som en 500-aarig forsk.
Udvikling havde fremkaldt, fortsattes. Under
disse Forhold bevarede det tyske Element sin
Overvægt i Hertugdømmet. Allerede i den
tidlige Middelalder havde frisiske Stammer, lidt
efter lidt sat sig fast i det senere Nordfrisland,
under Valdemar Sejr havde holstenske Bønder
opdyrket de ubeboede Grænseøder S. f.
Danevirke, og da Hertugerne i Beg. af 14. Aarh.
kom i Besiddelse af det danske Krongods, blev
dette fortrinsvis givet til den indvandrede
holstenske Adel, der erhvervede sig Gods helt op
til Kongeaaen og langsomt fordrev den
indfødte danske Herremandsstand. Med de
holstenske Grever fulgte tysk Regeringssprog, og ved
Reformationen vandt dette Sprog ny Overvægt,
erobrede Kirken og Skolen i alle Købstæderne
og Landsbykirkerne helt op til
Flensborg—Tønder-Linien; baade ved Indvandring og
Kulturpaavirkning blev de sydlige Købstæder
tysktalende, og tysk Retssprog trængte langsomt
frem helt op i de nordlige Amter, ja, da
Bondeherredsfogderne efter 1721 erstattedes med
akademisk dannede Mænd, endog lige til
Kongeaaen.
Til Trods for denne Kultur- og Sprogtvang
bevarede Befolkningens brede Lag det
nedarvede Folkepræg og Sprog. Ved 18. Aarh.’s
Slutn. var Dansk endnu Omgangssprog ned til
Slien og Slesvig—Husum-Vejen, kun Svansø og
et Par Sogne Vest paa var gaaet over til
Plattysken. Endvidere følte Befolkningen sig stærkt
knyttet til Kongehuset. De uhyre Lidelser og
Ulykker, som Krigene fra 1627—60 førte med
sig, og den store Fattigdom, som derefter
prægede Folkets Liv, overvandtes. Kongerne
Frederik II og Christian IV havde udkøbt
Adelen i Nordslesvig, Hertug Hans den Yngre
havde gjort det samme paa Als og Sundeved og
derved forhindret Livegenskabets Udbredelse
til disse Egne; ligeledes afskaffede Christian IV
Hoveriet imod en fast Pengeafgift, og
derigennem bevaredes ikke lidt af Bondens
oprindelige Friheds- og Selvstændighedsfølelse.
Allerede kort efter 1700 begyndte Udskiftningen og
Udflytningen i Nordslesvig og gennemførtes i
de kgl. Amter inden Aarh.’s Udgang. De nitten
Tyvendedele af disse Bønder var Kongefæstere;
men samtidig med Udskiftningen modtog de
deres Gaarde i Arvefæste, og ved en ringe
Godtgørelse kunde de naa at blive Selvejere.
Samtidig sattes Folkeskolen paa en ny og bedre
Fod, og ad disse Veje dannedes der en
Bondestand, som særlig i Nordslesvig, baade hvad
Formue og Dannelse angik, stod over det
øvrige Lands.
De gode Udsigter formørkedes ved Krigen
1807—14. Forarmelsen bredte sig atter over
Landet, de højere Samfundslag fyldtes af
politisk Utilfredshed, og da Nationalitetsfølelsen
fra Tyskland fandt Indpas i Landet, spaltedes
Folket lidt efter lidt i en tysk og en dansk Del
og førtes ind i en forbitret Nationalitetskamp,
som, ført med megen Uklarhed fra begge
Sider, dog snarere gik ud paa at knytte S. helt
til Tyskland ell. helt til Danmark, end paa at
skaffe de to i Landet samboende Folk fuld
national Frihed. 1815 søgte det slesvig-holstenske
Ridderskab at forny Hertugdømmernes gamle
Forfatning og administrative Fællesskab. Efter
Julirevolutionen 1830 sluttede det liberale
Bourgeoisi med Uwe Lornsen som Fører sig til disse
Bestræbelser og krævede et konstitutionelt
Slesvig-Holsten i Personalunion med Kongeriget, og
1837 fremtraadte endelig Hertug Christian
August af Augustenborg med Krav paa
Lensarveret til begge Hertugdømmerne efter den
kongelige Mandsstammes Afgang. Fra 1840
dannede en stor Del af Ridderskabet, den højere
Embedsstand, det liberale Bourgeoisi i Holsten
og Sydslesvig og Hertugens Tilhængere et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>