Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sønderjylland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
slesvig-holstensk Parti, der søgte at løsrive begge
Hertugdømmerne fra Danmark og at
fortyske S.
Over for Slesvigholstenismen var den danske
Politik uklar og famlende. Paavirket af det
første nationale Røre havde Frederik VI 1810 søgt
at ophjælpe det danske Sprog i Mellemslesvig;
men de paafølgende store Ulykker lammede
ganske dette Forsøg og ophidsede kun
Modpartiet. Over for Ridderskabet optraadte han
derimod med Fasthed, og til Trods for
Aftalerne i Wien undlod han at give Holsten den
lovede Stænderforfatning. Ogsaa over for Uwe
Lornsen optraadte Regeringen meget bestemt,
men vovede ikke at udskyde Forfatningsværket
længere. 1834 fik ikke alene Holsten, men
ogsaa S. og Kongeriget raadgivende
Provinsialstænder, og desuden bevægede den tysksindede
Embedsstand Kongen til samtidig at oprette en
slesvig-holstensk Provinsregering paa Gottorp
og en for Hertugdømmerne fælles
Appellationsret i Kiel. Derved var Monarkiets Tvedeling
bragt et stort Skridt fremad, og den kgl.
Politik arbejdede Opløsningspartiet i Hænde. Imod
den truende Fare optraadte endelig nogle faa
fædrelandsksindede Slesvigere: Prof. C.
Paulsen, Dr. Manicus, Herredsfoged v. Wimpfen m.
fl. og Københavneren C. Flor, Professor i Kiel.
Paulsen udgav fl. varmt skrevne Indlæg for
den slesvigske Danskhed, nogle faa
nordslesvigske Stændermænd sluttede sig til ham, han og
Flor grundlagde i Forening med P. C. Koch
og Fr. Fischer den dansk-slesvigske Presse, ved
deres Hjælp satte Nis Lorenzen Lilholt sit
Forslag om dansk Retssprog i Nordslesvig igennem
i Stænderne (1838), den slesvigske Bogforening
stiftedes, og under Flor’s Ledelse udfoldedes
et stort aandeligt Frigørelsesarbejde i den
danske Del af Hertugdømmet. Kong Christian VIII
sympatiserede med disse Bestræbelser, og 1840
indførte han dansk Rets- og Forvaltningssprog
i Landdistrikterne ned til Flensborg Fjord;
men stillet over for den føromtalte
slesvig-holstenske Sammenslutning og Hertugens
omfattende Agitation bøjede han hurtig bort fra en
national Politik, og paavirket af sin
Kabinetssekretær C. Tillisch søgte han at udsone sig
med Partiet ved at udnævne Prins Frederik af
Augustenborg til Statholder og kommanderende
General i Hertugdømmerne og ved at optage
ansete Slesvigholstenere i sit Statsraad (1842).
Herved opflammedes dog kun Overmodet paa
tysk og Hadet paa dansk Side. I den
slesvigske Stænderforsamling 1842 kom
Løsrivelsestanken til fuldt Udtryk og mødtes af P. Hiort
Lorenzen’s danske Protest, indtil Præsidenten
forbød ham at tale i dette Sprog. I Danmark
føltes dette som en national Forhaanelse, og
da Kong Christian vedvarende indtog en
vaklende Holdning, uddybedes Modsætningerne paa
begge Sider til glødende Nationalhad, der fra
Brændpunktet i S. bredte sig med rivende
Hast til Danmark og Tyskland. I Skrift og Tale,
ved Folkefester (Skamlingsbanke-Fester) og
Sangerstævner, gennem Foreninger og
Organisationer, ja endog ved Hjælp af ny Skoler
(Højskolen i Rødding, Landbrugsskolen i
Rendsborg) søgte man fra begge Sider at vække
Befolkningen til Deltagelse i den politiske Kamp.
— Da Kronprins Frederik’s andet Ægteskab
samtidig opløstes, kastedes
Arvefølgespørgsmaalet som en ny Brandfakkel ind i Striden.
Akterne fra 1721 var højst ufuldstændig
offentliggjorte, og den formelle Uoverensstemmelse,
der var mellem Patentets og Edsformularens
Ordlyd, hvilket gjorde den sidste langt mere
vidtrækkende end den første, bidrog ikke til at
klargøre den rette Opfattelse. Hertugens
Arvepaastande vandt Indgang hos den tyske
Befolkning og i Tyskland, og herimod kunde det
af Kongen 8. Juli 1846 udstedte »aabne Brev«,
hvorved det hævdedes, at S. ubetinget maatte
tilkomme Arvingerne efter Kongeloven (medens
der m. H. t. Holsten kunde være Tvivl om
»visse Dele«) intet udrette. Fra nu af reves
Hertugen villieløs med af Bevægelsen; han,
hans Broder, Storhertugen af Oldenborg og
Prinserne af Holsten-Glücksborg (Prins Christian
ene undtagen) nedlagde ufortøvet Protest imod
det aabne Brev, Stænderforsamlingerne i
Itzehoe og Slesvig opløste sig selv, og fra alle tyske
Lande afgaves Erklæringer imod det
formentlige Angreb paa Hertugdømmernes Ret.
Imidlertid reorganiserede Kongen
Provinsregeringen paa Gottorp, optraadte med større Fasthed
imod den separatistiske Bevægelse og forberedte
en Fællesforfatning for hele Monarkiet, men
indhentedes af Døden 20. Jan. 1848. 2 Maaneder
efter udbrød det slesvig-holstenske Oprør i Kiel
og Rendsborg og den slesvigske Treaarskrig.
Den provisoriske Regering blev straks
anerkendt i alle slesvigske Købstæder, Haderslev
undtagen; men paa Landet uden for Angel og
Stapelholm bevarede Befolkningen sin Troskab
imod Kongen og hilste Hærens Indmarch med
Glæde. Efter Slaget ved Slesvig kom den
provisoriske Regering atter til Magten, den
slesvig-holstenske Landsforfatning indførtes, en Del
kongetro Embedsmænd afskedigedes uden
Efterløn, og det unge Mandskab pressedes ind i
Oprørshæren. Efter Slaget ved Fredericia og
under Vaabenstilstanden 1849—50 indsattes
derimod en international Bestyrelseskommission
bestaaende af Kabinetssekretær F. F. Tillisch,
Preusseren Grev Eulenburg og Englænderen
Oberst Hodges, der i Kongens Navn styrede
Hertugdømmet. Statholderskabet (Grev
Reventlow og Advokat Beseler) veg tilbage til Holsten;
men den efterladte, tysksindede Embedsstand
mødte Kommissionen med haardnakket passiv
Modstand, og da den fandt Medhold hos den
Preuss. Øverstbefalende, førte Tillisch og hans
Medhjælpere kun en Skinregering i Sydslesvig,
der holdtes besat af preuss. Tropper. Under
den stærke, dansk-fjendtlige Agitation, som nu
paafulgte, gik ogsaa den største Del af
Sydslesvigs Landbefolkning over paa Fjendens
Side. Den »civile« Kamp om S. fortsattes til
Fredsslutningen med Preussen Juli 1850, en stor
Mængde Præster o. a. Embedsmænd
afskedigedes, og under Flor’s og Tillisch’s Ledelse
sluttede den nordslesvigske Befolkning sig nøje til
Danmark. Efter Isted-Slaget styrede Tillisch
Landet som overordentlig Regeringskommissær
indtil Foraaret 1851, og det blev hans Opgave
at genføde dets Styrelse og Retsvæsen. Omtr.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
