Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sønderjylland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
100 civile Embedsmænd, 90 Præster og 60
Lærere havde forladt Landet ell. blev afsatte og
maatte erstattes hovedsagelig med kongerigske
Mænd. Ved Sprogreskripterne 1850—51
ordnedes Kirke- og Skolesproget saaledes, at der
opstod et rent dansk Nordslesvig ned til
Flensborg Fjord, et blandet dansk-tysk
Mellemslesvig og et rent tysk Sydslesvig, nogenlunde i
Overensstemmelse med Folkesprogenes
Udbredelse. Denne Sprogordning vakte stor
Forbitrelse i Tyskland og Mistillid i Rusland, alle
Forsøg paa konstitutionelt at knytte S. til
Kongeriget strandede, og i de diplomatiske Aftaler
1851—52, der førtes til Helstatens Genoprettelse,
blev der givet Tilsagn, som krænkede Kongens
suveræne Ret i det gamle Kronland. Under den
ny Fællesforfatning indtog S. atter en uklar
Mellemstilling, og kun rent provinsielt blev der
delvis skaffet bedre Institutioner. Kancelliet
erstattedes af et slesvigsk Ministerium, der
oprettedes en Overappellationsret i Flensborg, i
alle Regerings- og Overøvrighedssager stilledes
de to Sprog paa lige Fod, og ved den
paaoktroierede Forfatning af 15. Febr 1854 skabtes
en Stænderinstitution med delvis besluttende
Myndighed; men ved ganske ufornuftige
Valgbestemmelser opnaaede det tyske Element her
en helt uforholdsmæssig Overvægt; Regeringen
og Repræsentationen kom derfor straks i
forbitret Kamp med hinanden, den
slesvig-holstenske Agitation rejste atter Hovedet og
kastede sig særlig over Sprogforholdenes
Ordning, der i hele Tyskland udskreges som den
skændigste Uretfærdighed. Under de endeløse
Forfatningskampe og hurtigt skiftende
Ministerier ledede Departementschef T. Regenburg
Kampen fra dansk Side, i Stændersalen støttet
af Mindretallets Førere Laurids Skau og
Mørk-Hansen, og om end den slesvigske Regering
stillede sig meget kølig over for alle friere
Rørelser i Folket, var den danske Folkesag dog
i glædelig Fremgang og stod allerede 1860 paa
Nippet til at erobre Flertallet i Stænderne.
Imidlertid førte Forfatningskampene til meget
farlige Forviklinger udadtil. 1856 forlangte
Scheel-Plessen og 10 andre holstenske og
sydslesvigske Medlemmer af Rigsraadet, at
Fællesforfatningen skulde forelægges
Hertugdømmernes Stænder til Godkendelse, og da dette
nægtedes, protesterede de mod dens Gyldighed,
Østerrig og Preussen blandede sig i Striden, og
1858 erklærede Forbundet, at Forfatningen var
retsugyldig i Holsten og Lauenborg, hvorefter
disse udskiltes. Regeringen fastholdt derefter
Rigsraadet som fælles Organ for Danmark og
S. og søgte ved Novemberforfatningen 1863
endelig at skabe en konstitutionel Forbindelse
imellem dem. Trods Kong Frederik VII’s Død
og de Vanskeligheder, der fulgte med det ny
Dynastis Tiltrædelse, fastholdt det
national-liberale Parti denne Plan med den største
Haardnakkethed og lettede derved Grev Bismarck
Vejen til Hertugdømmernes Erobring, idet han
erklærede, at Novemberforfatningen stred imod
Aftalerne 1851—52 og heri fandt Anledning til
Krig. Febr 1864 overskred en forenet
østerr.-preuss. Hær Eideren og satte sig efter
Danevirkes Fald i Besiddelse af hele Halvøen.
Beskyttet af de tyske Vaaben bortjog Pøbelen de
fleste kongetro Embedsmænd i Sydslesvig, og
den ny augustenborgske Tronkræver hyldedes
under Navnet Hertug Frederik VIII, for kort
efter helt at skydes til Side af Preussen. Paa
Konferencen i London i Maj og Juni 1864 søgte
Stormagterne, særlig England, at naa til en
for Danmark nogenlunde taalelig Afslutning af
Striden ved S.’s Deling, en Løsning, der havde
været fremsat fra mange Sider, men stærkt
bekæmpet, lige siden 1842.
De danske Sendemænd gik ind paa Tanken
og foreslog Sli—Danevirke-Linien, medens
Preussen og Østerrig krævede
Aabenraa—Tønder-Linien. De stillede dog i Udsigt at ville
nøjes med en sydligere Linie
(Flensborg—Tønder); men med ufattelig Haardnakkethed
fastholdt de Danske det engang stillede Forslag og
afviste desuden saavel en alm. Folkeafstemning
i Bælter Nord fra som en neutral Magts
Voldgift. Krigen optoges derpaa igen og førte efter
Erobringen af Als til Freden i Wien 30. Oktbr
1864, ved hvilken alle 3 Hertugdømmer
afstodes til Preussen og Østerrig. I Fredstraktatens
§ 3 hedder det, at Kongen af Danmark
forpligter sig til at anerkende de Dispositioner,
som Kejseren af Østerrig og Kongen af
Preussen maatte træffe m. H. t. Hertugdømmernes
statsretlige Stilling, og da de to Magter ikke
kunde enes om Rovets Deling, indtraadte der en
usikker Overgangstilstand. Denne benyttede det
slesvig-holstenske Parti til en kraftig Agitation
for et selvstændigt Slesvig-Holsten under
Hertug Frederik VIII; den danske Befolkning, der
var lamslaaet af den uventede Ulykke, tilstræbte
derimod mere og mere bevidst S.’s Deling efter
Nationaliteten og Tilslutning til Moderlandet,
medens et tredie Parti, det preussiske, med
Scheel-Plessen i Spidsen, kun tænkte paa
Hertugdømmernes Vel og Held i deres Forening med det
Preuss. Monarki. Som bekendt har dette preuss.
Parti senere opslugt det slesvig-holstenske, men
ikke det danske. I et Par Aar styredes S. som
et erobret Land af midlertidige
Regeringsmyndigheder, først af en preuss. og østerr.
Civilkommissær og fra Septbr 1865 af en preuss.
Statholder. Disse Myndigheder kuldkastede
allerede Februar 1864 det danske Styre, afsatte
fl. Hundrede Embedsmænd, ophævede
Sprogreskripterne og førte i det hele Landet tilbage
under den tyske Sprogtvang fra før 1840. Efter
den korte Krig mellem Østerrig og Preussen
1866 kom Freden i Stand i Prag 23. Aug. s. A.
I dennes § 5 overdrog Østerrig til Preussen
alle sine ved Freden i Wien erhvervede
Rettigheder til Hertugdømmerne, »dog saaledes, at
Befolkningerne i de nordlige Distrikter af Slesvig
skal afstaas til Danmark, naar de ved fri
Afstemning tilkendegiver Ønsket derom«. Hermed
havde Nordslesvigernes Selvbestemmelsesret
opnaaet traktatmæssig Anerkendelse; men
Preussen nølede med Udførelsen, Deputationer
og Adressehenvendelser i Berlin og Paris
udrettede intet, og i Slutn. af 1866 indlemmedes
hele Hertugdømmet i Preussen. Artikel 5 blev
dog staaende som en Løfteparagraf og gav de
danske Slesvigere fornyet Mod; ved Valget til
den grundlovgivende nordtyske Rigsdag i Febr
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
