Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Talent (antik Vægt- og Møntenhed) - Taler - Talerør - Talesprog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
meget i de gr. Stater. I de homeriske Digte
omtales T. som en lille Vægt, hvori man
afvejede Guld; dette T. regnedes lig 3 Staterer
ell. 25,8 g. Senere regnede man imidlertid med
et T., som udgjorde en langt større Vægtenhed,
men ogsaa af saadanne T. var der mange forsk.
i Brug. Det saakaldte æginetiske T., som
stemmede overens med det babyloniske, var en Del
større end det eubøiske, som af Solon indførtes
i Athen og senere efterhaanden fik stor
Anvendelse i Grækenland. Men stadig anvendte
man til Handelsbrug et større T. end det, der
lagdes til Grund ved Udmøntningen. Da de
gr. Stater havde Sølvmøntfod, betegner T. som
Pengesum Værdien af det paagældende
Vægtkvantum i Sølv, nemlig omtr. 26 kg, hvilket,
naar man lægger det i Oldtiden gældende
Værdiforhold mellem Sølv og Guld (1:13 1/2) til
Grund, svarer til en Værdi af noget over 4800
Kr (Guld). I den hellenistiske Tid kom der
mange andre T. i Brug, og Værdien Beregnedes
ogsaa ofte i Kobber. Et T. deltes i 60 Miner ell.
6000 Drachmer. — I det moderne Grækenland
er T. en Vægt af 150 kg.
H. H. R.
Taler, se Retor.
Talerør, et langt Rør, der i begge Ender er
forsynet med Mundstykke, saa man nemt kan
tale ind i det. Rørvæggen hindrer til Dels
Lyden fra at brede sig til Siderne, saa den med
temmelig usvækket Styrke kan høres paa flere
Hundrede Meters Afstand. Det tjener især som
Forbindelsesmiddel mellem forskellige Værelser
i store Bygninger, f. Eks. mellem Værksted og
Butik.
(K. S. K.). A. W. M.
Talesprog er det egentlige, oprindelige og
naturligste Sprog, i Modsætning til hvilket
Skriftsproget (s. d.) er det afledede og
kunstige Meddelelsesmiddel. Ikke sjældent
bruges Udtrykket T. som ensbetydende med
Omgangssproget eller den daglige Tales Sprog i
Modsætning til Foredragssproget eller det
højere T., der i mange Henseender er paavirket
af Skriftsproget og nærmer sig til det i
Ordvalg og Sætningsføjning. En Del af de
Forskelligheder, der i et Sprog som Dansk findes
mellem T. og Skriftsprog, er nødvendige Følger
af de to Sprogs Frembringelsesmaade og de
forskellige Organer, de henvender sig til (Øje
og Øre); andre er derimod mere tilfældige
og beror paa Vane og Vedtægt, der i høj Grad
kan skifte fra Sprog til Sprog og inden for
forskellige Perioder af samme Sprogs Liv. Som
Eksempler paa de første skal her blot nævnes
alt, hvad der staar i Forbindelse med Accent
(Tryk og Tone). Skriftens og Bogtrykkets
Midler til at fremhæve det enkelte Ord eller den
enkelte Orddel (Understregning, kursive eller
fede Typer, spærret Tryk) er meget langt fra
at være saa nuancerede og mangfoldige som
T.’s Fremhæven ved større og mindre
Lydstyrke. Undertiden griber Skriftsproget til
andre Midler. En Sætning som: »Præsten gik til
Degnen, og saa gik han til Sognefogeden«, er
i denne Form tvetydig; i det talte Sprog vil det
større eller mindre Tryk paa han vise, hvem
der er ment, men i Skriftsproget vil man bruge
Ordet denne i Stedet for han, hvis Degnen og
ikke Præsten er ment. Endnu vanskeligere staar
Skriftsproget over for Gengivelsen af T.’s
Toner. Interpunktionstegnene har til Dels det
Hverv at angive disse, men er langtfra
tilstrækkelige. Et Spørgsmaalstegn bruges f. Eks.
efter alle Slags Spørgesætninger, baade dem
med stigende Tone mod Slutningen (f. Eks.
»Er du syg?«) og dem med andre
Tonebevægelser (f. Eks. »Hvem er syg?«). Endvidere
staar disse Tegn ved Slutningen af Sætningen,
medens de vilde være mere vejledende, om
de stod foran den (eller baade før og efter, som
paa Spansk). Og over for finere Afskygninger
af Tonen staar disse Tegn aldeles magtesløse,
hvorfor ogsaa Forfattere ved Gengivelse af
Replikker i Dramaer og Fortællinger tit maa føje
Bemærkninger til som »sagde han i en vred
Tone«, »med haanligt Tonefald«, »klynkende«,
»med Stemmen dirrende af Harme« o. l. Paa
den anden Side kan Skriften ved Anførselstegn,
Begyndelse af ny Linie o. s. v. angive
Leddelinger af Tanken lettere og bekvemmere,
end T. er i Stand til.
Den anden Klasse Forskelligheder mellem T.
og Skriftsproget er de mere konventionelle.
Skriftsproget er mere stift og konservativt og
bevarer en Mængde Ord, Former og
Udtryksmaader, som det mere bevægelige T. har
bortkastet. Men selv bortset herfra er der ikke
lidt i T., som undgaas i skriftlig Fremstilling,
medens omvendt mange Skriftsprogsord (som
hin, skøn, saaledes, ofte) næsten aldrig høres
i T., der foretrækker Ordene den anden, smuk,
saadan, tit. Hvor man i Skrift mest anvender
sammensatte Verber som opstille, foretrækker
T. de adskilte Udtryk stille op, hvad der kan
forlede ikke særlige Skriftkyndige til saadanne
unaturlige Vendinger som »vi blev aftagne« for
»taget af« (fotograferede). Størst er dog
Forskelligheden ved Sætningsbygningen, hvor man
fra Barnsben af indøves i visse ret bestemte
Former som de eneste i Skrift tilstedelige,
medens T. for en stor Del bevæger sig i helt
andre Baner. Skal man skriftligt udtrykke sine
Tanker, foregaar der altsaa først en mere eller
mindre gennemgribende Omdannelse fra det T.,
hvori de fleste umiddelbart tænker, til de
traditionelle Skriftsprogsudtryk. Graden af denne
Omsætning er dog højst forskellig efter Emne
o. l. Størst er den ved den saakaldte juridiske
Kancellistil; uden for denne er der i Nutiden
en stærk Bevægelse bort fra de akademiske
Udtryksmaader, der staar fjernt fra naturligt
T. Men Forskellen er dog stadig stor, større
end de fleste gør sig klar, og enhver, selv den
mest formfuldendte Tale, maa omredigeres, før
den kan gaa i Trykken, idet et fuldt ud
sandhedstro stenografisk Referat vilde forfærde de
fleste Læsere. Paa Grund af denne stærke
Indøven i Skriftsprogets Konventioner skal der
stor Stilkunst til for i Skrift at gengive
naturligt T. Selv hos øvede smidige dramatiske
Forfattere er det en Sjældenhed at træffe en hel
Side uden akademiske (»ikke hørte«)
Sætninger af samme Art som denne: »Og du selv?
Hvilken er din Opfattelse nu af dig selv? Synes
du dig at være den samme som altid?«. Af
danske Forfattere, der er naaede højest i Retning
af Gengivelsen af virkeligt T., kan nævnes H.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
