Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIII: T—Tysk frisindede Parti / 39 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tallegalla-Høns - Tallerken - Tallerken-Plov - Tallerkenrødt - Talleyrand - Talleyrand-Périgord, Charles Maurice

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

fra forraadnede Plantedele; de lægger dem i
Dynger af Sand ell. i Høje, som de skraber
sammen af Planter ell. Jord; i disse anbringes
Æggene enkeltvis, ofte henimod 1 m dybt,
dækkes fuldstændig til og overlades til sig selv,
indtil Ungen, der er fjerklædt og næsten
flyvefærdig, er udruget; saa hjælper Hannen at
skrabe den frem fra Dyngen; nogle Arter, der
lever paa Øer med varme Kilder, skraber
meterdybe Huller i det varme Sand og lægger
Æggene her. Dette besynderlige Træk, der har
været beskrevet fra Magalhães’ Jordomsejling
og atter og atter berettet af rejsende, blev i
lang Tid betvivlet af Naturforskerne, men er
nu vel undersøgt. De største Slægter er:

Tallegallus i Ny-Guinea, med et højt, fra Side
til Side sammentrykt Næb; til en nærstaaende
Slægt hører T.-Hønen (Catheturus Lathami)
fra Østaustralien, næsten saa stor som en
Kalkunhøne; den er ofte ført til Europa og har
ynglet i Fangenskab.

Megapodius: henimod en Snes Arter med
langt tyndt Næb og meget lange Tæer; de lever
i det nordlige Australien, Ny-Guinea og
omliggende Øer, gaar med enkelte Arter til
Filippinerne. De lever ogsaa paa ganske smaa Øer
og kan flyve milevidt over Havet. Til Europa
er næppe nogen bragt levende. (Litt.: E.
Oustalet, Monogr. d’Oiseaux de la Famille des
Megapodiidés [Paris 1880—81]).
O. H.

Catheturus Lathami.

Tallerken. Ordet er kommet til os fra fr.
tailloir, Forskærefad, af tailler, beslægtet med
vort tælge, snitte, gennem middelnedertysk
Diminutiv Talloreken, og betyder det
flade, med ophøjede Kanter forsynede Stykke
af et Spisestel, hvorpaa ell. hvoraf der spises.
Den opr. T. var en Brødskive, Brøddisken,
hvorpaa Kødet lagdes og skares itu. Skikken
er meget gl, men dog ikke helt forsvunden fra
vore Anretninger. Det er et Minde om den, at
smaat Fuglevildt serveres paa ristede
Brødskiver. Samtidig brugtes Disken af Træ,
et smalt, høvlet Bræt saa langt, at to Personer
kunde skære deres Mad derpaa. Deraf: »at
skilles fra Dug og Disk«. Den sjællandske
Bonde kaldte dem Langskagler. Tidligere
spiste man af Fad; dog brugtes allerede i den
ældre Middelalder Brikker af Træ, og
Miniaturerne viser, at de baade kunde være firkantede
og runde. I den sidste Form bruges de endnu
langt ind i 19. Aarh. af danske Bønder. De
finere Sorter var rødmalede og indførtes fra
Holland og Tyskland. De simplere var
hvidskurede som det senere »Finlappertøj«.

Til midt i 17. Aarh. kendte man kun flade T.
Indtil den Tid og længe efter spistes Søbemaden
af det fælles Fad ell. østes op i Øreskaale. De
første dybe T. kaldtes Mazarins efter
Kardinalen, der mulig har indført dem fra Italien. I
Dansk Folkemuseum er de ovenn. Varianter
repræsenterede.

T., der begyndte med at være af Brød, Træ
ell. Ler, blev i den yngre Middelalder gjort af
Tin til de fornemmes Borde og findes anførte i
Inventarerne i store Masser. Kong Hans spiste
vist paa Tin, og den Embedsmand, som passede
Kongens Service, hed Tindrageren endnu
i Kong Christian II’s Dage; men fra den Tid
forsvandt Tinnet fra Kongens Bord og
erstattedes af ædelt Metal. Ved Tiden efter 1700 blev
Fajencen alm.; samtidigt kom T. af kin.
Porcelæn hertil gennem Ostindisk Kompagni og
fandtes i alle Huse, selv hos velstaaende
Bønder, hvor de dog kun brugtes til Pynt. De
europæiske Porcelænsfabrikker ydede ogsaa store
Masser, uden dog helt at kunne fortrænge de
ædle Metaller fra fornemmes og riges Borde.
(Bernh. O.). J. O.

Tallerken-Plov, se Plov.

Tallerkenrødt er et rødt Farvestof, der
udvindes af Saflor (s. d.), og som tørres paa
Tallerkner eller paa Pergamentpapir.
S. P.

Talleyrand [tal’rã], fransk Adelsslægt,
udgaaet fra den gamle Grevefamilie Périgord.
Slægtens bekendteste Mænd stammer fra
Daniel Anne Marie de T., Fyrste af Chalais, d.
1745. Han havde 5 Sønner; den fjerde i Rækken
var Alexander Angélique, mest kendt
under Navnet Abbé Périgord (1736—1821),
som blev Ærkebiskop af Reims 1777. Da han
27. Marts 1789 blev valgt til den
grundlovgivende Rigsforsamling, viste han sig som Fjende af
de kirkelige Reformer, sluttede sig til
Emigranterne og udvandrede 1791; han levede en
Tid i Tyskland, ledsagede som Skriftefader
Greven af Provence, den senere Ludvig XVIII, og
var med ham i England. Han vendte tilbage
med Ludvig XVIII, da denne blev Konge, blev
Pair af Frankrig 1814 og 1817 Kardinal og
Ærkebiskop af Paris.— Daniel’s anden Søn i
Rækken, Charles Daniel, d. 1788, var
Stamfader til Fyrsterne af T. og havde Sønnen
Charles Maurice, den store Diplomat (se
ndf.), der var næstældste Søn; den tredie af
Charles Daniel’s Sønner var Archembaud
Joseph, hvis Søn Alexander Edmond
(1787—1872). Hertug af Dino, efter sin store
Onkel Charles Maurice’s Død blev Hertug af
T.-Périgord. Han skaffede sin Slægt
Fyrstendømmet Sagan (preussisk Schlesien) ved
Giftermaal med Dorothea, Datter af Hertug Peter af
Kurland.
(J. L.). H. J-n.

Talleyrand-Périgord [tal’rã-peri’gå.r],
Charles Maurice, Fyrste af Benevent,
fransk Diplomat, f. i Paris 2. Febr 1754, d. i
Paris 17. Maj 1838, var næstældste Søn af
Charles Daniel, Greve af Périgord. Faderen
levede ved Hæren, Moderen ved Hoffet, og T.
fik derfor sin Opdragelse uden for Hjemmet,
han sagde siden, »at han ikke havde sovet under
Tag sammen med sin Fader og Moder«. Hans
ældste Broder døde tidlig, men alligevel kom

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>