Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Talleyrand-Périgord, Charles Maurice - Tallien, Jean Lambert
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til sit Gods Valençay. Om Felttoget til Rusland
sagde T., »at det var Begyndelsen til Enden«,
og da Napoleon efter Slaget ved Leipzig kaldte
ham til diplomatisk Bistand, raadede T. til
Fred. Da Napoleon ikke gik ind derpaa,
tilskyndede T., skønt Medlem af Regeringsraadet,
de fjendtlige Fyrster til at rykke mod Paris,
og hans Hus, Hôtel St Florentin, blev
Værkstedet for Genindførelsen af Bourbon’ernes
Regimente; her omstemte T. Alexander I til at
antage sig Bourbon’ernes Sag, og som Leder af
den provisoriske Regering gennemførte han i
Senatet Napoleon’s Afsættelse 2. Apr. At den
første Paris-Fred blev mild for Frankrig,
skyldtes T., og hans Tanker kom væsentlig til at
raade ved Gennemførelsen af Chartet Juni 1814,
og da Ludvig XVIII havde underskrevet det,
blev T. udnævnt til Udenrigsminister og til Pair
af Frankrig. Ved Wienerkongressen gjorde han
Frankrig overmaade Gavn ved at skaffe det
Ligestilling med de andre Stormagter og ved
til dets Bedste at benytte den Strid, der
herskede mellem England-Østerrig og
Rusland-Preussen angaaende Sachsen og Polen. Han
reddede her Sachsen for helt at sluges af
Preussen og fik Bourbon’erne restituerede i Neapel.
Men Napoleon’s Genkomst fra Elba Marts 1815
standsede T.’s Planer. Han blev af Kejseren
gjort fredløs, men fik til Gengæld denne
erklæret for Europas Fjende paa
Wienerkongressen.
Efter Slaget ved Waterloo blev T. atter
Udenrigsminister, men hans forgæves Forsøg paa at
lette den anden Paris-Freds Betingelser for
Frankrig gjorde, at han for at slippe for at
undertegne Freden nedlagde sin Ministerpost i
September. Da han 1817 mistede
Fyrstendømmet Benevent ved dets Overgang til
Kirkestaten, gav Ferdinand I af Begge Sicilier ham
Fyrstendømmet Dino; samme Aar blev han i
Frankrig arvelig Pair og Hertug af T. Under
Bourbon’erne talte han i Pairskamret mod
Reaktionen og trak sig efter Karl X’s
Tronbestigelse tilbage til Valençay; i sine Taler
havde han paavist, hvortil Censurens Skærpelse
vilde føre, og Julirevolutionen kom ham ikke
uventet, han havde alt færdigt til at gaa over
og tjene Orléans’erne. Det var T., der gennem
Louis Philippe’s Søster Mme Adelaïde lod
denne vide, da det var Øjeblikket at vove sig frem,
og da Louis Philippe havde besteget Tronen,
gjorde T. ham en stor Tjeneste ved at tage til
London som Gesandt 1830—34. Han sikrede der
det gode Forhold mellem England og Frankrig,
fik det belgiske Spørgsmaal fredelig ordnet, og
ved Afslutningen af Quadruple-Alliancen 1834
mellem Frankrig, England, Spanien og
Portugal sikrede han det frisindede Regeringsprincip
i Vesteuropa og Tronen for Dronning Isabella i
Spanien. Sidst i 1834 drog T. hjem, og fra 1835
boede han stadig i Valençay. Kun een Gang
endnu traadte han offentlig frem, da han i
L’académie des sciences morales et politiques
holdt Mindetalen over sin afdøde Ven,
Diplomaten Rheinhard, og medens han formfuldendt
skildrede, hvorledes en Udenrigsminister
rettelig burde være, tog han paa en Maade selv
Afsked fra sin politiske Løbebane. Kort før sin
Død sikrede han endnu sit Eftermæle ved
gennem Abbed Dupanloup helt at forsone sig med
Romerkirken.
T. var som Diplomat et vidunderligt Snille,
af en genial Behændighed og Forudseenhed,
og hans Betydning for Frankrig er overordentlig.
Hans Livssyn var kynisk, men det maa
erkendes, at han forblev trofast mod sit Lands
Interesser, selv om han hensynsløst svigtede
de enkelte Magthavere, naar han fandt det
nødvendigt eller fordelagtigt. Han berigede altid
med Iver sig selv, men hjalp til Gengæld det
franske Folk gennem svære Kriser. Rent
menneskelig var hans Personlighed af stor
Tiltrækning, og han var højt vurderet som vittig
og aandfuld Selskabsmand. T.’s Ydre var meget
ejendommeligt, han gik ved Stok og med et
Jernstativ om det daarlige Ben, hans lille
Ansigt med Opstoppernæse, spodsk fremskudt
Underlæbe og graa Øjne under buskede Bryn,
syntes endnu mindre paa Grund af hans vældige
Haarvækst, Hagen var indbunden i det høje
Halsbind, og hans Stemme var stærk og
mandig. Han sov overmaade lidt, talte med Folk
til sen Nat og var dog tidlig oppe. Han spiste
kun een Gang om Dagen. — T. nedskrev selv sine
Memoirer. (Litt.: Mémoires du prince de T.
publiés par le duc de Broglie, I—V [Paris
1891—92]; Mignet, Notices et Mémoires
historiques, I [1843]; Sir Henry Bulwer,
Historical characters T. [1868]; Sainte Beuve,
M. de T. [1870]; A. Sorel, Lectures
historiques: T. et ses mémoires [Paris 1894];
Bernard de Lacombe, La vie privé de T.
[1910]; Georg Brandes, »Hertuginden af
Dino og Fyrsten af T.« [1923]; angaaende T.’s
diplomatiske Virksomhed er i øvrigt at henvise
til de almindelige Værker om hans Tids
Politik, saaledes: A. Vandal, »Napoléon og
Alexander I« [1891—96 og i senere Oplag] og A.
Sorel, Europe et la révolution française
[6.-8. Del, 1903-04]).
(J. L.). H. J-n.
Tallien [ta’liæ], Jean Lambert, fransk
Politiker, f. i Paris 23. Jan. 1769, d. smst. 16.
Novbr 1820. Hans Fader var Kok hos en
Markis, der tog sig af Drengens Opdragelse, og T.
blev Skriver hos en Notar, men løb fra denne,
blev 1791 Korrekturlæser paa Bladet Moniteur’s
Trykkeri og kom ind i det litterære Proletariat.
Han redigerede saaledes 1792 Smædeskriftet
L’Ami des citoyens. T. deltog i Revolten,
hvorved Kongemagten styrtedes 10. Aug. 1792, og
blev udnævnt til Sekretær i det nydannede
Kommunalraad La Commune, i
Septembermyrderierne havde han ikke ringe Skyld og
underskrev adskillige Arrestordrer. Snart efter
blev han valgt ind i Konventet, hvor han som
ivrigt Medlem af »Bjerget« stemte for Kongens
ufortøvede Henrettelse og medvirkede til
Girondinernes Fald. T.’s mest glimrende Tid
oprandt, da han som ung elegant
Konventskommissær blev sendt til Gironde for at knuse
Resterne af det girondistiske Oprør i Bordeaux
1793. Han optraadte her med stor Grusomhed
og idømte Byen uhyre Bøder for at skaffe sig
selv Penge. Blandt de mange arresterede var
Thérèse Cabarrus, Markis’en af Fontenay’s
dejlige unge fraskilte Hustru; hun blev T.’s
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
