Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Talsymbolik - Talsystem - Taltal - Taltegn - Talteori
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
saaledes Jødernes Ældste i Synedriet, det
babyloniske Fangenskab; Det gamle Testamentes
græske Oversættere (Septuaginta) og Kristi
Disciple.
Medens det er øjensynligt, at Middelalderens
T. og senere Tiders folkelige Fantasi har
kunnet finde Symboler i snart sagt hvilke som helst
Tal, synes den ældre T., der kredser om de
her fremhævede Tal 1, 3, 4, 7, 9, 10, 12, 13, 40,
70, at have visse Holdepunkter, dels af rent
menneskelig, dels af astronomisk Art, som nyere
Undersøgelser har fremdraget. 3-Tallet, som
gaar igen i al T., synes at være den primitive
Pluralis (»en, to, mange«, svarende til
Grammatikens Singularis, Dualis, Pluralis) og derfra at
have faaet sin Plads i de hellige Formlers
Rytmik, som gør denne Gentagelse særligt
velkommen i Lovprisninger, Velsignelser,
Forbandelser, Gudenavne, Trosartikler o. s. v. Delvis
uafhængig heraf er vel den Støtte, der hentes fra
den musikalske Treklang, skønt ogsaa denne
naturligvis beror paa den menneskelige
Opfattelse. 3 kan betragtes som den lille (den første
og derfor afgørende) Flerhed, medens 40 og 70
er den store Mangfoldigheds konventionelle
Formel. 7-Tallet er aabenbart astronomisk
begrundet, mindre dog ved Planeterne, som man
oprindeligt kun regnede til 6, end af Maanens
7-Dages Faser; ogsaa det senere optrædende
12-Tal har astronomisk Oprindelse i Solaarets
Bygning. Det kan tillige iagttages, at 7-Tallet
melder sig tidligere end 9-Tallet, nemlig hos
Babylonerne og Vestsemitter, i Veda og Avesta,
hvorfra det paa et senere Tidspunkt — ved
historisk Overførelse — forplanter sig til de
europæiske Oldtidsfolk. Hos disse er 3, 9 og 12
de oprindeligt fremherskende Tal; 9-Tallet
tydeligst hos Germanerne, i hvis Mytologi det
bestandigt gaar igen (Odin’s Ring, Heimdal’s
Mødre, ja selv i Offertal som 99 og 900),
ligeledes hos Kelterne, hvor 7-Tallet først trænger
ind med Kristendommen. Hos Romerne var
3-Tallet overordentligt anvendt i alle sine
Multipla, blandt hvilke 12-Tallet bliver herskende i
Mytologi og præstelige Ordninger. I nogle
Tilfælde alternerer 13 med 12, og man er tilbøjelig
til at mene, at Ulykkestallet, som endnu i denne
Egenskab florerer selv i de dannede Klassers
Overtro, oprindeligt som 12 + 1 har været et
sjældnere helligt Tal, der senere er bleven
dæmoniseret. — Tilsidst kan omtales den
Kombination af T. med Bogstavsymbolik, som
navnlig den sen jødiske og kabbalistiske
Lønvidenskab er rig paa. Et Eksempel herpaa er
»Dyrets Tal« (666) i Johannes Aabenbaring, Kap.
13, 18, hvilket man har tydet som »Kejser
Nero« efter hebraisk Skrivemaade (NRON KSR
= 50 + 200 + 6 + 50 + 100 + 60 + 200 =
666), men som ogsaa kan aflæses som LATEINOS
eller andre Ord. En saadan Kombination kan
ogsaa iagttages ved Brugen af det nordiske
Runealfabet, idet Runernes Antal (den saakaldte
Futharks 24 Runer, inddelte i 8X8 Runer,
hvilke Grupper igen havde særlige Navne)
synes at have haft magisk Kraft. I magiske
Indskrifter agtede man paa, at samtlige Runers
Antal blev 72 (Magnus Olsen, »Om Troldrunor«
[Fordomtima II, Uppsala 1917]). Denne
Runernes T. udleder S. Agrell (»Runenschrift und
Magie«, Arkiv f. nord. Filologi N. F. 39) af en
Talmystik, som var udviklet i Mithraskulten,
i hvilken dog ikke blot Bogstavernes Antal
af 24, men de enkelte Bogstavers, (og
derefter ogsaa Runers) Mystik blev af Betydning.
Sammenlign ogsaa hermed Albrecht Dietrich,
»A-B-C-Denkmäler«, Rhein. Mus. B 56 (1901).
(Litt: Almindelig Oversigt i Artiklen
Numbers i Hasting’s Encyclopedia of Relation
a. Ethics; M. Jastrow, The Religion of
Babylonia and Assyria [Boston 1878], især Side 465
ff.; H. Diels, »Sibyllinische Blätter« [Berlin
1890]; W. H. Rosener, »Die Sieben- und
Neunzahl im Kultus und Mythus der Griechen«
[Abh. d. sächs. Ges. d. Wiss., B. 24, 1904].
Om 3-Tallet: H. Usener i Rhein. Mus. 1903
og N. Söderblom, »Treenighet« [Upsala
1903]; om 13-Tallet E. Böklen, »Die
»Unglückszahl« Dreizehn und ihre mythische
Bedeutung« [Leipzig 1913]).
Edv. L.
Talsystem (mat.). Et T. er en Metode til
Dannelse af Betegnelser for Tallene i den
naturlige Talrække ved Sammensætning af een
Gang for alle valgte Tegn for visse bestemte
Tal (se Cifre). Medens disse Tegn i vort T.
indskrænker sig til vore Cifre, havde ældre
Tiders T. i Alm. tillige Betegnelser for 10 ell.
20, samt Multipla og Potenser deraf. At netop
disse Tal valgtes, maa ligge i, at man til at
begynde med benyttede Fingrene, stundom
tillige Tæerne, til at beskrive et Tal, idet man
f. Eks. angav, hvor mange Gange man havde
talt alle Fingrene, og hvor mange overskydende
Fingre der saa var, altsaa udtrykte Tallet som
et Multiplum af 10 + et Antal Enere. For at
udtrykke et Tal ved de Enheder, for hvilke der
var indført Tegn, kunde man som Romerne
skrive Enhedernes Tegn op ved Siden af
hinanden, hvert Tegn saa mange Gange, som den
paagældende Enhed forekom. Kinesernes
Fremgangsmaade var simplere, idet de foran hvert
Enhedstegn satte et Ciffer, der angav Antallet
af Enheder af denne Art. Vor Skrivemaade af
Tal, Positionssystemet, hvor et Ciffers
Plads viser, hvilke Enheders Antal det angiver,
er opfunden af Inderne og af Araberne bragt
til Europa; det kræver som sin Forudsætning
Tegnet 0, der stillet paa en vis Plads
udtrykker, at Enhederne af den tilsvarende Art
mangler. Vi bruger som Grundtal 10, ɔ: de
forsk. Enheder er Potenser af 10, og vort T.
kaldes derfor det dekadiske eller
Titalsystemet. Man kan naturligvis danne T. med
hvilke som helst andre Grundtal; det
dyadiske T. har saaledes Grundtallet 2,
Babyloniernes Seksagesimalsystem (s. d.) havde
Grundtallet 60.
Chr. C.
Taltal, Havnestad i Prov. Antofagasta, Chile,
har (1920) 8000 Indb., er Udgangspunkt for en
Jernbane til Grubeegnene i Indlandet og
udfører Salpeter, Kobbermalm, Sølv- og Blymalm
og andre Malme.
M. V.
Taltegn, d. s. s. Cifre (s. d.).
Talteori (mat.) behandler de hele Tals
Egenskaber. Her fremstiller sig først Spørgsmaalene
om Tals Delelighed, om Divisionsrester, om
Opløsning i Faktorer og i Addender og om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
