Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tangentplan - Tangentvinkel - Tanger - Tangeraffæren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ved Indikatrix forstaas et Keglesnit med
Centrum i Normalen, der i Omegnen af A saa
nær som muligt slutter sig til Fladens Snit med
en Plan lagt parallel med T. i en uendelig lille
Afstand derfra; dette Keglesnit er ligedannet
med det, der benyttes til Fremstilling af
Normalsnittenes Krumningsradier (se Krumning).
Indikatrix er en Ellipse ell. en Hyperbel, efter
som Fladen er konveks ell. ukonveks i A,
hvorfor A kaldes henh. et elliptisk ell. et
hyperbolsk Punkt. Almindeligt vil de Dele af
Fladen, der indeholder de elliptiske Punkter,
skilles fra dem, der indeholder de hyperbolske,
ved Kurver dannede af de parabolske
Punkter ɔ: saadanne, hvor Indikatrix er to
parallelle rette Linier. Saaledes vil ved
Kugleringen de to Cirkler, langs hvilke Fladen røres af
to parallelle Planer, indeholde de parabolske
Punkter og skille Ringens Inderside med lutter
hyperbolske Punkter fra Ydersiden, hvis
Punkter alle er elliptiske.
Chr. C.
Tangentvinkel [-gænt-] (mat.) kaldes
Vinkelen mellem de to Tangenter fra et Punkt til
en Cirkel.
Chr. C.
Tanger [’tandзer]. By paa Nordvestkysten
af Marokko ved Gibraltar-Strædet, ligger 22
km Ø. f. Kap Spartel og 188 km NNV. f.
Hovedstaden Fes. Byens Red dannes af en halvrund
Bugt og er derfor nogenlunde beskyttet,
undtagen for Vinde fra N. og NØ. Den er bygget
amfiteatralsk op ad Skraaningerne af en
Kalkklippe, der foroven krones af en forfalden Borg
(Kasbah). Indbyggerantallet er c. 146000, hvoraf
c. 12000 Europæere og c. 8000 Jøder, samt
Berber, Arabere og Maurere. Byen har et
overvejende maurisk Udseende, med
gennemgaaende smalle og krogede Gader, fladtagede Huse
og talrige Moskeer, men som den Europa
nærmest liggende marokkanske By mærkes Vestens
Indflydelse dog kendeligt: Gader er blevet
brolagte, bedre rensede og belyste, europæiske
Forretninger har mange Steder afløst de
indfødte Boder o. s. v. Paa Højderne om Byen
ligger talrige europæiske Villaer og store Hoteller
for de mange Tilrejsende, der søger Byen som
Vinteropholdssted. Havnen er nærmest en Red,
men fra 1907 er der anlagt et Havnebassin med
to Moler, som dog kun kan benyttes af mindre
Skibe. Industrien er ganske ubetydelig, derimod
er det Marokkos vigtigste Handelsby, særlig
Importby. T. hed i Oldtiden Tingis og har været
behersket af Romere, Vandaler, Byzantiner og
Maurere, indtil den 1471 kom i Portugisernes
Besiddelse; fra 1660—84 var den engelsk (som
Brudegave), hvorpaa Maurerne atter besatte
den. Efter Algeciras Traktaten 1906 blev der
oprettet en regelret Politistyrke under
fransk-spansk Tilsyn for at sikre Europæerne, navnlig
det diplomatiske Korps, ligesom Toldvæsenet
kom i europæiske Hænder. 1912 udskiltes Byen
med et omliggende Areal (400 km2 med 70000
Indb.) fra Marokko som en international
neutral Zone med en meget indviklet Styrelse med
Sultanen som Tilsynshavende af de Indfødte og
en administrativ Kommission paa 18 Indfødte
(9 Muselmænd, 9 Jøder) og 6 Europæere
(Franskmænd, Spaniere og Englændere). 1926
har Spanien gjort Fordring paa Tangerzonens
Indlemmelse i spansk Nordmarokko, en Tanke,
der dog ikke synes at vinde Bifald hos de øvrige
interesserede Magter.
C. A.
Tangeraffæren [’tandзer-] betegner en af de
verdenspolitiske Situationer, hvorved i Aarene
før Verdenskrigen Spændingen mellem de
europæiske Stormagter ytrede sig meget stærkt
og skabte en Krigsfare, som kun med Besvær
blev overvundet. Paa en Tid, da Frankrig
stod parat til at underlægge sig Marokko
gennem et maalbevidst »Reformarbejde«, aflagde
den tyske Kejser, Vilhelm II, Besøg hos Kongen
af Portugal og benyttede denne Lejlighed til
31. Marts 1905 at gaa i Land i Tanger, hvor
han holdt to opsigtsvækkende Taler. Over for
Sultanen af Marokkos Repræsentant betonede
han sin velvillige Interesse for det marokkanske
Rige, dettes Uafhængighed og det Ønske, han
nærede om, at under Sultanens Herredømme
et frit Marokko vilde blive aabnet for alle
Nationers fredelige Kappestrid uden Monopoler
eller Afspærringer. Over for den tyske
Koloni i Tanger fremhævede han Tysklands store
Handelsinteresser i Marokko og sin Villie til
at støtte den tyske Handel under den
Forudsætning, at alle Stater var ligeberettigede, og
at Sultanens Suverænitet og Landets
Uafhængighed blev bevaret. Disse Kejserord virkede
som en aaben Udæskning til Frankrig og dets
Forbundsfælle England og skabte snart en
storpolitisk Krise, idet de gav Sultanen Mod til
at afvise Frankrigs Fordring om de
»Reformer«, som praktisk vilde betyde et fransk
Herredomme i Marokko. I Stedet indbød han 30. Maj
de interesserede Parter til en Kongres om alle
marokkanske Forhold. Den franske
Udenrigsminister, Delcassé, var aldeles uvillig til at slaa
af paa sine Planer, og han synes at være
opmuntret af Kong Edvard, som 6. og 30. April
aflagde Besøg i Paris. I toneangivende Kredse
i England, ganske særlig inden for
Admiralitetet, var der Stemning for at tage en Krig
med Tyskland nu, og paa Krisens Højdepunkt
erklærede den engelske Regering sig villig til
at slutte et Forsvarsforbund med Frankrig.
Imidlertid sejrede dog Fredspartiet i Paris.
Flertallet i begge Kamre vendte sig mod
Delcassé’s stejle Politik, og for
Konseilspræsidenten, Rouvier, blev det afgørende, at Rusland
lige var gjort ukampdygtigt ved sit Nederlag
i Østasien, et Forhold, som sikkert med Rette
ansaas for at være Hovedgrunden til Tysklands
dristige Optræden. Afgørelsen faldt i et
Ministerraad 6. Juni, hvor baade Krigsministeren og
Marineministeren afgav meget pessimistiske
Udtalelser om Frankrigs militære Stilling; alle
Ministrene stemte for Tilslutning til en
international Konference lige med Undtagelse af
Delcassé, som derpaa straks tog sin Afsked,
hvorefter Rouvier selv overtog
Udenrigsministeriet. Om Sammenkaldelsen af en Kongres
blev der derefter Enighed mellem Frankrig og
Tyskland. Den holdtes i Algeciras fra 16. Jan. til
7. Apr. 1906, og Deltagerne var de europæiske
Stormagter og Nordamerikas forenede Stater
samt Spanien, Portugal, Holland, Belgien og
Sverige. Efter spændende Forhandlinger, som
flere Gange syntes nær ved at afbrydes og gav
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
