Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tara (Barmhjertighedens Gudinde) - Tarabulus - Tarafa - Taragarh - Tarahumare - Tarai - Tarancon - Taranger, Absalon
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tara (Sanskrit = Frelserinden) er i
Lamaismen Betegnelse for Barmhjertighedens
Gudinde, en Slags buddhistisk Madonna, der
forestilles som den kvindelige Genpart af
Avalokiteçvara (se Buddha, S. 202, jfr
Çakta og Tantra), som nu antages at være
inkarneret i Dalai-Lama. T. er den mest
populære Guddom i Tibet, baade hos Præster og
Lægfolk; hendes mest alm. Form er den
saakaldte »grønne Tara«, som opr. skal være en
apoteoseret Dronning fra Nepal, og hvis 21
forsk. Navne daglig er paa Folkets Læber; den
saakaldte »hvide Tara« findes kun hos
Mongolerne og skal paa lgn. Maade være fremgaaet
ved Apoteose af en from kinesisk Prinsesse.
(Litt.: L. A. Waddell, The Buddhism of
Tibet [London 1895]).
D. A.
Tarabulus (Tripolis), By i Syrien, 2 km
fra Kysten af Middelhavet og har c. 30000
Indb. Byen er omgivet af Haver og Marker,
har et Kastel, Moskeer, Kirker og Klostre,
driver livlig Handel med Korn, Sydfrugter,
Silke, Tobak etc. Havnestad er El Mina (La
Marina), c. 7000 Indb. T. erobredes 1109 af
Korsfarerne og var Sæde for et kristent
Grevskab indtil 1289, da Byen indtoges af
Muhammedanerne.
M. V.
Tarafa, arabisk Digter fra den sidste
Halvdel af 6. Aarhundrede, levede hos Kongen i
Hira, Amr ibn Hind, men blev senere dræbt paa
Foranledning af denne. Hertil knytter den
arabiske Tradition et Sagn, der minder om Urias
og Bellerofon; T. og hans Onkel Mutalammis
blev af Kongen sendt med Breve til hans
Statholder, og i disse Breve indeholdtes Befalingen
til at lade dem dræbe; den forsigtige Onkel
fattede Mistanke og kastede sit Brev bort, men
T. vilde ikke lytte til hans Advarsel og gik
Døden i Møde. T. regnes blandt de førislamiske
Digtere til de syv Forfattere af de saakaldte
Muallaka’er (se arabisk Litteratur);
den under hans Navn bevarede Muallaka er
noget tørog skolemæssig i Foredraget.
J. Ø.
Taragarh, 1) Bjergfæstning i Forindien,
Provinsen Adshmir, ligger i Arawali-Bjergene paa
en stejl Klippe ovf. Byen Adshmir. 2) Fæstning
i Pandshab, Vasalstaten Nalagar.
M. V.
Tarahumare, en indiansk Bjergstamme i
det nordlige Mexiko, især i Rio Fuertes Opland
i Staterne Sonora og Chihuahua. De tilhører
Pima-Folkenes Sproggruppe og er derved
beslægtede med Nahuastammerne, hvortil
Mexikos gl. Kulturfolk hørte. Skønt de langtfra naar
op paa Siden af disse i Kultur, er de dog i flere
Henseender ret højt staaende, bl. a. dyrker de
Majs, Bønner m. m. paa terrasserede Marker
og væver udmærkede Tøjer. (Litt.: C.
Lumholtz, »Blandt Mexicos Indianere«, Bd I—II
[Oslo 1903]).
K. B-S.
Tarai (Terai), et for sin Usundhed berømt,
næsten fuldstændig ubeboet Skovbælte paa
Sydsiden af Himalaja. T. er knyttet til
Længdedalene mellem Himalaja og de foranliggende
lave Kæder. Disse Dale er daarlig afvandede,
saa at de talrige Bjergfloder frembringer
Sumpe, der er bevoksede med tæt Skov, hvor
talrige Tigre, Elefanter, Leoparder, Vildsvin,
Hjorte o. a. Dyr har deres Hjem. T. har i
Nepal en Bredde af 50 km.
M. V.
Tarancon [taraŋ’kån], By i det mellemste
Spanien, Provins Cuenca, ligger 78 km VSV. f.
Cuenca 830 m o. H. i Nærheden af Floden
Rianzares og ved Banen fra Madrid til Cuenca.
(1920) 29000 Indbyggere, hvoraf en Del bor i
Huleboliger. T. har en gammel Kirke, der er
slet restaureret under Filip II, samt et Slot,
tilhørende Hertugen af Rianzares. T.
driver Vin- og Olivenavl, Lærredsvæveri samt
Handel.
(H. P. S.). C. A.
Taranger, Absalon, norsk Retshistoriker,
f. 10. August 1858 i Sund, Hordaland, var
1875—77 i Snedkerlære i Bergen og gennemgik
1877—79 Stord Skolelærerseminarium. 1883 tog han
Examen artium i Oslo og studerede først
Teologi, men maatte opgive dette Studium p. Gr. a.
et Halsonde. Fra 1885 var han Assistent i
Rigsarkivet. Som Retshistoriker debuterede han
her i 1888 med en liden Afhandling »Om
Betydningen af herað og herðskirkja i de ældre
Kristenretter« (»Norsk historisk Tidsskrift«) og
fik i 1889 Kronprinsens Guldmedaille for en
Afhandling om »Den angelsachsiske Kirkes
Indflydelse paa den norske«. Han studerede saa
Jus, tog Embedseksamen 1893 og blev straks
ansat som Universitetsstipendiat i Retshistorie.
1897 disputerede han for den jur. Doktorgrad
og blev 1898 udnævnt til ekstraordinær
Professor i Retshistorie. T. har fra 1896 arbejdet med
en Udgave af Norges gamle Love 1388—1604;
1. Bd udkom 1912. Til Skolebrug har T.
udgivet en »Norsk Samfundslære« i to Bd, I
omfattende Statsforfatnings- og
Forvaltningsretten (1902, 7. Udg. 1923) og II Privatretten
(1903, 3. Udg. 1921). Af hans »Udsigt over den
norske Rets Historie« er udkommet I,
»Indledning. Retsbegrebets Historie. Retskildernes
Historie« (1898), II, 1, »Statsrettens Historie«
(indtil 1319) (1904) og IV »Privatrettens
Historie« (Kontratryk 1907). Fra 1904 er T. Lærer i
Kirkeret ved det praktisk-teologiske
Seminarium, og han udgav 1917 »Norsk Kirkeret«.
1906 blev T. af »Det frivillige kirkelige
Landsmøde« indvalgt i en Komité, som skulde
udarbejde Forslag til en ny Kirkeforfatning. Som
Formand ledede han her Arbejdet med at
forfatte de Lov- og Grundlovsforslag, som skulde
forberede den norske Statskirkes Overgang til
en »Fri Folkekirke«. Han blev Medlem af den
1908—11 nedsatte Kirkekommission, hvis Flertal
forkastede Forslaget til den »Fri Folkekirke«,
og udarbejdede Forslag til »Lov om
Menighedsraad og Menighedsmøder« (Lov 3. Decbr 1920).
1907 var han med at stifte »Det norske
Kirkeparti«, hvis Formand han var 1910—20, da
Partiet blev reorganiseret som »Det kirkelige
Landslag«. Siden 1908 har han været Medlem
af »Det kirkelige Landsudvalg«, som i 1923 blev
omdannet til »Det frivillige Kirkeraad«, og har
siden været dettes Formand.
Efter Afslutningen af »Kirkekommissionen af
1908« udarbejdede T. »Norges Historie
1319-1536« i 2 Halvbind, hvoraf det sidste udkom
1917. Derefter genoptog han sine retshistoriske
Studier. Han offentliggjorde »Alting og
Lagting. I (i »Historisk Tidsskrift«, 5. Rk. I) og
»Kong Magnus Erlingssons Privilegium for den
norske Kirke« (Norvegia Sacra 1922). Om den
norske Tronfølgerret i Sagatiden holdt T. et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
