Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Taranger, Absalon - Tarantél - Tarantel - Tarantelepidemi - Tarantisme - Taranto
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Foredrag paa det skandinaviske Historikermøde
i Göteborg 1923, og i 1924 udarbejdede han en
Fremstilling af Norges ældste Kirkehistorie:
»Da Norge var Missionsmark«.
Ellers har T. afgivet en Række til Dels meget
udførlige Responsa i retshistoriske og
kirkeretslige Emner. Af disse er trykt: »Om
Ejendomsretten til de norske Præstegaarde« (»Norsk
Retstidende« 1896) og »Kirkegodsets
Retsforhold« (smst. 1902), »Om Haalogalands
Almenninger« (»Nordlands Amtsformandskabs
Forhandlinger« 1895), »Borregaardsprivilegiet«
(Stortingsdokument Nr 15, 1906), »Gutachten
der juristischen Fakultet der Universität zu
Kristiania vom 14. Novbr 1908«, forfattet af
Professor T. og Gjelsvik (»Norske Indlæg i
Grisebaasagen«, I, S. 293); »Gutachten vom 21.
Juni 1909« (Grisebaasagens Dokumenter, S. 15).
Under Studierejser sønden- og vestenfjelds
drev han »Ronderetsstudier«, — samlede
Oplysninger om Bøndernes Sædvaneret. Nogle
Artikler derom i Dagspressen 1900—02 har flere
Gange været benyttet i Højesteret.
Som Medlem af den departementale
Universitetslovkomité af 1900 forfattede han sammen
med daværende Rureauchef Klaus Hoel det
Udkast, som ligger til Grund for Universitetsloven
af 9. Oktbr 1905, ligesom han gav en historisk
Fremstilling af Universitetets økonomiske
Retshistorie.
Efter sit religiøse »Gennembrud« 1907 har T.
deltaget i det religiøse Arbejde. En Aargang
»Religiøse Lægmandsbetragtninger«, som han
skrev i »Verdens Gang«, er siden udkommet
som Bog.
1902 blev T. Medlem af Videnskabsselskabs i
Oslo (nu: Det norske Videnskabsakademi i
Oslo), 1906 Hon. Life Member of the Viking
Club i London og samme Aar Æresdoktor
(L. L. D.) ved Aberdeens Universitets 400-Aars
Jubilæum, 1909 Medlem af Det kgl. danske
Videnskabernes Selskab og 1915 af Det kgl.
Danske Selskab for Fædrelandets Historie og Sprog.
(Litt.: »Studenterne fra 1883«, med udførlig
Ribliografi til 1908).
K. Ø.
Tarantél (Lycosa tarántula),
Jagtedderkop, hvis Hjem er Sydeuropa, især Apulien.
T. lever i Huler i Jorden, omgiver Indgangen
med en mod Regn beskyttende Vold; den
sidder om Dagen i sin rørformede Hule, men gaar
om Aftenen og Natten ud paa Rov; den lever
væsentlig af Insekter. T. er af betydelig
Størrelse, Kroppen alene kan være c. 35 mm, den
er brunfarvet med lysere og mørkere Baand.
Æggemassen, som Hunnen bærer med sig, er
to Gange saa stor som en Hasselnød. Om
Vinteren ligger den i en Slags Dvale nede i Jorden
og har tilstoppet Hullets Aabning med Jord,
Blade etc. Det er et ganske uskadeligt Dyr;
man tilskrev i ældre Tid dens Bid de
mærkeligste Egenskaber, navnlig skulde det frembringe
det hysteriske Danseraseri (Tarantella).
C. W-L.
Tarantel (Tarantella), en syditaliensk
Dans; den danses med stadig voksende Fart
og en lidenskabelig Glød, der stiger til
bakkantisk Vildskab, i Reglen af et enkelt
Par og under Ledsagelse af Kastagnet og
Tamburin. Musikken til T. er i 6/8 Takt og
skifter ofte mellem Dur og Mol. T. er indført
som Kunstdans paa Scenen, bl. a. af Auber i
»Den Stumme i Portici« og af Bournonville i
»Napoli«; Musikformen har fundet Anvendelse
saavel i Instrumentalmusikken (Mendelssohn’s
ital. Symfoni, Weber’s Sonate i E-mol, talrige
Klaverkompositioner) som i Sangmusikken
(Rossini’s »La Danza«). Om den til T. knyttede
Overtro se Tarantisme.
S. L.
Tarantelepidemi, se Tarantisme.
Tarantisme, en i tidligere Tid ofte
epidemisk optrædende Lidelse, der mentes at være
foraarsaget ved et Bid af en i Jorden levende,
giftig Edderkop, Tarantelen, Lycosa tarantula.
Sygdommen, der først viste sig i Apulien, hører
i sin udprægede Form Middelalderen til, men
holdt sig sporadisk til op mod det 19.
Aarhundrede. Den nævnes første Gang af Nicolaus
Perotti (1430—1480) og maa ses i Belysning
af de Danseepidemier, der fulgte efter den sorte
Død. At Sygdommen skyldes den nævnte
Tarantel, er en folkelig Forestilling, i
Virkeligheden synes der at foreligge en Forveksling
med en ugiftig Øgle, Stellio, der allerede for de
gamle Romere var Indbegrebet af alt ondt. Om
en Afledning af Byen Tarent er der aldeles
ikke Tale. Den Lidelse, der fremkaldes ved det
formentlige Bid, var karakteriseret ved sine
nervøse Symptomer og havde Form af en dyb
Melankoli, der kunde afbrydes af Graad- eller
Latterkramper, der kunde være saa voldsomme,
at de medførte Døden. Af denne Tilstand kunde
Patienterne bringes ud ved Hjælp af Musik, der
fik dem til at springe op og »danse« indtil de
halvdøde styrtede om. Hos de ældste Forfattere
omtales imidlertid denne Dans slet ikke, de
anfører kun de Symptomer, der overhovedet er
karakteristiske for Insekt- og Skorpionstik.
Kun enkelte Forfattere (f. Eks.
Gariopontus) omtaler psykiske Epidemier af
herhenhørende Art. Efter 1500 begynder T. at brede
sig N. paa. Anvendelsen af Musikken sattes i
System (Tarantella), og samtidig prægedes
Sygdomsbilledet mere og mere af Symptomer, der
nu til Dags vilde blive kaldt hysteriske, f. Eks.
en vild Rædsel for visse Farver, en udpræget
Længsel efter Vand, i hvilket Patienterne
styrtede sig, naar de ikke f. Eks. dansede med
fyldte Vandglas, o. l. Disse Symptomer bragtes
til Ro ved Tromme og Fløjte. Epidemierne
optraadte ogsaa uden for Italien, angreb ogsaa
andre end Italienere og antog mange Steder
Karakteren af et rent Danseraseri, der afløstes
af den oprindelige Melankoli, hvorved Forløbet
altsaa blev i Repriser, hvis Intensitet øgedes
ved Vandringer fra By til By. (Litt.: Hecker,
»Die grossen Volkskrankheiten des Mittelalters«
[Berlin 1865]; V. Bergsøe, »Naturhistorisk
Tidsskrift«, III. R., 3 Bd, og »Fra Mark og
Skov« I [1881]).
J. S. J.
Taranto, Tarent, By i Syditalien, Provins
Lecce, ligger 79 km VNV. f. Lecce ved
Bugten ved T. og ved Banen fra Brindisi til
Reggio di Calabria. (1921) 103800 Indbyggere i
hele Kommunen. T. ligger paa en Ø mellem
den egentlige T.-Bugt og dennes Fortsættelse,
den laguneagtige Mare Piccolo og staar i
Forbindelse med Fastlandet ved en Bro, der hviler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
