Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tatovering - Tátra - Tatra-Füred - Tatshing Shan - Ta-tsien-lu - Tattegrain, Francis - Tattersall
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af Stammer ved Amur-Floden i Sibirien, af
Eskimoer og af visse Indianere. Det er som
Regel de ubedækkede Legemsdele, der
tatoveres, altsaa navnlig Ansigt og Hænder; men
denne Regel er ikke uden Undtagelser,
navnlig i saadanne Tilfælde som i Japan og
Bagindien, hvor en højere Kultur har fremkaldt
en rigeligere Dragt, efter at T. har fundet
Indpas. Motiverne til T. er forsk. Artatoveringen
staar maaske i Forbindelse med den primitive
Skik frivilligt at kradse Saar paa Huden, hvilket
tillægges medicinsk Betydning; men desuden er
T. i mange Tilfælde et Udmærkelsestegn, dels
p. Gr. a. den med Erhvervelsen forbundne
Smerte (jfr de tyske Studenters Mensur-Ar), dels
fordi Mønstrene angiver vedk. Stamme, Rang
o. l. Da Stammeemblemerne ofte er mystiske
Symboler, faar T. ogsaa en religiøs Betydning
ved at stille den tatoverede i et særligt Forhold
til de højere Magter. Prik- og Sytatoveringen staar
desuden Legemsmalingen nær, og disse Arters
Motiver maa undersøges i Forbindelse med
dennes. I enkelte Tilfælde kan T. skyldes
Efterligning af et Klædningsstykke e. l., som
hos Kvinderne paa Karolinerne, hvor
Mønsterets Forbillede sikkert er et Skamdække.
Ainu-Kvindernes Mundtatovering synes at være
en Efterligning af Mændenes fyldige Overskæg.
— I Europa gaar T. formodentlig tilbage til
palæolitisk Tid, men har nu som virkelig
Folkeskik kun holdt sig hos de rom.-kat. Kvinder i
Albanien, Bosnien og Herzegovina. Derimod
forekommer T. alm. hos Sømænd og først og
fremmest hos Forbrydere og Prostituerede.
Dette skyldes dog næppe, som man har ment,
at Skikken hos disse er en Levning fra et
tidligere, lavere Kulturtrin, men snarere, at den
professionelle Lediggang og Livet i Fængslerne
fremelsker Lysten til T. (Litt.: W. Joest,
»Tätowieren, Narbenzeichnen u.
Körperbemahlen« [Berlin 1887]; Berchon, Histoire
médicale du tatouage [Paris 1869]; G. Düben i
»Ymer« [Sthlm 1886]).
K. B-S.
Tátra [’ta.trå]. 1) Hohe T. (tschekk.
Vysoké Tatry) danner den højeste Del af
Karpaterne. Gruppen ligger paa Grænsen af
Tschekkoslovakiet og Polen (Galizien) mellem øvre
Liptau eller Waag i S., Dunajez og Sorte Arva
i N., Poprad i Ø. og Bobrovecs Tværdal i V.
Hohe T. har gennemgaaende en vest—østlig
Strygningsretning og deles i 3 Afsnit: mod V.
Liptau-Alperne, i Midten det egentlige Hohe T.
og mod Ø. Belaer-Kalkalper. Den samlede
Længde er 76 km, den største Bredde 48 km.
Middelhøjden er beregnet til 1958 m. Bjerggruppens
Kerne dannes af Granit, men omgives særlig
mod Ø. af kolossale Terrasser af mesozoisk
Kalksten, hvortil slutter sig senere Aflejringer.
Bjergene falder stejlt af mod S., kun ved Foden
omgivne af glaciale Aflejringer. Mod N. derimod
sænker de sig efterhaanden til
Neumarkt-Sletten, idet her mesozoiske Kalkbjerge og et
Bakkeland af Sandsten slutter sig til Granitten.
Spor af Gletschere viser sig i Dalrandene; dog
findes nu trods Hævningen indtil Snegrænsen
ingen Gletscherdannelse. Kun i afsides Kløfter
træffes evig Sne. Den højeste Top i hele
Karpaterkæden Gerlsdorferspitze (Gerlach, 2663 m)
findes i det egentlige Hohe T. Dens Spids
dannes af en eneste Stenblok, fra hvilken findes en
pragtfuld Udsigt, som dog overtræffes af
Panoramaerne fra de vestligere liggende Toppe
Meeraugenspitze (2508 m) og Swinnica (2293 m).
Længere mod Ø. findes Lomnitzerspitze (2634 m)
og det sagnrige Karfunkelthurm (2139 m).
Ejendommeligt for T. er de smalle Dale med mange
smaa Bjergsøer, der af Behoerne kaldes
Havøjne, og som udfylder Istidsgletschernes Botner,
og den fuldstændige Ensomhed, idet kun de
Bjergene omgivende Skrænter og Sletter er
beboede. Skovregionen naar til en Højde af
1330 m, Dværgkrat til c. 1600 m og fortsættes af
Alperegionen, der naar til de højeste Toppe og
yder Græsning for Faar, Kvæg og Heste. 2)
Kleine eller Niedere T. (Nizké T.),
ogsaa kaldet Liptau-Bjergkæde eller Sohler-Alper,
ligger lige S. f. Hohe T., med hvilken
Bjerggruppe den er forbunden ved den i
nord—sydlig Retning gaaende Bjergryg Hochwald, der
danner Vandskellet mellem Poprad og Waag.
Kleine T. bestaar i sin Kerne af Granit og
Gnejs, for Skrænternes Vedkommende af
Alpekalk, strækker sig fra V. til Ø. med en Længde
af 100 km og en Bredde af 10—30 km og naar
i Djumbir (Dumbjer) en Højde af 2045 m.
Nordsiden er raa og kold, medens de vandrige
sydlige Skraaninger har et mildt og behageligt
Klima og hører som f. Eks. den øvre Gran-Dal til
de mest tiltalende Egne i Karpaterne. I
Skovene træffes endnu Bjørne.
(Joh. F.). O. K.
Tatra-Füred, se Schmeks.
Tatshing Shan, se In Shan.
Ta-tsien-lu, By i Prov. Szetshwan, Kina,
ligger i Bjerglandet henimod Grænsen mod
Tibet, 2550 m o. H., 12000 Indb., hvoriblandt
4—5000 buddhistiske Munke. Transithandel med
Tibet.
M. V.
Tattegrain [tat’græ], Francis, fransk
Maler, f. 1852 i Péronne (Somme), d. 5. Jan.
1915 i Arras. Han debuterede paa Salonen 1875
med Raderinger og vandt ogsaa Anseelse i
grafisk Kunst (Raderingerne »Moinet-Broen ved
Arni ens«, »Duehuset« m. fl.), men dog især ved
en Række, fra 1879 udstillede Malerier, der
skildrede Fiskerlivet paa Frankrigs Nordkyst, snart
i Hverdagstilværelse, snart, og i stigende Grad,
i dramatiske og tragiske Tildragelser (»Det er
ude med dem« [1882], »Fiskere paa Etaples med
Liget af en druknet« [1883], »Tremasteren
Majestas« [1888] etc.). Fra disse Skildringer vendte
han sig senere ofte mod Historiemaleriet i store
Billeder med stærkt bevæget Handlingsliv,
saaledes »Kassels Indbyggere overgiver sig i St
Omers Sumpe til Filip den Gode« (1887,
udstillet paa den franske Kunstudstilling i Kbhvn
1888), »Ludvig XI’s Indtog i Paris« (Hôtel de
Ville i Paris) og »S. Quentins Indtagelse 1557«
(Hædersmedaille 1899). I Luxembourg-Museet i
Paris ses hans Débarquement de vérotiers.
Andre Værker: »Sildefiskeri paa aaben Sø« (1879),
»Hjem fra Fiskefangst« (1880),
»Rekonvalescenten« (1884), »Ludvig XIV i Klitterne« (1889), det
store »Fiskefangst med Snører« (udstillet paa
den internationale Udstilling i Kbhvn 1897),
Selvportræt (1881) m. fl.
A. Hk.
Tattersall [’tätəså.£ ell. ’tatəsə£] (eng.), stort
Etablissement, hvor Sælgere kan faa deres
Heste opstaldede, og hvor Køberne kan se
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
