Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tavastland - Tavaststjerna, Karl August
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fugle, og i Søerne findes en Mængde Ænder. —
Syd-T. var befolket i yngre Stenalder omkring
3000 f. Kr. Stenalderfundene viser Berøring med
skandinavisk Kultur. Ogsaa i Nord-T.’s nordlige
Del findes Stenalderbopladser, som viser
Paavirkning fra Ø. Under Jernalderen var
Bebyggelsen temmelig tæt i det sydlige T. — De
ældste historiske Beretninger om T. begynder med
Tavasternes Stridigheder med Novgoroderne.
Den kristne Lære begyndte at udbredes i
Begyndelsen af 12. Aarhundrede. — T. er fordelt
paa 6 Län: Tavastehus, Vasa, Nylands, Viborg,
St. Michels og Kuopio Län. De største Byer er
Tavastehus, Lahti, Heinola og Jyväskylä.
Landskabets Vaaben er en springende Los i rødt Felt
med tre 6takkede Sølvstjerner over sig og fire
Sølvroser under sig.
M. H-n.
Tavaststjerna [’ta.vast∫ærna], Karl
August, finsk Digter, f. 13. Maj 1860, d. 20. Marts
1898. Allerede medens T. forberedte sig paa det
polytekniske Institut i Helsingfors, optraadte
han i »Finsk
Tidskrift« med
Smaadigte
under Mærket
-stst-, og da han
1883 som
Arkitekt rejste til
Paris for at
fuldende sine
Studier, udgav
han sin første
Digtsamling
»För
morgonbris«, der
allerede næste Aar
udkom i nyt
Oplag. Det er
en stærkt
personlig,
følelsesrig og svulmende
Digtning, som træfsikker i Formen og
original i Tanken (om end ikke uden
Paavirkning fra Snoilsky), baade ved sin Friskhed
og ofte ved sin Skepsis og Humor indleder
et nyt Afsnit i den finske Litteraturudvikling,
og styrket af den velvillige Kritik og af
Impulser fra Paris gik han fra Fagstudiet over til
Poesien. 1885 udsendte han i Digtsamlingen
»Nya vers« tre længere Digtcyklus, hvori han
i en ikke fuldt saa ulastelig Form gengav
Indtryk fra Barndommen og fra de nyvundne
Erfaringer; desuden skrev han Enakteren »När
frun emanciperar sig«, men vandt først fuld
Anerkendelse ved »Barndomsvänner« (1886),
som er den første finske realistiske Skildring af
en Nutidsskæbne, et Ungdomsliv i sin
Udfoldelse, Blomstring og Hensvinden, gengivet med
et rigt Fond af Følelse, Friskhed og Poesi. I
Løbet af Vinteren 1886—87 kom han i
personlig Forbindelse med danske Forfattere, Brandes
o. fl., og hans næste Arbejder, Romanen »En
inföding« (1887) og Novellesamlingen »I
förbindelser« (1888), viser afgjort Fremskridt
baade i Henseende til Sprog, Komposition og
Sjæleskildring. Aaret efter modtog T. paa to Aar
Statens første litterære Understøttelse, og de
forbedrede Kaar øvede Indflydelse paa hans
Inspiration, saa han 1890 kunde udgive tre
udmærkede Arbejder. I »Affärer« tog han
Sprogsagen op til Behandling og gav den
finsk-svenske Scene det første moderne Skuespil, i
Novellesamlingen »Marin och genre« meddeler han
en ypperlig Række Natur- og Folkeskildringer
fra Hangö, og endelig aabenbarede han i
Digtsamlingen »Dikter i väntan« sin Personligheds
allerdybeste Væsen. Den Berømmelse,
Kritikerne udøste over hans senere Bøger, standsede
over for hans store Roman »Hårda tider« (1891),
der gav en ypperlig Almueskildring fra
Nødaaret 1867, men indeholdt en Del historiske
Fejltagelser. 1891 udgav han »Fyra
dramatiska småstycken« og Novellesamlingen
»Unga år« 1892. Han begav sig derefter med sin
Hustru til Schweiz, Italien, Tyskland og
Sverige og udsendte 1893 »Korta brev från en lang
bröllopsresa«, som i høj Grad fremkaldte
Kritik, samt den ejendommelige Karakterstudie »I
förbund med döden«, hvori han giver Udtryk for
den indre Kamp, som han led under. Men trods
sin lange Udlændighed fuldførte T. dog flere
af de Værker, som maa regnes til hans
ypperste, den fortrinlige Bondelivsskildring
»Kvinnoregimente« (1894) samt pseudonymt den
spændende Novelle »Finska vikens hemlighet« (1895)
og udgav flere af sine allerbedste Arbejder i
»Kapten Tärnberg med flere berättelser«
(1894); i Efteraaret 1895 vendte han omsider
tilbage til Finland for at overtage Redaktionen
af Bladet »Hangö«, senere af Björneborgs Avis.
Han udgav i førstnævnte Blad i Feuilleton
»Korta brev från hemmets lugna härd«, der udkom
som Bog samme Aar; men i øvrigt
interesserede Journalistgerningen ham ikke; den
befriede ham delvis dog fra økonomiske Tryk og gav
ham mere Tid til Digtning, saa han 1896
blandt andet kunde udgive »En patriot utan
fädernesland« og en ny højt berømmet
Samling »Dikter«. Men uagtet disse Værker
forraader nye Ejendommeligheder og nye
Fremskridt hos Forfatteren, peger dog særlig
Digtene paa hans medfødte dybe Tungsind.
Alligevel kunde T. efter en Rejse til Norge
under et Sommerophold i Visby samle sig
til den fortrinlige Drengebog »Lille Karl« og
det mærkelige, storslaaede Digt »Laureatus«.
Det sidste er i sin alvorlige og pinligt virkende
Selvskildring en Slags Testamente; ved Siden
af hidsede, jagede og oprevne Sjælsskildringer
findes Sonetter og Smaadigte saa henrivende
skønne, at han aldrig er naaet højere; men
den nedtrykte Sjælsstemning holdt sig stadig,
indtil en heftig Lungebetændelse paa faa Dage
sluttede hans Liv. Han døde faa Dage efter, at
Topelius havde endt sit Liv, men han havde
lige fra sine første Bøger staaet for
Bevidstheden som hans selvskrevne Arvtager, den
første Repræsentant for finsk-svensk Realisme, og
han var tillige dens ypperste. Hans Død kom
brat og bevirkede, at mange paatænkte
Arbejder ikke blev fuldførte, men han har givet
Udtryk for et rigt og ejendommeligt Sjælelivs
Kamp og har digtet med stadig vaagen
Samtidssatire og en vemodig Længsel bort fra
Virkeligheden; og selv om hans Kunst er mere
fuldendt i hans lyriske Udbrud end i hans
 |
| K. A. Tavaststjerna. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
