- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIII: T—Tysk frisindede Parti /
154

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tegnér, Esaias

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

lantvärnet« og det store dityrambiske Digt »Svea«.
Hans Tanker optoges langt mere af
Fædrelandets Kamp end af de begyndende litterære
Stridigheder, som han vilde holde sig udenfor. I
»Svea« har han givet Udtryk for den Harme og
Smerte og det Haab, som fyldte ham. Digtet,
der senere vandt Akademiets Pris,
foranledigede Götiska förbundet til at optage T. i
Medlemskredsen, og 1812 udgav han en Del Digte
i »Iduna«, blandt hvilke »Majsång«,
»Skidbladner« og »Elden« er de ejendommeligste.

I Aaret 1812 blev T., der 1806 havde holdt
Bryllup, udnævnt til Professor i Græsk, en
Professur, som var oprettet særlig for ham, og der
oprandt en Række Arbejdsaar, hvorunder
Poesien dyrkedes jævnt. Hos
Akademiadjunkten Bolméer samledes en Skare litterært
interesserede, bl. a. Heurlin, Palm, Engeström, Agardh
og flere, og i denne Kreds, den saakaldte
»Härberget«, der med Undtagelse af Agardh
alle stod uden for de kæmpende Skoler, var
ogsaa T. en af de ivrigste Deltagere og den
eneste, som traadte frem i den litterære Kamp.
Efter foreløbig at have givet en rent personlig
Harme Luft i Digtet »Hammarspik« var han en
Tid lang optagen af at arbejde paa et Tidsskrift,
rettet mod den ny Skole, men Planen strandede
paa, at Meningerne i »Härberget« var delte, og
T. kom derfor til at staa alene i sin Strid. Den
indledtes med »Nyåret 1816« og »Gravdikt över
Elof Tegnér«, med Udfald mod den taagede,
kraftløse romantiske Digtning, og han fortsatte
i sin Tale ved Reformationsjubelfesten 1817.
Hans Karakteristik af Luther er lidet
rammende; i sin Fremhæven af det ridderlige og
eventyrlige er den mere betegnende for Forfatteren,
der paa lignende Maade priser
Reformationsaarhundredet mere for dets humanistiske end
dets religiøse Bestræbelse, fremhæver dets
Frigørelse og slutter med at betegne den
frembrydende Tid som i højeste Grad betænkelig.
Talens litterære Indhold vakte Misstemning i
alle Lejre; men denne lagde sig hurtig, særlig
i de akademiske Kredse; han valgtes 1818 ind i
Akademiet, og i sin »Inträdestal« over
Oxenstierna, hvor han udtalte sig om æstetiske
Spørgsmaal, har han i flere Henseender søgt
at forklare sig selv og undskylde sig over for
Kritikken af Jubeltalen. Det sidste afgørende
Slag, mildnet, afklaret og værdigt, gav han i
sin »Epilog« 1820 ved Magisterpromotionen,
hvor han indskærpede Fordringen til Kraft og
Klarhed i Digtningen.

Sine Digte offentliggjorde T. i Göternes og
Neutrernas Organer »Iduna« og
»Stockholmsposten«; de er stærkt gotiske som »Asatiden«,
der havde Schiller’s »Die Götter
Griechenlands’« til Forbillede, og »Jätten«,
dityrambiske som »Sång till solen« og »Stjärnsången«,
men mest er han sig selv i »Karl XII«, hvor
han besynger det eventyrlige hos Helten, og i
»Sången«, hvor Poesien betegnes som Udtryk
for Livets Sundhed. Men størst Interesse havde
»Frithiof och Björn«, og de tre andre Sange,
der udgaves i »Iduna« 1820 og faa Aar senere
suppleredes med fem Sange til, og som
yderligere forøget til 24 Romancer danner det 1825
udgivne Værk »Frithiofs saga«. I denne
moderniserede Omdigtning af en oldnordisk Saga har
T. givet en Skildring af sin egen Tids
Helteideal og Samfundsopfattelse, medens
Kærlighedslivet og ikke Vikingelivet har kastet Glans
derover. Han ser i Hedenskabets Balder-Myte
en Forberedelse for Kristendommen og benytter
den til Udjævning og Forsoning af det vilde og
urkraftige; dette mildnes, skønt Toner af dyster
Fortvivlelse anslaas i det senest skrevne Digt
»Frithiofs Återkomst«, hvor Digterens
personlige Oplevelse har angivet Tonen. Det
stemningsrige Værk vakte Begejstring, da det
udkom, og det erhvervede sin Digter en
Berømmelse i Ind- og Udland, som ingen før havde
haft i svensk Litteratur; det udkom i talrige
Oversættelser og var en Tid lang et af de faa
nordiske Digterværker, som ved Oversættelser
vandt europæisk Berømmelse.

Forinden Udgivelsen af Frithiof’s saga havde
T. imidlertid vundet Navnkundighed i Sverige
ved Idyllen »Nattvardsbarnen« (1820) og
Romancen »Axel« (1822). Det første giver i
ypperlige Heksametre en Skildring af en
Konfirmation i en svensk Landsbykirke, og det afsluttes
efter den idylliske Fremstilling med Præstens
Tale, hvori T. har givet sin personlige
Opfattelse og Tolkning af Religionens Hovedlærdomme,
hvorved han kommer til at give en meget smuk
Fremstilling af Kærligheden, som Lærens
Grundprincip, og af Døden som Kærlighedens
alvorligere Tvillingbroder. »Axel« er T.’s egentlige
Kærlighedsdigt, næst »Frithiofs saga« det
berømteste, om end ikke lødigste af hans Værker.
Helteskildringen er her helt trængt tilbage for
den opdigtede, romantiske Kærlighedsskildring.
Desuden var han begyndt paa et tredje stort
Digt »Gerda« eller »Helgonbacken«; men han
naaede kun at fuldende de to første Sange,
»Jätten Finn« om Opbyggelsen af Lunds Domkirke
og om Aksel Hvide’s (Biskop Absalon) Møde
med Jættedatteren Gerda. Først mod
Slutningen af sit Liv genoptog han Emnet til
Fuldendelse, men heller ikke da naaede han at
afslutte det, hans Kraft var nedbrudt. »Gerda«
skulde som »Frithiof« have behandlet
Kærlighedsforsagelsen; Impulsen var en Oplevelse
netop paa den Tid. Erotisk Skuffelse i
Forbindelse med økonomiske Vanskeligheder og
tiltagende Sygelighed medførte den Melankoli og
Fortvivlelse, der stadig lagde sig mere tyngende
over hans Sind og ofte formørkede det lange
Tider ad Gangen.

1823 blev Bispestolen i Växiö ledig; T. og hans
Venner gjorde alt for, at den skulde blive ham
tildelt, og med Vemod bød han Aaret efter
Lund og Studenterne Farvel, for 1826 at flytte
til Växiö og Aaret efter at overtage Embedet.
Hans teologiske Fordannelse havde ikke faa
Mangler, og hans Dogmetro var i høj Grad
forskellig fra Datidens Rettroenhed, og selv hans
verdslige Optræden, hans svulmende
Veltalenhed, vakte næsten Forargelse i de gejstlige
Kredse, hvori han nu maatte præsidere, og
i den lille bornerte Bispeby. Under
Forberedelserne til Valget opstod hans første
melankolske Sindsstemninger, og i »Mjältsjukan«
gav han 1825 Udtryk for den Pessimisme, som
ogsaa senere kom til Orde i hans
forskellige, lyriske Digte og i hans Skoletaler, og i
hans politiske Anskuelser og Optræden. Den

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:04:06 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/23/0162.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free