Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tegnér, Esaias - Tegnér, Esaias Henrik Wilhelm - Tegner, Hans Christian Harald
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Digtning, som han haabede skulde bryde frem
under Opholdet i Växiö, blev ikke saa
mangfoldig eller omfattende, som han havde ventet.
Det blev kun ved særlige Lejligheder, at han
frembragte Digte; men disse var ganske vist
ogsaa noget af det pragtfuldeste og mest
storladne, som er fremstaaet i svensk Litteratur. Et
ypperligt Lejlighedsdigt er saaledes den
Magisterpromotionsepilog, som han fremsagde, da
Oehlenschläger 1829 var Gæst og
»digterkronedes« i Lund, og et endnu mere storladent
og festligt Digt er »Vid Akademiens femtiåra
minneshögtid« (1836). Men Melankolien fik
stadig mere Overhaand, og ofte var hans
Sindsstemning saa mørk og forvirret, at han maatte
tage Ophold paa en Sindssygeanstalt i Slesvig.
Aaret 1841 vendte han tilbage fra et saadant
Rekreationsophold, og han følte da Lyst til at
genoptage sin Digtning, og den idylliske
Bryllupsskildring »Kronbruden« blev til, hvori han
vender sig til Besyngelse af Lysets Magter.
Digtet, som først udkom efter Forfatterens Død,
er i meget smukke Strofer tilegnet Franzén;
det blev T.’s sidste store Arbejde; og foruden
dette erhvervede kun det store »Till Karl XIV
Johan«, hvori han giver en Karakteristik af den
svenske Nationalkarakter, og hans »Afsked med
min lyra«, forøget Navnkundighed for
Forfatteren. Dog, T. var ikke blot betydelig som
Digter, han var veltalende som ingen af hans
Samtid, og hans Taler, blandt hvilke, foruden
Talen ved Jubelfesten (1817), særlig mærkes
hans »Inträdestal i Svenska Akademien« (1819),
hans afsluttende »Vid offentliga
föreläsningarnas slut« (1824), samt hans udmærkede, skønt
stærkt pessimistiske Skoletaler, betegner en ny
Epoke i svensk Veltalenhed. Hans mange
Ejendommeligheder lægger sig dog endnu stærkere
for Dagen i hans fængslende Breve; han giver
her med stor Aabenhjertighed Luft for sine
Stemninger og Tanker ved Dagens Hændelser,
og om religiøse, litterære og politiske
Spørgsmaal, særlig i Brevene til v. Brinkman.
T. var i en reaktionær Tid Forkæmper for
Frihed og Oplysning, og ingen Digter bragte
svensk Poesi saa viden om som han. Og selv
om hans Digtning forraader intim Berøring med
og Paavirkning fra Verdenslitteraturens
ypperste Mænd, har han dog præget den med sin
Personlighed og med den Stil, som ved sine
pragtfulde Billeder og snildrigt formede
Sentenser, og i Rytmernes Rigdom og
Mangfoldighed, har skaffet ham Navn af den svenske
Litteraturs Ypperste, ligesom den store Rigdom af
Tanker har skaffet ham Ry som Litteraturens
største Aand. Af T.’s Skrifter er foruden
»Smärre samlade skrifter« (1838) udkommet
følgende Udgaver: »Samlade skrifter«
(I—VII 1847—51) med Levnedsskildring af
Böttiger. De er senere udgivne i 3 Bd (1860), paa
ny i 3 Bd (1871-72) og i 2 Bd som
Nationalupplaga ved Elof Tegnér (1871-72). I
Hundredaaret efter hans Fødsel udgaves en
»Jubelfestupplaga« i 7 Bd (1882—85), samt »Ur Esaias
T.’s papper« begge ved Elof Tegnér. Desuden
er særskilt udgivet: »Tal vid särskilta tillfällen«
(I—III, 1831-42), »Smärre dikter« (1866),
»Kyrkliga tal« (1873), »Efterlemnade skrifter« (I—III,
1873-74), Opuscula latino. (1875), »Filosofiska
och estetiska papper« (1913). Samlede Skrifter
ved E. Wrangel og Fr. Böök I-X (1919-25).
(Litt.: Foruden til Hovedværkerne om
Sveriges Litteratur henvises til: K. V. Böttiger,
»E. T.« [1847]; G. Brandes, »E. T.« [1875];
N. Erdmann, »E. T.« [1896]; K.
Stjernkrantz, »E. T.« [1907]; Verner v.
Heidenstam, »Minne af E. T.« [Svenska Akad.
handl. XXVII]; Fr. Böök, »E. T.« I f. [1917]).
O. Th.
Tegnér [tæŋ’ne.r], Esaias Henrik
Wilhelm, svensk Orientalist, foregaaendes
Sønnesøn, er født 1843. Allerede 1865 blev han Docent
og 1879 Professor i semitiske Sprog ved
Universitetet i Lund; 1884 udnævntes han til en af
»de atten« i det svenske Akademi. T. har
navnlig haft Betydning ved at give en klar og
overlegen, let tilgængelig Oversigt over almen
interessante videnskabelige Emner vedrørende
Orienten, saaledes i hans Bog om »Ninives och
Babylons kilskrifter« (1879), ligesom han med
megen skarpsindig Iagttagelsesevne og stor
stilistisk Kunst har behandlet forskellige sproglige
Problemer, ogsaa inden for de nordiske Sprogs
Omraade; typisk i denne Retning er hans
aandrige lille Bog om »Språkets makt öfver
tanken« (1880), hvori en Mængde fine og
slaaende Iagttagelser er sammenstillede paa en
meget fængslende Maade. En Udgave af hans
sproglige Afhandlinger er paabegyndt under
Titlen »Ur språkets värld« (I—II, Sthlm
1922-25).
J. Ø.
Tegner [’taj’nər], Hans Christian
Harald, dansk Kunstner, Søn af I. W. T., f. i Kbhvn
30. Novbr 1853. I Faderens og Ad. Kittendorff’s
Etablissement arbejdede han, indtil han af C.
V. Nielsen blev dimitteret til Kunstakademiet
og kom til at male under J. Roed. Som Maler
kom han aldrig til at udstille, og hvad han
udførte i Olie, var kun lidet; mere og mere
gik han over til at arbejde som Tegner og
Akvarellist; det eneste, han som ung lod
fremkomme paa Charlottenborg, var
Vandfarvetegninger til H. C. Andersen’s Eventyr »Fyrtøjet«
(1882) og den store Akvarel »Fanetoget til
Amalienborg«, udført i Anledning af
Regeringsjubilæet 1888 og erhvervet af Kongen. Paa sin
første Udenlandsrejse 1882 og 1883 var han i
Tyskland, Schweiz og Frankrig, senere var han
flere Gange med offentlig Understøttelse i
Frankrig og Italien, Fortjenstmedaillen i Guld fik han
1889, Aaret efter, at han i Paris var bleven
hædret med Guldmedaille. Den Udmærkelse,
der vistes ham i Hjemmet, tilkendtes ham
nærmest som Anerkendelse for det Værk, der hidtil
maa regnes for hans Livs mest fremragende, den
1883—88 udførte omfangsrige og i mange
Henseender meget betydelige Række Illustrationer
til Holberg’s Komedier, fuldtud selvstændige og
byggede paa et anseligt kulturhistorisk
Stilstudium. Et andet Hovedværk af T. er
Tegningerne i »Verdensudgaven« af H. C. Andersen,
fuldendte 1900, ogsaa omhyggeligt
kulturhistorisk underbyggede. Ved Siden heraf har T.
udført mangfoldige Illustrationsværker og
Enkeltblade, dels af illustrerende, dels af
dekorativt Indhold, ikke faa stilfulde Forbilleder for
kunstindustrielle Arbejder, deraf en Mængde
for Boghaandværk og andet Skønvirke. Fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
