Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Teilmann - Tein - Teinach - Teine - Teinoskop - Teint - Teiresias - Teisen, Niels Carl Gustav - Teisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og endelig til Justitsraad Morten T. til
Ristrup (1725—81), der kun efterlod en Datter.
Disse tre Brødre blev 31. Marts 1751 optagne i
den danske Adel. Den ældstes Søn,
Hofjægermester Andreas Charles T. til Kjærgaard
ved Ribe (1786—1852), vandt et vist Navn som
zoologisk Amatørskribent. Nævnte Etatsraad A.
C. T. oprettede Stamhuset Nørholm 2. Febr
1790. Det tilfaldt først hans Søsterdatter,
Christine Marie Wormskiold og kom ved hendes
Ægteskab til Slægten Rosenørn (s. d.).
Købmand C. N. T. var Farfader til Sognepræst
i Modum Christian T. (1743—1821), der
indlagde sig Fortjenester af Frugttræavlen, og
som hædredes med Landhusholdningsselskabets
Guldmedaille. Til samme Linie hører
Sognepræst i Bredsten Andreas T. (1812—69),
Forf. af forsk. genealogiske Arbejder.
P. B. G.
Tein, d. s. s. Kaffeïn (s. d.).
Teinach [’t^anak], lille Badested i
Württemberg i en Bjergdal i Schwarzwald, 400 m o. H.,
Jernbanestation paa Linierne Pforzheim—Horb
og Stuttgart—Calw—Horb. Der er talrige
kolde, stærkt kulsyreholdige alkaliske Kilder,
hvoraf 4 bruges baade til Bade- og Drikkekure.
T. søges især af svækkede, blegsottige og
blodfattige Patienter, der skal leve i Ro,
Fordøjelsessygdomme, Kvindesygdomme. Kurtid
1. Maj—30. Septbr.
(Lp. M.). E. F.
Teine [’tæjnə] betegner i Norge en Ruse. Den
egl. Bet. er »Vidjefletning«, idet Ordet er
afledet af oldnorsk teinn »Vidje«, »bøjelig Kvist«.
Samme Ord er dansk Dialekt Tene
»Madæske«.
H. F.
Teinoskop, en Slags Kikkert, opfundet af
David Brewster (1781—1868), bestaaende af to
Prismer med de brydende Kanter vinkelret paa
hinanden. Bruges næppe mere.
A. W. M.
Teint [dansk tæŋ, fransk tæ], se Hudfarve.
Teiresias [tæ^i-], berømt græsk Seer og
Spaamand, der oftere omtales saavel hos Homer og
de græske Tragikere som hos Ovid. Det
hedder, at han fra sit 7. Aar var blind, idet han
straffedes, fordi han havde røbet Mennesker
Gudernes Vilje, medens et andet Sagn beretter,
at han blev blindet af Athena, fordi han havde
set hende i Bad, men at hun (eller Zeus, eller
Hera) siden gav ham Evne til at forstaa
Fugletale samt en hvid Stav, som gjorde, at han
trods Blindheden kunde færdes sikkert, og
endelig 7 (9) almindelige Menneskers Levetid.
I de Sagn, der samler sig om Oidipus, nævnes
han særlig ofte. Efter at Epigonerne havde
erobret Theben (se syv mod Theben),
førtes han med sin Datter Manto til Delfoi,
men døde undervejs ved Kilden Tilphossa. I
Odysseen skildres, hvorledes Odysseus i
Underverdenen saa T. og talte med ham. Ham var
det, som Kirke havde ønsket, at Odysseus
skulde raadspørge, og han alene af Dødningene
havde bevaret menneskelig Forstand, ligesom
han endnu bar sin Stav. Paa flere Steder i
Mellemgrækenland fandtes Orakler for ham.
H. A. K.
Teisen, Niels Carl Gustav, dansk
Teolog og Forfatter, f. 23. Maj 1851 i Lunde
Præstegaard ved Varde, d. 1. Marts 1916 i
Odense. 1870 blev han Student, 1878 cand.
theol. og ansattes derefter ved Odense
Katedralskole, fra 1879 som Adjunkt og fra 1905
som Overlærer; 1915 tog han Afsked. Allerede
som Student var T. stærkt paavirket af S.
Kierkegaard, og han vedblev stadig at
beskæftige sig med denne Tænker, hvorom tre mindre
Arbejder (»Kort Indlæg i Sagen mellem S.
Kierkegaard og H. L. Martensen«, 1884; »Til
Overvejelse i Anledning af Høffdings Bog om
S. Kierkegaard«, 1893; »Om Søren Kierkegaards
Betydning som kristelig Tænker«, 1903) vidner;
desuden syslede han med religionsfilosofiske og
dogmatiske Problemer og gav i
Tidsskriftartikler og mindre Skrifter tankevægtige Bidrag til
Forstaaelse af betydningsfulde kristelige
Spørgsmaal (»Om Forsøgene paa at grundlægge en
religionsløs Sædelære«, 1886; »Om evig
Fortabelse«, 1901; »Om Viljens Frihed«, 1904; »Om
Troen paa Gud«, 1908; »William James’ Lære
om Retten til at tro«, 1911; »Afhandlinger og
Studier« I—II, 1912-13).
H. M.
Teisme (gr.) er den filos. Grundanskuelse,
som anerkender en personlig Gud. Ordet T. (af
θεός, Gud) betegner ligefrem kun en Modsætning
til Ateisme. Men en senere Sprogbrug har givet
det en mere bestemt Betydning, saaledes at
det nu modsættes baade Panteisme og Deisme.
Derimod kan Kristendommen efter dens
almindelige Grundtræk kaldes T. Paa Grund af denne
Forbindelse vil det ogsaa vise sig, at
Udviklingen af T.’s Filosofi er sket under stadig
Paavirkning fra den kristelige Religion.
De første Forsøg paa at begrunde en T.
findes i de gl. Beviser for Guds Tilværelse (se
Gud). Det er endnu i Tilslutning til dem, at
nyere Filosoffer som Descartes og Leibniz søger
at hævde Guds Tilværelse. Men der indføres
ogsaa ny Synspunkter. For Descartes er Gud den
absolutte Substans, d. v. s. det eneste Væsen,
som eksisterer alene ved sig selv, og af hvem
alle andre Væsener afhænger. For Leibniz er
Harmonien mellem Monaderne alene at finde
hos Gud. At en saadan spekulativ Teologi er
uberettiget, har Kant senere vist. Men
Virkningen af hans Kritik blev lammet ved den
følgende Romantik. Det er da ogsaa
Romantikkens særlige Filosof, Schelling, som fornyer
den ældre spekulative Teologi. I sit Skrift fra
1809 om den menneskelige Frihed søger han i
Tilslutning til Jak. Böhme at begrunde Guds
Personlighed ved at lægge en Udvikling ind i
den. En abstrakt T., som sætter Gud i et rent
Modsætningsforhold til Naturen, skal vistnok
være umulig, da alt personligt Liv kun kan
eksistere ved et Modsætningsforhold. Medens
nu de endelige Væsener har Modsætningen uden
for sig, maa Gud opfattes som den, der har
Modsætningen inde i sig selv som en opr.
Natur, der kan danne Grundlaget for en fyldig
Livsudvikling. Hermed er Udgangspunktet
givet for den nyere filosofiske T., der i
Tyskland især har været repræsenteret af Tænkere
som C. H. Weisse, den yngre Fichte, Ulrici,
Fechner og Hermann Lotze. I Modsætning til
den Hegel’ske Panteisme er det særlig
Personlighedslivets Betydning, de gør gældende; i
Personlighedsbegrebet finder de den sidste
Løsning af de metafysiske Problemer; kun ved at
hævde Personlighedstankens Realitet, ogsaa
over for det absolutte, kan de finde Mening i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
