Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tempel, det jerusalemske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tempelrum. og uden om disse strakte der sig
da paa de tre frie Sider en lavere Bygning, der
indeholdt en Række mindre Rum. Til
Opførelsen var anvendt store Stenkvadere, og
indvendig var Væggene beklædte med Cedertræ, rigt
beslaaet med Guld. Efter Angivelserne i 1.
Kong. 6, 2 var Huset 60 Alen langt, 20 Alen
bredt og 30 Alen højt, hvortil saa kommer
Forhallen, der var 20 Alen lang og 10 Alen bred;
men da en hebraisk Alen knap nok er 1/2 m,
var hele Helligdommen altsaa ikke større end
en almindelig Landsbykirke. Ved Indgangen til
Forhallen stod to store Kobbersøjler: Jakin og
Boas; i det forreste Tempelrum (Hekal), som
var 40 Alen langt, 20 Alen bredt og 30 Alen
højt fandtes et Skuebrødsbord (iflg. 2. Krøn.
4, 8: ti Skuebrødsborde) og ti gyldne
Lampeholdere, fem paa hver Side, samt muligvis et
Røgelsesalter af Guld; adskillige Forskere
betragter dog Bemærkningen herom i 1. Kong.
7, 48 som en senere Tilføjelse. Derimod
foreligger der ikke tilstrækkelig Grund til ogsaa
at betragte Notitsen om Lampeholderne som
Glosse; thi ganske vist omtales der i 1. Kong.
6, 4 »Vinduer«, ɔ: Aabninger med Gitter for
paa Bygningen, men disses Bestemmelse har
snarere været at skaffe frisk Luft, ikke Lys ind
i det indre Rum, og dette har sikkert været saa
mørkt, at kunstigt Lys var nødvendigt. Det
bageste Rum (Debir; i 2. Krøn. ofte: »det
Allerhelligste«) var mindre og dannede en Kubus
paa 20 Alen, saaledes at der ovenover blev
et Rum paa 10 Alens Højde, hvis Anvendelse
ikke kendes; denne fornemste Del af
Helligdommen var fuldstændig mørk, da den
hverken havde Vinduer eller kunstigt Lys. Da T.
var færdigt, blev Arken (se Ark) højtideligt
ført derind (1. Kong. 8, 6 ff.) og i det
Allerhelligste stillet mellem to 10 Alen høje
Kerubskikkelser, der stod med udbredte Vinger,
saaledes at de to Vingespidser naaede sammen
over Arken og de to andre berørte de to
modsatte Vægge (2. Krøn. 3, 10 ff.). Saavel til det
Allerhelligste som til Hekal førte Døre af
Oliventræ, prydede med Udskæringer (1. Kong. 6,
31 ff.); først i senere Tid da man følte Trang
til en endnu skarpere Sondring mellem helligt
og profant, omtales et Forhæng foran Debir
(2. Krøn. 3, 14). Uden om den egentlige
Tempelbygning fandtes en Forgaard, hvis Dimensioner
ikke angives; i Hezechiel’s Tempelplan (40, 47)
skal den være 100 Alen paa hver Led, men
disse Maal tør dog næppe overføres paa
Salomo’s T.; den omgaves af en Kvaderstensmur
(1. Kong. 7, 12) og kaldes undertiden den
»indre« Forgaard i Modsætning til den »store«,
som omsluttede alle de kongelige Bygninger.
Om Porte hører vi intet i selve Beskrivelsen,
men Antydninger andetsteds i det gamle
Testamente (Jer. 20, 2; 38, 14; Hez. 8, 3 ff.; 2. Kong.
15, 35) giver os den i øvrigt selvfølgelige
Oplysning, at der har været saadanne.
Mærkværdigt nok giver Kongebogen heller ikke nogen
nærmere Skildring af det Brændofferalter, som
stod i Forgaarden; kun ved Beretningen om
T.’s Indvielse hører vi i 1. Kong. 8, 64, at
»Kobberaltret« ikke var stort nok til at rumme
alle de Ofre, som ved denne Lejlighed blev
bragt. Nu omtaler 2. Krøn. 4, 1 ganske vist et
Alter af Kobber 20 Alen langt, 20 Alen bredt og
10 Alen højt; men et saadant af Metal
forarbejdet Alter vilde være i Strid med Bestemmelsen
i 2. Moseb. 20, 24 f.; og man har derfor
formodet, at Salomo skulde have overtaget det af
David paa Aravna’s Tærskeplads rejste Alter,
og at der i 1. Kong. 9, 25 foreligger en lidt
unøjagtig Udtryksmaade. Imellem
Tempelbygningen og Brændofferaltret fandtes til Brug for
Præsternes Tvætninger et stort Kobberbækken,
iflg. 1. Kong. 7, 23 ff.: 10 Alen i Diameter, 5
Alen højt og hvilende paa 12 Kobberokser;
1. Kong. 7, 27 ff. skildrer endelig meget
indgaaende, men desværre uklart, 10
Vogne med Vandbeholdere, hvori man
rimeligvis har transporteret Vand fra Kobberhavet
til Renselse af det Kød, som skulde ofres. —
Allerede Salomo havde udstyret
Tempelbygningen med Guld o. a. kostbare Prydelser, og i den
følgende Tid vedblev man stadig at forøge
Helligdommens Kostbarheder, hvilket
naturligvis førte til, at den blev plyndret, hver Gang
Jerusalem blev erobret af fjendtlige Herskere
(saaledes af Ægypterkongen Sisak, 1. Kong. 14,
26, og af Efraims Konge Joas, 2. Kong. 14, 14);
flere Gange maa ogsaa Judas Konge selv ty til
T.’s Skatte for at kunne betale den Tribut, som
Fjenderne krævede (saaledes Joas, 2. Kong. 12,
18, Achaz, 2. Kong. 16, 8, og Hzqija, 2. Kong.
18, 16). I Tidens Løb har naturligvis flere
Restaureringsarbejder fundet Sted, og vi hører
udtrykkeligt om saadanne under Joas (2. Kong.
12, 4 ff.) og Josija (2. Kong. 22, 3 ff.).
Sidstnævnte Konge gav endvidere T. i Jerusalem en
Særstilling, som det ikke havde haft tidligere,
idet han ved den saakaldte Kultuscentralisation
622 f. Kr. gjorde det til den eneste Helligdom,
hvor man paa legitim Maade kunde ofre til
Jahve. Denne især paa 5. Mosebog 12 støttede
Betragtning trængte i den Grad igennem, at da
Jøderne i 586 førtes i Landflygtighed til
Babylonien, og Jerusalem med Salomo’s Tempel blev
fuldstændig ødelagt, tænkte de bortførte ikke
paa at bringe Jahve Ofre i det fremmede Land,
endsige da paa at opføre noget Tempel der.
Først da Cyrus efter Babylons Erobring 538 gav
Befolkningen Tilladelse til at vende tilbage til
Fædrelandet, gik de hjemvendte straks i Gang
med paa ny at rejse Brændofferaltret — efter
al Sandsynlighed paa dets tidligere Plads — og
man fik lagt Grundstenen til en ny
Tempelbygning; men der kom vanskelige Tider, og
Bygningsarbejdet gik hurtigt i Staa, indtil
Profeterne Haggaj og Zacharja satte nyt Mod i de
hjemvendte ved Henvisning til, at naar T.
var opført, vilde den messianske Herlighedstid
indtræffe. Da kom der atter Gang i Arbejdet,
og i Aarene 520—516 blev det nye, det saakaldte
Zerubbabels T. rejst. Af Esr. 3, 12
og Hagg. 2, 3 ff. fremgaar, at det ikke var saa
prægtigt som Salomo’s Tempel, men det har
dog næppe været ret meget mindre; maaske har
man ogsaa ved Sammenligningen tænkt paa, at
Pagtens Ark var gaaet tabt; paa dens Plads i
det »Allerhelligste« laa (ifølge Mischnatraktaten
Joma 5, 2) nu kun en Sten. I Hekal fandtes (efter
1. Mkb. 1, 21 f., 4, 49 ff.) et Skuebrødsbord, en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
